|
|
Anmeldelse:
For at tænke ud af boksen skal der først være noget inde i den
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 13. august 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
DAG SOLSTAD:
"Generthed og værdighed".
Roman, forlaget Rosinante (192 sider).
Udgivet 24. februar 2017. Pris: kr. 199,95
KAN
KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Dag Solstads gennembruds-
roman i USA foreligger endelig på dansk:
Gymnasielektor Elias Rukla er ikke en moderne Lektor Blomme, men en humanist, der føler, at tilværelsens ulidelige lethed har
tømt det sociale rum for muligheden for samtale. Narcissismen næres via de sociale medier og de mellemmenneskelige omgangsformer drænes
for reelt indhold. Igennem romanens indre monolog gør den midaldrende gymnasielektor op med nutidens temmelig
uinteresserede gymnasieungdom såvel
som med sine jævnaldrende kolleger og bekendte, der af ham opfattes som fastlåste i hver deres sociale boble.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
Det civiliserede menneske
Elias Ruklas har samvittighedsfuldt undervist sine afgangselever i norsk litteratur gennem de sidste 25 år, med det lønlige håb,
at han kunne kvalificere dem en smule til at træde ind i voksenlivet som dannede individer. For ham er der en direkte forbindelse mellem kultur
og civilisation:
...således at de ikke senere i livet i den daglige samtale, som tilsammen, af forskellige nuancer og under- og overtoner,
danner samfundets egen selvforståelse, skulle gå rundt og
fare med privat føleri og sjusk om emner der var en mere høvisk fremfærd værdig...
Efter at have kæmpet sig igennem en dobbelttime med gennemgang af Ibsens Vildanden
indser Elias med ét, at hans arbejde er forgæves. Han har længe følt, at eleverne er totalt ligeglade
med det, han underviser dem i, og han erkender nu, at hans eksemplariske undervisning ikke længere kan fylde noget
i hovederne på de unge, så de senere i livet kan tænke ud af boksen som civiliserede, kulturbærende samfundsborgere:
Han frygtede det øjeblik hvor de rejste sig op, slog i bordet og sagde at nu ville de ikke finde sig i det længere. Han frygtede det
øjeblik hvor de rejste sig op, slog i bordet og krævede respekt for deres egenværd, for så ville han være hjælpeløs. For det var når
alt kom til alt, omstændighederne taget i betragtning, hævet over enhver tvivl at det var dem der havde ret, og ham der havde uret.
Hans undervisning stod ikke distancen, for de forudsætninger han byggede på, de gjaldt ikke for dem, og det var kun et spørgsmål om tid,
frygtede han, før det stod klart for alle at hans allerede
i dag ganske smertefulde gerning ville blive gjort overflødig.
Den desillusionerede lektor rammes indirekte af en indsigt, som han netop har fået igennem bipersonen Relling i Ibsens stykke.
Denne biperson får i en eneste replik i stykket personligt liv, bliver til andet og mere end en dramaturgisk bifigur, og det er
denne afsløring, der rammer den gode lektor. Doktor Rellings stemme dirrede, med hvilket Ibsen afslørede, at Relling var ramt på
sin lønlige drøm om lykke i tilværelsen. Denne lykke kunne han ikke opnå, lige så lidt som Elias Rukla kunne opnå sin drøm om et liv i
værdighed som menneske.
Elias følte sig ganske enkelt hægtet af i forhold til den sociale kontekst, affærdigt som værdig deltager i det levende, aktive samfundsliv:
For der var sket noget med ham, som han havde svært ved at forstå og forsone sig med. Og det var en gradvis
tiltagende følelse af at være samfundsmæssigt sat ud af spillet. Det plagede ham meget, og han syntes også det var opsigtsvækkende
at det skulle forholde sig således. Men det var som om kun meget lidt af det der blev tilbudt ham som samfundsmenneske, interesserede
ham tilstrækkeligt.
En handling på to niveauer
Det hele slår klik for lektoren, da han ude i skolegården forsøger at åbne sin paraply for at beskytte sig mod en let efterårsregn.
Det genstridige apparat vil ikke som han, hvorpå han begynder at rive og flå i den, slå den mod en fontæne i skolegården, og til sidst
smide den på jorden og hoppe på den, medens han udstøder eder og forbandelser. En af pigerne fra hans afgangsklasse ser betuttet til, og
han hvæser ad hende, kalder hende "Fisse" og "Fede svin", hvilket afgør sagen: Han forlader skolen og sin undervisningsgerning for altid,
vil ikke engang overveje, om han skulle søge at give en undskyldning og blive taget til nåde.
