|
|
Anmeldelse:
Ida Jessens dagbogs- roman fra Thyregod i mandlig udgave
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 2. august 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
IDA JENSEN: "Doktor Bagges anagrammer".
Roman, forlaget Gyldendal (160 sider)
Udgivet 21. januar 2017. Pris kr. 156,96.
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
To mennesker følges gennem de vigtigste år i deres liv, uden at de for alvor lærer hinanden at kende. Deres personaer
er imidlertid gjort tilgængelige for den privilegerede læser igennem Ida Jessens to smukt skrevne bøger omhandlende deres liv,
som de ser det fra hvert sit udgangspunkt. Historisk, psykologisk, men frem for alt menneskeligt får vi indblik i, og indseende med,
to stovte karakterer.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den spændende roman her.
Gi Bagge vand
De ovenstående ord kunne være et anagram på doktor Vigand Bagges ørkenvandring. Han tørster virkelig efter
et følelsesliv, men nægter sig selv netop dette. Han tillader ikke Lilly at trænge om bag facaden:
"Hun fortalte sine historier i håb om at få mig til at fortælle mine. Det er underligt med mennesker. De tror,
at gør de noget for en anden, bliver de mødt med noget tilsvarende."
Blod og slim
Vigand er rationel i sin tilgang til tilværelsen. Hans lægegerning i Thyregod, Kollemorten, Riis og omliggende
hedeflækker er præget af flid og engagement og kontant afregning. Når han sammenfatter sine indtryk af de mennesker,
han omgås i sin dagligdag, ender han ofte med en konstatering af, at det alt sammen er blod og slim, indvolde og skidt og møg.
Det er et distanceringsmiddel, som han tyer til, når det kunne gå hen og blive for personligt, eller allerværst, for sentimentalt.
Vigand Bagge er respekteret i byen og hos sine patienter rundt omkring i området. Men følelserne taler han ikke gerne om.
Nu, hvor han er lidt oppe i årene og ramt af en dødelig sygdom, fortsætter han stædigt og ufortrødent med at passe sit arbejde,
medens han omhyggeligt undgår at indvie hustruen eller andre i, at det lakker mod enden. Han konstaterer lakonisk og med et vist bid:
Dette kadaveruhyre med blod og slim og råddenskab er en menneskekrop. Det er så trivielt, at det er til at tude over,
at det ikke er bedre eller lysere. Sådan er livet. Uhyre ligegyldigt i det store pserspektiv, hvor det netop er blodet og slimen, der
løber af med førstepladsen hvad betydning angår.
Natlige dagbogsoptegnelser
At doktoren overhovedet kom i gang med at skrive, skyldtes en henvendelse fra en redaktør fra lægeforeningens tidsskrift,
der opfordrede ældre kolleger til at skrive om deres tid i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor de rejste på sygebesøg i "doktorstolen".
Vigand har ingen intention om at dele sine optegnelser med nogen, og stædigt skriver han på bagsiden af alle mulige gamle dokumenter og løsblade, i stedet for at anvende de fem fine hæfter, som hans hustru har anskaffet til ham, efter at han har fortalt hende om henvendelsen fra redaktøren.
Vigand kan sjældent finde ro, har svært ved at sove, og derfor tilbringer han de fleste nætter i konsultationen, hvor han typisk har
låst døren for at få fred. Lilly kan så kommunikere med ham ved at hviske gennem døren, hvis eller det passer ham at svare. I løbet af
månederne, hvor sygdommen tager til, skriver han om fortiden, forældrene, bedsteforældrene, mødet med Lilly, de mange nedslående syn under
lægebesøgene rundt om i de ydmyge boliger, og især skriver han om samlivet med hustruen, eller om det gådefulde i forholdet mellem dem.
Han erkender, at de befinder sig i hvert deres univers.
Lykken
Doktor Bagge har tilrettelagt sit liv som en uendelig række pligter, hvilket er med til, at han kan få mening med tilværelsen. Hans
tanker tilbage til bedstefaren er omgærdet med varme, medens forholdet til hans egen far først og fremmest er præget af ordet respekt.
Moderen opfatter han som et slet menneske, naragtig, doven og selvhøjtidelig. Han finder hende ligefrem sygeligt skadelig for omgivelserne.
På et tidspunkt erindrer han sig, hvordan hendes forfængelighed rammer ham med fligen af et ødipuskompleks, idet han gennem lang tid har
beundret et fotografi, som faren har på sit kontor. En dag afslører moren, at det er af hende. Vigand flygter ud af rummet i raseri og afsky.
