|
|
Anmeldelse:
Beretningen om et folk, hvis IDENTITET er bundet op på hjemlandets skæbnesvangre historie
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 8. september 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
VIRGINIE DESPENTES: "Vernon Subutex".
Agota Kristof:
"Det store stilehæfte / Beviset / Den tredje løgn".
Roman, Rosinante.
Udgivet 23. februar 2017.
Pris: kr. 199,95.
FRANSK/LITTERATUR:
Ståsteder i den senmoderne tidsalder:
Med Det store stilehæfte iværksætter den ungarsk-schweiziske
eforfatter, Agota Kristof, sin søgen efter en sammenhængende fortælling,
der kan rumme den generelle oplevelse af hjemløshed efter opdelingen af Europa i kølvandet på Anden Verdenskrig. Rousseau,
Kafka og Camus bidrager sprogligt og tematisk til opfindelsen af det nødvendige litterære sprog, hvis handlingsmæssige finurligheder er
påkrævet for at kunne rumme og håndtere et sådant forehavende.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauges, anmelder Kristofs bog her.
Det ungarske folks kollektive historie og skæbne som dannelsesroman
Krig og diktatur forkrøbler såvel voksne som børn, men afdækningen af de uhelbredelige skader, som netop påføres barnet i dets formative år illustrerer, hvordan magten i sin totalitarisme giver grobund for vold, undertrykkelse, forræderi, svig, fornedrelse og mentalt afsavn.
Det totalitære Europas historie, der udspiller sig fra slutningen af Anden Verdenskrig og helt frem til tiden efter Murens fald, når alle romanens tre bind ses i deres helhed. Det er en tid, hvor individet mister sin betydning som individ, også i Vesten, hvor tingsliggørelse og kapitalens logik i form af markedstænkningen er en parallel til den systemiske undertrykkelse i østeuropa under sovjetstyret.
En kollektiv historie på individniveau
De personer, der befolker Kristofs roman(er) har ikke navne, men er udtryk for tanker og ideer, indpakket i kød og blod. Egentlige individer er der ikke tale om. Vi møder bedstemoren, officeren, adjudanten, præsten, den gamle mand og mange andre figurer. De få navngivne personer er fremhævet alene i kraft af, at de har fået en identitet, men også dette er skrøbeligt. Claus, Lucas, Klaus og Klaus-Lucas er så uløseligt filtret ind i hinanden, at til sidst er identiteten umulig at bestemme med nogen overbevisning for såvel læseren som for de agerende centrale personer.
Vi standser foran en grav med et trækors, hvor min fars navn står med et dobbelt fornavn, mit og min brors: Klaus-Lucas T.
Dette konstaterer den Lucas, som vi læsere formoder har løjet sig til navnet Claus, da han flygtede over grænsen til Vesten nogen tid efter Krigen, medens hans "navnebror"
blev frivilligt tilbage og senere tog sig kunstnernavnet Klaus. Sikre kan vi imidlertid ikke vide os, efterhånden som de tre bøger udfolder sig. Undervejs fortælles begivenhederne i mindst tre forskellige versioner, hvorved afdøde personer genopstår lyslevende, trods det, at vi tidligere har set deres skeletter hænge på loftet, og tvillingernes skæbne som små er tilsvarende uklar. Hvad skal læseren fæste lid til?
Løgn og virkelighed
Vi bliver vidner til, at den ene af de to tvillinger flygter over grænsen til Vesten, men dette bringes umiddelbart i tvivl, da vi læser følgende:
Barnet underskriver protokollen, som indeholder tre løgne.
Den mand, han gik over grænsen sammen med, var ikke hans far.
Barnet er ikke atten år, men femten.
Han hedder ikke Claus.
Denne følelse af usikkerhed understreges gang på gang i romanen, specielt i forbindelse med, at drengene og deres yngre protegé
til stadighed skriver ting ned, som for at fastholde, hvad der er sket, som om de må gøre et forsøg på at tolke verden. Det sker imidlertid ikke som historieskrivning, men snarere som fiktionsskrivning, så stilehæfterne bliver en art fortælling, en roman:
- Jeg er virkelig nysgerrig efter at vide, hvad de her stilehæfter indeholder. En slags dagbog?
Claus siger:
- Nej, det er løgne.
- Løgne?
- Ja. Ting jeg har opfundet. Historier som ikke er sande, men som kunne være det.
Peter siger:
- Skynd dig at lære vores sprog, Claus.
Dette gentager sig efter 1989, hvor Claus vender tilbage til sit tidligere hjemland for at finde sin bror. Også her bliver stilehæfternes indhold betvivlet og afvist, selv om de skulle godtgøre, hvordan han og broren levede sammen som børn og senere kom fra hinanden.
Skriv - skriv - skriv
Genkommende i bogen er fastholdelsen af vigtigheden af at skrive, at findes. Flere voksne anerkender det essentielle i, at man skriver, erindrer, udlægger begivenhederne, giver noget videre til andre, så de kan gøre erfaringer på anden hånd og se virkeligheden i et andet lys.
Denne nedskrivning bliver et helt centralt omdrejningspunkt sammen med tilegnelsen af sprog. Kommunikationen i et samfund bliver hængt op på forståelsen af sproget, af koden. Men til sproget knytter sig også til stadighed løgnen og svigefuldheden, f.eks. når aviserne under sovjetstyret hver dag gentager, at landet aldrig har været så fremgangsrigt som nu, samtidig med at der er kilometerlange køer foran butikkerne, med deres halvtomme hylder.
Nedskrivningen af ens tanker kan også være dødbringende. Det sker, da den gamle boghandler flytter til en anden by, hen til sin søster, hvor han vil skrive den bog, han har tænkt på i så mange år. Det går imidlertid slet ikke, han føler sig overvåget af søsteren, begynder atter at ryge og drikke, trods hendes forbud, og til sidst kvæler han hende, hvorefter hans skriveblokering løsnes for en stund. Han får dog ikke skrevet sin bog færdig, for han fængsles og henrettes for udåden.
Dyb indsigt i tilværelsens labyrintiske utålelighed
Krigsdagbøger og stilehæfter om hverdagslivet i byen ved grænsen bliver som udgangspunkt ført i hemmelighed, men sandheden kommer for en dag til slut. Der er bare den hage ved det, at sandheden har så mange ansigter, at den ikke findes overordnet set, men kun for den enkelte. Den kollektive sandhed/fortælling findes ikke, idet hver enkelt skæbne er unik.
Med dette budskab insisterer forfatteren på, at individet kun kan bero på sig selv. Vi bliver voldført, hvis vi hælder os til de kollektive fortællinger, der normalt danner historiefortællingens grundlag. Hvis vi insisterer på at være ærlige og oprigtige, vil vi ikke blive troet. Vi kan kun dømme selv, når vi skal forstå motiverne for de handlinger, som vi udfører og som vi er vidner til, at andre udfører.
Misantropien kan lure bag denne vinkel på virkeligheden, men historien er fortalt nænsomt og med en god portion humor, grænsende til det absurde, men netop derigennem bliver det til at bære. Agota Kristof har begået et mesterværk i litterær forstand, hvor der insisteres på, at tolkningen af verden kun kan ske på et litterært grundlag.
|
|
|
|
