|
|
Anmeldelse:
SUPERÅRET *1967* markerede selve omdrejningspunktet for hippiebevægelsen, LSD-evangeliet og den nye pop- og beatmusik
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 27. juni 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
JENS "JAM" RASMUSSEN:
"1967: Kærlighedens sommer"
Forlaget TIDERNE SKIFTER.
Udgivet 1. juni 2017.
Pris kr. 299,95
KAN KØBES HER.
HISTORIE/RELIGION:
Freelancejournalist og forfatter, cand.mag. Jens Rasmussen har skrevet et betydeligt værk med en stor detaljerigdom,
god dokumentation og overskuelig opsætning, formuleret i et ganske præcist og sine steder passende poetisk sprog. Værkets emne er
The Summer of Love, som den udspandt sig næsten synkront i San Francisco, London og København.
Bogen er skrevet kærligt, men samtidig nøgternt, således at en eventuel glorificering undgås i skildringen af udviklingen fra
50'ernes beatnik-kultur, over psykedelika, nye musik- udtryk og den ultrakorte opblomstring af hippietanken frem til den smertefulde
og eftertænksomme modningstid for 'den fri mand', det kulturelt og normmæssigt frisatte menneske, der nu, efter dette ene berusende år,
skulle til at forvalte den vundne frihed, på godt og ondt.
Tids- skriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder.
En myteomspunden epoke
Allerede i begyndelsen af 1960'erne skruedes forventningerne til en kulturel omvæltning op, idet de amerikanske beatnikker havde gødet
jorden med tankegods, normbrydende adfærd og litterære udtryk for en forandringens tid, hvorved de gjorde klar til at overdrage stafetten til den
nye generation, der indledningsvis kom til at optræde under betegnelsen hippierne. LSD-profet og professor Timothy Leary havde indledt sine
eksperimenter med lysergic syre, alt LSD, som man på det tidspunkt lovligt kunne anvende, bl.a. fordi det var et stof, der også var genstand
for undersøgelser i militært regi. Forud herfor havde Aldous Huxley i 1950'erne eksperimenteret med meskalin og beskrevet dette i The Doors of
Perception - og gæt lige, hvem, der tog navn fra den bog!
Jens Rasmussens skrivestil er fortættet og fortællende på samme tid. I ovenstående citat får han samlet det hele i en palet, der var
blevet til som resultat af de hidtidige aktiviteter i en modkulturel bevægelse, som den udspillede sig rundt omkring i USA, med tyngdepunktet i San Francisco og Los Angeles:
Start- og midt-1960'ernes psykedeliske begrebsverden bød således på flere facetter og indfaldsvinkler end et entydigt trip eller en
pot-joint på omgang. Der var det bohemeagtige, kunstneriske, orientalsk inspirerede, livsstilsbrydende, litterært søgende
fra Ginsberg og dele af beat-generationen; det indsigtsfulde, intellektuelle, elitære, revolutionære hos kultfiguren Huxley;
det veltilrettelagte livsfilosofisk religiøse, folkelige hos Leary og hans følge og det rebel-anarkistiske, normbrydende,
provokerende, hæmningsløse, ekshibitionistiske hos Kesey og hans Merry Pranksters.
Den 14. januar 1967: Stafetten overdrages
Det var en opbrudstid, hvor især den musikalske udtryksform ændrede karakter, byggende på forløbere som rock'n'roll og bluesmusikken samt R&B. Engelske The Beatles havde været frontløbere i processen med musikken, men fusionen af tankegods og musik samt litteratur fik sit koncentrat i de føromtalte vestkystområder af USA, idet beatnikkernes evangelium hos Ginsberg og Kerouac, specielt som det blev formuleret i digtet Howl, dannede ringe i vandet, som først udvikledes hos beatnikkerne selv, men som blev givet videre af Ginsberg og co. ved The Human Be-in, der fandt sted den 14. januar 1967 i San Franciscos Polo Fields og Golden Gate Park.
Allen Ginsberg og Gary Snyder indledte dagen med tibetansk inspireret oplæsning og sang som en del af de samlede morgenritualer, hvorefter de første af deltagerne i arrangementet begyndte at bevæge sig i retning mod Golden Gate Park. I løbet af eftermiddagen kom henved 30.000 mennesker og deltog i et fredfyldt samvær, der handlede om lige dele fordragelig (Allen Ginsberg), zen-buddhisme (Gary Snyder), syreprædiken (Timothy Leary) og musik (The Grateful Dead).
Seancen varede fire timer, fra kl. 13 - 17, men en proces var sat i gang, som kom til at præge det meste af året 1967 i San Francisco, over en opstigende optimisme til en kulmination hen over sommeren og en stille hendøen af det førhen så apokalyptiske, således at kommercialisme og udvanding af det oprindelige budskab tog over. Ikke desto mindre udviklede tingene sig herfra med et klart momentum, der spredte sig til både England og Danmark m.fl. vestlige lande.
At det ikke alt sammen blev lutter idyl antydes fint af forfatteren i nedenstående beskrivelse af seancen den 14. januar 1967:
Den faktiske oplevelse var overvældende; en præ-Woodstock visualisering af det modkulturelle fællesskabs rækkevidde og skala, og det var fantastisk.
Tilslutningen var ekstraordinær, og det virkede, som om man var kapabel til at inkludere hver eneste variant af menneskelig adfærd og tro; måske
undtagen aggression, og til tider kritisk tænkning.
