|
|
Anmeldelse:
Beretningen om Fjodor Dostojevskijs liv og værk er en medrivende fortælling om en mand,
hvis liv til tider var lige så dramatisk som hans romanfigurers
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 16. juni 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
KJELD LAURSEN:
"Lyset skinner i mørket".
Udgivet 16. juni 2017.
Dokumentarisk roman.
Forlag: TIDERNE SKIFTER.
Pris: kr. 299,99.
KAN KØBES HER.
HISTORIE/RELIGION:
Det russiske folks kollektive historie og skæbne bliver fremstillet i romanform af pensioneret overlæge Kjeld Laursen,
der trods den specielle genre, en dokumentarisk roman,
formår at bringe liv i Fjodor Dostojevskijs dramatiske levnedsforløb, samtidig med at han med en uhyre
detaljerigdom skaber et tidsbillede, der først og fremmest forener den russiske forfatters geni, ånd og stræben med selve den
russiske folkesjæl, som allerede den unge Dostojevskij ambitiøst og sværmerisk satte sig for, at han ville fremmane.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder det digre og medrivende værk om Dostojevskij.
En alvidende forfatters synsvinkel
Allerede i bogens prolog og sidenhen i dens epilog forstår læseren, at der er tale om en fortælling,
der spænder sig ud i det helt store historiske perspektiv. Indledningen omtaler Napoleons angreb på Moskva i 1812, der fører os
frem til, hvordan Dostojevskijs fars skæbne bliver formet, medens epilogen fortæller, at Tsar Aleksander som offer for en nihilists
dræbende våben ikke får mulighed for at gennemføre de reformer, som forfatteren Dostojevskij nærede stor sympati for, og som han skrev om
i både artikelform og indirekte afspejlede i dele af sit litterære forfatterskab.
Lyset i mørket
At lyset skinner i mørket, og at mørket ikke får bugt med det, er baggrunden for titlen på denne dokumentariske roman.
Kjeld Laursen lægger fra starten vægt på at skildre de store tanker og idealiserende bestræbelser, som prægede både Dostojevskij
og før ham, hans far. Faren var som læge ved fattighospitalet slået ind på en ikke særlig lønsom karriere, men valgte dette af
grundlæggende idealistiske grunde.
Sønnen Fjodor var mere sværmerisk anlagt, men dybest set levede og åndede han også for den russiske kultur og for tanken om en særlig russisk folkesjæl. Dette formulerer han første gang, da han er blevet benådet for en dødsdom, og er sluppet med fire års tugthus i en arbejdslejr samt endnu fire års tvungen militærtjeneste i strafferegimentet, ligesom han blev frataget sin adelstitel:
Bror! Jeg er ikke fortvivlet og har ikke tabt modet. Livet er overalt i livet, livet inde i os selv, og ikke i den ydre verden.
Der vil være mennesker omkring mig, og jeg vil være menneske blandt mennesker og forblive det altid, ikke fortvivle eller tabe modet,
hvilke lykker der end måtte komme - se, det er livet, det er meningen med det.
Kan det være muligt, at jeg aldrig mere i mit liv skal tage en pen i hånden? Jeg har en sikker følelse af, at jeg vil komme over disse år.
Men hvis jeg ikke må skrive mere, så er det ude med mig.
At skrive kommer Fjodor Dostojevskij så sandelig til i rigt mål, og undertiden antager det så hektiske former, at det i omfang og intensitet synes at overgå den samtidige engelske forfatter Dickens, der var kendt for ofte at arbejde med sit forfatterskab nærmest døgnet rundt.
Den grimme ælling
Men først måtte Dostojevskij gå så gruelig meget ondt igennem, før han kunne hellige sig sit forfatterskab. Som ganske ung 21-årig
ingeniørløjtnant begyndte han for alvor sine skriverier. Hans første roman bragte ham ind i litterære og revolutions-
drømmende kredse,
hvilket skulle besegle hans (og til dels broderens) skæbne i en hel del år.
Ved en litterær salon læste Dostojevskij op af et brev med revolutionært indhold, forfattet af en vis Belinskij,
der havde forfattet en slags samfundstraktat, benævnt Brev til Gogol. Heri omtaler han bl.a. behovet for ophævelse af livegenskabet.
Den idealistiske tone i traktaten tiltalte åbenlyst den retfærdighedssøgende Dostojevskij, og umiddelbart forekom udsagnet harmløst.
Det blev imidlertid ikke hopfattet således af den agent, som tsarens vicepolitidirektør i al hemmelighed havde plantet i denne litterære
kreds.