Barndommen var ikke lykkelig, men regelret, og moderens sværmeri gør hans fundament som barn og ung usikker.
Vigand gifter sig impulsivt med Lilly, formentlig idet han tror, at hun er gravid med en af de lokale, hvorfor han vil bringe orden i tingene.
Gravid er hun imidlertid ikke, men gift er de nu engang blevet, og Vigand sidder tilbage med et savn, som han nu tillader sig at afsløre
for sig selv i sine natlige optegnelser:
I disse måneder havde jeg tilladt mig at gå og kæle for mig selv. Jeg havde tænkt, at jeg ville få et lille barn at holde ind til mit bryst.
Tanken om et lille barn på min arm og ved min hånd har jeg næret. De små børns duft som man indånder, når man kysser dem på panden.
Det samliv, som de har igennem 22 år må karakteriseres som goldt og afstandspræget. Der kom ingen børn ud af samlivet, og adoption vil
Vigand ikke høre tale om, selv om Lilly bringer det på bane i forbindelse med den lokale, letlevende Fanny, der føder et barn uden at være
gift. Han kunne nok se, at denne femme fatale havde visse kvindelige kvaliteter, men han skyndte sig altid at sætte
blod og slim op
som en mur imellem dem.
Lykken kunne Vigand kun finde, når han var alene. øjeblikke af lykke kunne være de pauser, han sammen med kusken holdt midt på dagen, når
de i de tidlige år var på lægebesøg rundt om i sognet og holdt hvil i en grøftekant. Ellers kunne lykken i de senere år også pludselig dukke op,
som her under sygdomsforløbet:
Altid, når jeg har oplevet lykken, har jeg været fuldkommen alene. Af og til har jeg kunnet forveksle den med længsel. At man
kan føle sig så fri i sin have en almindelig solskins septembermorgen. At luften kan være så klar.
Op ad bakke
For både Vigand selv og for hustruen Lilly er deres samliv gennem alle årene en fortløbende prøvelse, idet hun prøver at bryde igennem
"Jerikos mure" og han forsvarer sig mod hendes trompetgjalden. For ham blev ægteskabet et kald, som lægegerningen, og han tog imod det,
uden at der blev reflekteret nærmere over, hvilke bevæggrunde, der skulle til:
Det var noget der skete, ligesom når man ved, at man skal tænde lys i et mørkt rum, når man vil finde sin bog, eller at man skal tæppe
af, hvis man vil i seng. Eller man tager imod en paraply, der bliver en rakt, hvad enten man har brug for den eller ej, så længe bevægelsen
er myndig nok.
Vigand har et traume, hvilket er den største ulykke, der overgik ham i lægegerningen. Som ung læge overså han en uren ampul, hvilket førte
til, at fem børn døde med få timers mellemrum på grund af et inficeret serum. Kun ham selv og frøken Neergaard kendte det fulde omfang af fejlen,
men der blev aldrig talt om det. Hun slog det straks hen som noget, der kunne ske, en menneskelig fejl. Det plager imidlertid Vigand, der flere
gange i sin karriere vender tilbage hertil, også i sine optegnelser i nattetimerne. Det hvide kors ved kirkemuren rider ham undertiden som en mare.
Hans frenetiske renlighedsprincip kan også i et vist omfang henføres hertil. Han fantaserer også, at faderens propre tilgang til apotekerverdenen,
med orden og system, kan have været en kilde til hans pertentlighed.
Om dette traume har været medvirkende til doktor Bagges tilknappethed, får stå hen i det uvisse, men erkendelsen og samvittighedsnaget får
ham til at fremstå menneskelig, som en, der søger sjælefred, men ikke kan finde den. Vigand Bagge kæmper med sig selv, lidt som en Sisyfos.
Stenen vil altid rulle tilbage, og han må begynde forfra.
Afskeden med hustruen i forbindelse med sin forestående død formulerer han i et brev, han formår ikke at sætte det talte ord ind. Det ville
være for farligt, for det kunne jo føre til slimet, klæbrig sentimentalitet.
Venus og Mars
Det lykkes på forbilledlig vis for Ida Jessen at skabe et portræt af en mand, der kommer til at stå som modstykke eller komplementært element
i forhold til den kvinde, som hun så nænsomt skabte et portræt af i den forudgående roman. Tonen denne gang er brysk, men poesien lever i sprækkerne
hos Vigand Bagge.
|
|
|
|
