|
|
Anmeldelse:
Død og lemlæstelse som terapeutisk kunst
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 27. maj 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
NAJA MARIE AIDT:
"Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
- Carls bog".
Udgivet 24. marts 2017.
FORLAGET GYLDENDAL.
Omfang: 155 sider (hæftet). Pris: kr. 187,46.
KAN KØBES HER.
HISTORIE/RELIGION:
At vi alle må miste, er livets hårde kendsgerning. Forfatteren Naja Marie Aidt stiller sin erfaring med dette til rådighed for den, der måtte
have mod til at læse herom. Det lønner sig at tage denne udfordring op. Aidt har skrevet en terapeutisk og helende bog om det at miste det
dyrebareste, et barn. Chok og lamslåethed afløses af erkendelse og en ny virkelighed, hvor den poetiske skildring af den standsede tid bliver
udgangspunktet for gradvist at vende tilbage til det levede liv.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Aidts
stærke, hudløst ærlige og helt igennem poetiske bog.
Dø, dømme, drømme
At Naja Marie Aidt har givet sin bog undertitlen Carls bog vidner om, at hun som mor og digter har villet værne om sin søns minde,
når hun nu ikke længere ser sig i stand til beskytte hans liv i fysisk forstand.
Ud over at berette om Carls liv fra fødslen, er bogen også en genfødsel af Carl,
skrevet i mindet om ham. Det bliver en art gestaltning, også rent terapeutisk:
Jeg tænker på mit døde barn; hans tid og hans liv er indfoldet i mig. Jeg har født ham. Jeg skal rumme hans død.
Jeg vil stadig kæmpe som en løvinde for ham. Ingen skal gøre ham uret. Ingen skal glemme ham. Ikke så længe jeg lever. Jeg beskytter ham stadig,
jeg kender ham stadig præcis så godt, som jeg kender mine levende børn.
Desuden er bogen et opgør med samvittigheden. Atter og atter vender spørgsmålet tilbage, om der kunne gives en forklaring, om der kunne findes en årsag, noget eller nogen, som kunne tage skylden på sig. Var det skæbnebestemt? Var det tragisk, som det klassiske græske stykke med en helt, der er et almindeligt menneske, men bare lidt bedre end gennemsnittet, eksemplarisk, men som nødvendigvis (derfor?) må dø?
Alarmopkaldet i forbindelse med sønnens dødsspring i en svamperus bliver genstand for detaljeret vurdering og kritik
samt efterfølgende refleksion. Drømme analyseres. Skilsmissen fra Carls far behandles. Carls grædeture som voksen, når han rejste hjem fra
besøg hos moderen og hendes familie i New York udpensles, og samvittighedsspørgsmålet dukker atter op:
Så mange gange har jeg fortrudt, at vi ikke tvang dig til at tage med os. Senere kom du og boede hos os, næsten i to år. Den dyrebare tid.
Tiden, vi fik sammen. Tiden, du fik. Dit liv.
Torso og fragment
Bogen anvender fragmentet som digterisk drivkraft. Poesiformen er Aidts velkendte redskab, som hjælper hende til at bryde ud af den
stillestående, fastfrosne ikke-tid, afsondret fra det levede liv omkring hende.
Fragment og flertydighed følges ad. Stykkevist og dermed gradvist kommer fortællingen i gang. For hver gang, der sker en tilbagevenden
til udgangspunktet for hændelsen, da familien fik beskeden om ulykken,
føjes der lidt mere til. Til sidst har vi en samlet beretning, en art denouement, hvor forfatteren tvinger sig selv til at bryde isen,
stilheden, smerten og fastlåstheden. Der går hul på bylden. Følelserne blotlægges. Det usigelige bliver sagt.
Aidts egen fremstilling suppleres med andre stemmer: Hendes egne dagbogsnotater gennem årene; Carls udsagn og notater; andre forfatteres
tekster om at miste. Bogen bliver til et flerstemmigt musikstykke i rondo-form.