Igennem resten af romanen udspiller handlingen sig på to plan, et nutidigt og et fortidigt, hvor den fortsatte indre monolog præsenterer
os for det livsløb, som lektor Rukla har gennemlevet, fra ung studerende til frustreret midaldrende, med en kone, som han egentlig fik forærende,
da hans bedste ven stak af fra hende og overlod konen og det 6-årige barn i hans varetægt. Denne uendeligt smukke kone er i de mellemliggende 13
år blevet småfed og har mistet fortryllelsen. Datteren er blevet voksen og er flyttet hjemmefra.
Tilbage står lektor Rukla med den høflige, civiliseredde omgangsform, som han og konen har formået at opretholde indbyrdes, og som har
bekræftet dem i, at de bør holde sammen, fordi de trods alle forskelligheder hele tiden har vist hinanden den grundlæggende respekt at
forblive hos hinanden. Men nu kan det lige pludselig være lige meget alt sammen. Han kan ikke længere opretholde denne form for civiliserethed,
men må konstatere, at hans liv som samfundsborger er forbi:
Det var sket for ham, og
for ham betød det at han var faldet. Faldet ud af samfundet, simpelthen. Han vidste at han aldrig mere
ville sætte sine ben på Fagerborg Gymnasium. Heller ikke på noget andet gymnasium i egenskab af lærer (...)
Det betyder jo at det er forbi nu, tænkte han. Det er forfærdeligt, men der er ingen vej tilbage.
Vejen hertil skyldes den følelse af generthed, som han har haft lige fra at han som ung kom til Oslo med firetoget
og begyndte sine studier i filosofi og norsk litteratur. Han erkendte, at han ikke var det største lys på denne jord,
men arbejdede støt og flittigt med at tilegne sig den viden, der skulle bane vejen for en gerning som underviser i gymnasiet.
Fra første færd var den tilbageholdne ungersvend iagttagende, undrende og afventende, men formåede via sin bedste ven, den flamboyante
Johan Corneliussen, at få del i stort set alt det studenterliv, der fandtes. Han blev Johans trofaste væbner, og overtog som nævnt hans kone,
da Johan stak af fra det hele og rejste til USA.
Alt dette kunne Elias Rukla godt forlige sig med, for han havde ikke forventet nogensinde at skulle få sig en kone, endsige et barn.
Nu fik han begge dele forærende, og det passede ham såmænd ganske godt:
Lektor Rukla må betegnes som en tilfreds mand, som på lette fødder, i tynde sko, traskede af
sted til sin daglige dont ved Fagerborg Gymnasium (...), selv om Eva Linde aldrig med et ord sagde at hun elskede ham (...)
Men hun var kommet til ham, og det var hende der havde taget initiativet til at de skulle have et tæt forhold.
Om morgenen spiste han morgenmad med sin kone, som var strålende
smuk, og hendes ganske ustadige datter. Det var hans nye liv.
At stå tilbage på perronen
Lektor Rukla føler igennem de senere år, ledende op til sit endegyldige fald ud af den samfundsmæssige kontekst, at han er blevet
kørt agterud, isoleret, hægtet af og vist ryggen af den aktuelle sociale dagsorden:
Tilværelsens ulidelige lethed er noget der berører grublende og videbegærlige mennesker på Fagerborg Gymnasium i Norges hovedstad
i de to sidste årtier af dette vores århundrede. Og som fratager én evnen til at sige noget. Til andre. Til at tale. Samtalen er gået
i stå. Folk fra Elias Ruklas samfundslag talte ikke sammen længere. Kun kort og overfladisk (...)
Fordi det offentlige rum som en samtale kræver, er optaget. Der foregår der andre aktiviteter, som man siger.
Ironi og humor i finurlig forening
Norske Dag Solstad skrev ved årtusindskiftet denne morsomme og underfundige roman som en mulig kommentar til en samfundsudvikling,
der i stigende grad hylder livet på overfladen, hvor narcissistiske individer definerer samværsformen og sætter dagsordenen.
Bogens hovedperson, Elias Rukla, står i skyggen af sin bedste ven, Johan Corneliussen, der har visse lighedstræk med hovedpersonen
i Musils roman Manden uden egenskaber. Det kunne være værd at overveje, om Dag Solstad på denne måde kommer med et indlæg mod
senmoderniteten.
|
|
|
|