Det endte med arrestation af hele kredsen, herunder Dostojevskij og hans bror. Dødsdomme blev udstedt til mere end et dusin af dem,
og hele gruppen blev linet op foran en henrettelsespeloton, klar til henrettelsen. I det allersidste øjeblik red et sendebud
fra tsaren ind og standsede handlingen. Alle blev benådet, men idømt tugthus og længere fængselsstraffe. Tsaren havde givet dem
en lærestreg for livet.
Gæring og afklaring
Under udståelsen af sin samlede straf lykkedes det for Dostojevskij at genoptage sine litterære aktiviteter, idet han havde en særlig evne til at
indynde sig hos sympatiske og undertiden ganske indflydelsesrige nøglepersoner.
Da han atter er en fri mand, begynder han for alvor at skrive sig ud af sin mindreværdsfølelse i forhold til bl.a.
Turgenjev. Flere romaner udarbejdes, han redigerer og leder en overgang et tidsskrift sammen med sin bror, han bliver kendt, og
damerne viser ham interesse.
Han bliver stadig mere afklaret i forhold til politisk holdning, og ender med at bakke op om det daværende regime,
idet tsaren faktisk ophæver livegenskabet og indfører en reform, der giver lavere klasser - og kvinder - adgang til højere uddannelse,
herunder universitetet. Alligevel er han igennem årtier under observation fra myndighederne for sine revolutionære sværmerier i ungdommen.
Dostojevskij har et meget følelsespræget gemyt, hvilket undertiden bringer ham helt i kulkælderen,
til andre tider får ham til at flamme op i jalousi, og undertiden fører ham i uføre. Mest notorisk er hans ubændige trang til at
spille roulette, en sand ludomani. Det er hjerteskærende at læse, hvoidan han gang på gang formøbler hele formuen i et forfængeligt og
naivt håb om at kunne vinde så mange penge, at de økonomiske bryderier en gang for alle kunne ophøre.
Først i sit andet ægteskab med en helt igennem fantastisk hengiven og tålmodig ung kvinde når han frem til den indre ro, der får ham til at lægge spillelysten bag sig, men da er han også omkring de 50 år gammel.
Modning
I sine sidste henved ti leveår opnår Dostojevskij stor succes med forfatterskabet, og anerkendelsen kulminerer, da han er hovedtaler ved en sammenkomst i Moskva i anledning af afsløringen af en statue af forfatteren Aleksander Pusjkin. Arrangørerne var
"Den russiske litteraturs venner", og bl.a. Turgenjev var til stede. Her holdt Dostojevskij en festtale om Pusjkin og den russiske
folkesjæl, der fuldstændig tog forsamlingen med storm. Folk klappede, råbte og skreg i begejstring, intet mindre.
Den da helbredsmæssigt svækkede Fjodor Dostojevskij følte dette som en af sine lykkeligste stunder, selv om en del af deltagerne i dagene derefter kunne virke lidt flove over den nationalistiske begejstringsrus, som han havde henført dem til. Hjemkommet fra dagene i Moskva var lungelidelsen hos Dostojevskij taget til, men han fik endnu et halvt års tid, hvor han bl.a. nåede at færdiggøre Brødrene Karamassov, inden han døde den 9. februar 1881, 60 år gammel.
Begravelsesfølget var enormt, og hele ceremonien udgik fra Aleksander Nevskij-klosteret, akkurat som hustruen Anna havde profeteret i spøg tre år tidligere:
"Jeg vil lade dig begrave foran selve Nevskij-klosteret ved siden af Zhukovskij, som du elsker...
Jeg vil lade det herlige Nevskij-sangkor synge, og to ærkebiskopper skal forrette gudstjenesten."
Alt dette kom faktisk til at blive sandt, og manden, der troede at skønheden i livet skulle formå at frelse verden, blev stedt til hvile efter med fred i sindet at have taget afsked med sine kære og med et begivenhedsrigt og ganske langt liv. Tugthusfangen var tilgivet sine tidligere vildfarelser og synder, og det russiske folk have taget ham til sig, denne fortaler for den russiske folkesjæl og for russisk kultur og selvbevidsthed.
Lærd og digert værk
Kjeld Laursen har skrevet engageret, indsigtsfuldt og medrivende om en stor personlighed og forfatter. Hans viden er uhyre dybtgående, og formidlingen foregår ubesværet, så snart læseren har ladet sig fange ind og har overgivet sig til de mange maleriske og undertiden ganske utrolige hændelser fra Dostojevskijs liv. Hvis man er til Dostojevskij, bør man unde sig selv den oplevelse at dykke ned i fortællingen.
|
|
|
|