Aidt citerer bl.a. forfatteren Malarmé, der forsøgte at skrive om tabet af sin otteårige søn. Han magtede ikke opgaven, men efterlod sig mere end to hundrede fragmenter, der alle forholder sig til tabet. Gennem disse fragmenter formår Mallarmé at afspejle sin uformåen, sit tab af sprog, sin følelse af standset tid i det fastfrosne udtryk:
Mallarmé skriver:
nej - jeg vil
ikke slippe
intetheden
--
far --- jeg
mærker intetheden
invadere mig
Fortid - nutid - fremtid
Aidt siger, at hun ikke kan forestille sig en fremtid. Den er ikke-eksisterende, foreligger ikke som en mulighed. Alt er stivnet og
fastfrosset i et evigt nu, hvor det kun er muligt at glimtvis vende tilbage til fortiden i en art fastlåst dynamik.
Fremtiden bliver først langt senere en mulighed, en potentiel realitet,
da hun erkender, at hun ikke længere er det samme 'jeg', men en omdannet person, der skal til at leve i en ny, u-udtænkt tid:
"Et stærkt hylster rundt om det ukendte frygtindgydende uberegnelige, der nu er mig."
Forfatteren får sine egne erfaringer om skriveblokering og fastlåsthed i tanke og handling igennem læsningen af de mange andre digtere, som hun
konsulterer i sin søgen efter ord og mulig lindring. Hun beskriver, hvordan det meste af det, hun læser, handler om sorg og klage i en rå,
ubearbejdet form, der altid ender abrupt, ofte fragmentarisk. Der er ikke rigtig nogen form, der passer til at skrive om en sorg, der ikke kan
beskrives.
Trods det umulige i forehavendet, har alle disse digtere dog givet udtryk for deres sorg og kvide igennem deres uformåen i det kunstneriske
udtryk, men derhos har de netop formået at skabe ny kunst. De har på trods formuleret deres tanker og følelser, hvilket Aidt opsummerer i sin
udkrystalliserende form:
Digteren, der ikke kan rejse sig ved sin skrift, sit sprog, som hader sin skrift, sit sprog, hader og afskyr det. Digteren, der på et sekund
indser, at skrift og sprog intet betyder over for døden. Intet har betydning over for det absolutte. Dette chok. Dette slør, som
trækkes væk fra ens øjne: At det, derhar betydet alt, intet betyder.
Intet. Betyder.
Poesi, destillat, essens, - giv og tag
Bogens titel Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
udtrykker en dualitet, som bliver et nyt livsvilkår, et modus vivendi for forfatter og moder Naja Marie Aidt.
Da Carl var seksten år gammel, skrev hun to digte om døden, der begge har ovenstående titel som omdrejningspunkt. Hun tænker med nogen frygt og overtro på, hvordan disse digte en dag pludselig materialiserede deres budskab og blev håndgribelige, blev konkretiseret.
Med disse digte kunne hun nå til en erkendelse i forhold til tabet af sønnen, idet hun forstod, at det var hendes søn, Carl Emil, der skjulte sig i den figur, som digtet beskriver. Hun erkendte, at hun havde skrevet to digte om døden dengang, og at det var hendes søn, der havde givet hende billederne til at formulere dem.
Hun forliger sig nu med vilkåret, at vi bærer døden i os, og hun er nu i stand til at både give og tage, idet hun forstår, at digtene blev skrevet i en art indre dialog med hendes dengang så levende søn. Hun havde igennem sine forudanelser foreskikket den evighed, der ville komme til at træde i stedet for sønnens liv. Denne evighed lever hun med her, blandt de levende, den evighed som sønnen også er en del af, men på et andet vilkår. Dette bliver fra nu af mødestedet mellem mor og søn.
Poesien sejrer
Aidt har skrevet smukt, med et forbavsende overskud, relativt kort efter sønnens død. Hun har formået at give sig selv en ny stemme, at synge igen. Samtidig har hun formået at give den åbensindede læser indsigtens og fortrøstningens ord igennem poesien.
|
|
|
|
