|
|
Anmeldelse:
En mørk og dystopisk historie om et familieliv under stort ødelæggende pres
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 2. august 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
LINDA BOSTRÖM KNAUSGÅRD:
"Velkommen til Amerika".
Lindhardt og Ringhof. Udgivet 9. februar 2017.
89 sider. Pris: kr. 159,96...
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Linda Boström Knausgård har skrevet en uafrystelig historie om en såkaldt "lys familie".
I den ultrakorte roman indfanger husets elleveårige datter i hvert enkelt af sine korte udsagn et dystert mørke, der står i tavs kontrast til
det lys, som moderen stædigt fastholder, at familien er omgivet af. I sin tredje bog på dansk portrætterer
forfatteren en familie, der bevæger sig på randen af et nervøst sammenbrud.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den korte roman.
Bekendelser fra en selfiestang
Romanens hovedperson, datteren i huset, har besluttet sig for total tavshed, efter at hendes far lykkeligvis er død. Hun har i en bøn til
Gud ønsket sig, at den fordrukne, voldelige og grænseoverskridende far skulle dø, og da det sker, er det umiddelbart til stor
lettelse for hende, storebroren og moren.
Datteren bærer på sin hemmelighed, at det er hende, der han udvirket faderens død, og for at holde sammen på sig selv har hun pålagt
sig total tavshed. Hun skriver knap nok noget i sin notesbog. Dette driver både moren og skolelærerne til vanvid, medens hendes bror
klarer sig ved at lukke sig inde på sit værelse og sømme døren til, når han arbejder med sine musikeksperimenter.
Bogens fortæller er udelukkende datteren, der skriver sin egen sygejournal, som kunne minde om den selfiestang,
der pryder bogens omslag, og som kan tolkes som det spejl, hun holder op mod sig selv, og ind imellem også imod sine omgivelser.
Hun er temmelig god til at gennemskue både sig selv og de andre, men hendes dårlige samvittighed bringer hende stadig længere ud i et
personligt, indre psykisk pres. Dette ses allerede i indledningen:
Det er efterhånden længe siden, jeg holdt op med at tale. Alle har vænnet sig til det. Min mor, min bror.
Min far er død, så jeg ved ikke, hvad han ville sige. Måske at det er nedarvet. Arven slår hårdt i min slægt. Ubønhørligt. De direkte nedadgående
led.
Det virker næsten, som om pigen føler sig ramt af en art arvesynd, og dette er uløseligt forbundet med, at hendes ønske om farens død gik i
opfyldelse. Lettelsen blev kortvarig og endte med at være en slags forbandelse i stedet.
En lys familie
Ikke nok med, at pigen, Ellen, ikke vil kommunikere med nogen efter farens død, ligesom den fysisk voldelige bror har isoleret sig på værelset.
Dertil kommer yderligere, at moren, der er skuespillerinde, har været årsagen til at familien flyttede til storbyen, dengang hun kom ind på
skuespillerskolen. Noget faren slet ikke kunne finde sig til rette med, og som førte til alkoholmisbrug, dødstrusler og tvangsindlæggelser,
lige indtil hans død, den død som Ellen føler sig ansvarlig for, fordi hun har bedt Gud om at det måtte ske så mange gange:
Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om at han ville dø, og så døde han.
En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså.
Den lyse familie, hendes mor hele tiden snakker om, er forvandlet til en kampplads, hvor det handler om at være den stærkeste. Men selv om mørket
heller ikke er noget positivt for Ellen, idet hun om natten, både i vågen tilstand og i drømme, jævnligt får besøg af sin fars spøgelse, er det
alligevel i mørket, at hun kan holde tingene ud. Hendes psykiske problemer er skildret med uhyggelig præcision.
Tavshedens tyranni
Ellens modvilje mod at tale eller skrive i den notesbog, hendes mor har givet hende, er en stærk manifestation af den magtesløshed, sproget møder,
når det skal forholde sig til livet og verden. Den bliver et udtryk for hele den mangel på kommunikation, der går igen og igen i den lille "lyse
familie", som hendes mor kalder dem.
Morens insisteren på at opfatte tingene lyst kan efterhånden virke noget krampagtig og til tider overfladisk i forhold til de reelle problemer,
som hun er oppe imod i relation til datteren, sønnen og den omgivende verden.
Hvis der er noget positivt i bogen, er det da slet ikke lyset: "De dage der siden fulgte nætterne, brændte af lys,
et lys så stærkt at jeg måtte lukke øjnene. Jeg sad i min seng fra morgen til aften med lukkede øjne. Lyset skar i mig".
Barnet der ikke vil være voksent
Ellen forsøger som en anden anorektiker at standse sin udvikling fra barn til ung og voksen. Hun vil undgå voksenlivets komplikationer,
der f.eks. kommer til udtryk, da moren finder en ung mandlig skuespiller, som hun bliver kæreste med for en kortere tid:
Alt det, der voksede, virkede for voldsomt. Det måtte ikke ske. Jeg kunne ikke bremse tiden og bevare nuet. Alt det, der voksede, skræmte mig.
Desuden har hun lært, at det kan svare sig for hende at holde lav profil og billedlig talt melde pas, når der opstår konfrontationer.
Specielt i forhold til broren er hun på vagt, medens hun åbenlyst trodser moderen ved sin talestrejke.
Begyndende forløsning?
Romanen slutter uafklaret med hensyn til alle centrale spørgsmål: Hvad sker der med broren? Hvordan går det med morens karriere?
Vil moren finde sammen med en ny mand på et mere realistisk grundlag? Vil Ellen atter begynde at tale? Vil hun genoptage sit sociale liv
i det hele taget?
Slutningen antyder dog, at Ellen vil opgive sin tale- og skrivestrejke og atter begynde at kommunikere med omverdenen. Hun vender i
tankerne tilbage til positive minder fra en fortid, hvor faren og moren var i harmoni, og hvor man med en vis ret kunne sige, at der var
tale om en lys familie.
Bogens sidste ord, citeret fra Ellens erindring lyder således lettere insisterende: "Vi var en lys familie. En lys familie."
Af dyben brønd
Den tilsyneladende enkelt fortalte roman bevæger sig i flere lag, og selv om det er en mørk og dyster fortælling, bør man give sig selv
lov til at læse den i et enkelt stræk, lade mørket omslutte sig og dykke ned i nogle af dets irgange. Det er en på én
gang naiv og dybt
indsigtsfuld beretning fra et barn, der ser tingene uhyggelig klart. Dette kan nok uforvarende ryste den almene læser, men så kan denne læser
jo klogeligt dele oplevelsen med et andet menneske bagefter.
|
|
|
|