Det var her i 1967, at grupper som The Jimi Hendrix Experience, The Doors, Jefferson Airplane, The Grateful Dead, Janis Joplin og
Pink Floyd alle for alvor markerede sig. Det var en helt igennem elektrisk sommer, som især udspandt sig på USA's vestkyst.
En kommentar til udviklingen var Scott McKenzies lidt smånuttede og harmløse sang "If You Are Going to San Francisco" fra eftersommeren 1967.
Den engelske scene
Swinging London kom snart med på beatet, ikke kun i form af Flower Power tøj og gevandter på Carnaby Street.
Masser af bands som Rolling Stones, The Kinks, The Small Faces, The Yardbirds og The Animals var i vælten. Beatforfattere læste op
i boghandler, Michael Hollingshead oprettede World Psychedelic Centre i Belgraviaområdet, og forskellige spillesteder opstod eller ændrede sig, så den nye musik kunne komme til at blive fremført, hørt og set. Club UFO blev centralt herfor i 1967, med husbandet Pink Floyd.
Paul McCartney havde en ikke uvæsentlig finger med i spillet, bl.a. i forbindelse med oprettelsen af IT, magasinet International Times,
der blev et samlende organ for Londons gryende og voksende modkultur i dens mangefacetterede udtryksformer.
Røre i Lille Danmark
Den danske pigtrådsmusik var måske nok lidt til grin i jazz-kredse, men med Bob Dylans gennembrud kom der mere substans også
til den danske musikscene. Aviserne begyndte mere seriøst at dække aktiviteterne på den danskemusikscene, og på Ekstra
Bladet var der Carsten Grolin, der talte til den nye generation i sin dækning af musikbegivenhederne i både Danmark og udlandet.
Stig Møller og Povl Dissing kom i rampelyset, ligesom den første danske hippie-LP, HIP, med Steppeulvene og
Eik Skaløe i front, udkom -
samtidig som den britiske blomsterrevolution indtraf musikalsk og billedligt med Beatles' udgivelse af deres LP Sgt. Pepper's Lonely
Hearts Club Band. Det var også hen over denne sommer og det efterfølgende efterår, at navne som Young Flowers, Beefeaters og Savage Rose begyndte at finde sammen og finde deres form.
Beatscenen på godt og ondt
Bogen afdækker omhyggeligt forløbet hen over 1967 og de efterfølgende to-tre år i stor detalje, således
at vi får et godt indtryk af de skæbner, som også indgik i hele dette eksperimenterende felt af musiklivet. Beatbøtten vendte for alvor i 1970, og de mange døde musikere var et udtryk for alvoren bag de hårde stoffer og de mange ukontrollerede bevidsthedsudvidende udflugter, som adskillige både i og uden for musikmiljøet deltog i.
Der var dog også undtagelser, med bands som Frank Zappas The Mothers of Invention. Men samlet set blev udviklingen til en
afvikling af det umiddelbare, naive og glade i musikken og hippiebevægelsen.
Haight-Ashbury bydelen i San Francisco udviklede sig til et hårdt miljø, kommercialismen holdt sit indtog, forbryderiske
elementer udnyttede de godtroende, og generelt vendte mange af de oprindelige visionære folk byen ryggen og søgte ud på landet eller oprettede alternative spillesteder og etablerede nye kanaler for derigennem at give udtryk for de mere oprindelige tanker.
Bogen lægger ikke fingrene imellem, når udviklingen beskrives også i de mindre smukke aspekter,
men det fratager ikke fremstillingen et gedigent engagement og en umiddelbar kærlighed til stoffet. Flere afsnit er
således bundet fint op på beskrivelser af centrale enkeltpersoners gøren og laden, der sættes ind i en større
sammenhæng.
Genvisit anno 2016-17
Jens "Jam" Rasmussens værk munder ud i et smukt afsnit, hvor forfatteren er på en slags memory-lane besøg i Haight-Ashbury og andre af de vigtige lokaliteter fra dengang i 1967. Han interviewer bl.a. Lawrence Ferlinghetty og Torben Ulrich i den forbindelse, og trådene samles forbilledligt i poetiske og dog meget skarpe formuleringer her til slut i afhandlingen, som bogen egentlig er.
Desuden er der vigtige opdateringer af perspektivet i form af de interview, som forfatteren også har foretaget med bl.a. Stig Møller, Joe Boyd, Ole Grünbaum, Peter Ingemann, Anisette Koppel samt Lasse Lunderskov.
Man kunne savne en billedside, idet bogen glimrer ved ikke at have en sådan. Omvendt kan det være svært, hvad man skulle vælge, hvis først man begyndte at indlægge fotos fra året 1967. Der findes utroligt meget materiale at tage af. Netop det, at bogen koncentrerer sig om det skrevne ord, gør den med sine tætskrevne 300 sider til et både seriøst og informationsrigt værk.
Oneness bliver det gennemgående poetiske udtryk og knudepunkt, som Jens vælger for denne opsamling og denne fremadskuen på en og samme tid i genvisitten næsten 50 år senere.
1967 Kærlighedens Sommer er en vigtig bog, der udfylder et hul i musiklitteraturen ved at dokumentere og samtidig forsøge at bringe en art overblik over en væsentlig, banebrydende tid i forbindelse med udviklingen af den moderne rytmiske musik.
|
|
|
|
