|
|
Anmeldelse:
At søge sin identitet kræver MOD; at finde den kræver OFFERVILJE
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 13. maj 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
JONATHAN SAFRAN FOER: "Her er jeg".
Udgivet 29. november 2016.
FORLAGET TIDERNE SKIFTER.
Omfang: 652 sider (hæftet). Pris: kr. 349,95.
KAN KØBES HER.
HISTORIE/RELIGION:
Den eksistentielle krise i en yngre kaukasisk mandlig jødes liv udstilles af en stilmæssigt overlegen forfatter, der slår sin navnebror
Franzen med adskillige længder. Jonathan Safran Foer har begået et intellektuelt sprudlende opus, der hudfletter den generiske jøde og
implicit alle andre trosretningers generiske repræsentanter for deres vanetænkning og mangel
på originalitet som individer og medmennesker. Svagheden som Foer deler med Franzen er, at han er for laaang i spyttet.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Foers nye roman.
Ubi bene ibi patria
Ingen tvivl om at amerikansk-jødiske Jacob Bloch er et søgende menneske, der imidlertid ikke har noget indre kompas at navigere efter.
Ikke blot hans kone Julia mener, at han er en vatpik, når han sender frække sms'er til en kvindelig kollega, men han ender med også selv at
erkende dette. Et centralt problem for Jacobs identitet og dermed søgen efter samme er, at han ikke som sin oldefar har noget essentielt at forholde
sig til, at sætte livet i perspektiv i forhold til. Han er blevet amerikaner på godt og ondt, er assimileret så godt, at hans religion nærmest er
ikke-eksisterende.
Hvordan håndterer man de modstridende følelser og forpligtelser som jøde og amerikaner? Det sættes på spidsen, da landet Israel efter en
naturkatastrofe geråder i optrappet konflikt med sine nabolande og også kommer i et vist modsætningsforhold til sin traditionelt tætteste allierede.
Konflikten udspilles elegant i Foers version som spillet mellem Jacob og hans fætter Tamir, der er kommet op fra Israel for at deltage i Sams
overgangsritual.
Sisyfos
Dette tomrum erkender han pludselig en dag, hvor han begynder at drømme om -
og tilmed forsøger at realisere - at hans snart 13-årige søn Sam
skal stå bar mitzvah. Hermed begynder alle problemerne. Sønnen kan ikke se fornuften i projektet, men Jacob påberåber sig sin bedstefar,
Sams oldefar, som en art påskud for at insistere på at genoplive religionen, der ellers har været uden reel betydning i hele Jacobs voksenliv.
Jacob søger at træde i karakter, men da hans indre er så tomt og svagt som det er, må han ty til udenværker, og her kommer patriarken og
religionens orden og nomenklatur bekvemt til at udfylde rammerne for en mand, der i stedet for at leve sit eget liv er vant til at realisere
drejebøger til fiktionsfortællinger i diverse TV-serier. Han kan imidlertid overhovedet ikke håndtere drejebogen til sit eget liv, nu hvor han
forsøger at få den formuleret og senere realiseret. Hvert forsøg på at bygge op og bringe tingene videre til et højere niveau fejler, og han må
begynde forfra med at rulle stenen op ad bjerget.
Ydre og indre tumult
Over en periode på en måneds tid i det moderne Washington fortæller romanen om en familie i krise og i begyndende opløsning
samt tiden efter
det fuldbyrdede sammenbrud. Den mangler identitet, kerne og retning. Drejebøger til TV-film er ikke det råstof man bygger holdbare
imperier på,
lige så lidt som indretning af boliger bygger nye, holdbare bygningsværker, der kan udtrykke noget af blivende karakter.
Hvordan kan man gøre krav på sin egen identitet, når man er så tæt forbundet med andres? Dette spørgsmål
stiller Jacob og forfatteren til romanen,
idet det hele lægges til skue, blotlægges for læseren med en ubønhørlig, smertelig oprigtighed, der
især kommer til live i de ætsende udsagn, som
passerer mellem Javob og hans hustru, Julia. Det er salpetersyre, der udspyes, når de håner hinanden, og den sætter ar, som
ikke kan udviskes senere.
Jacobs ydre og indre kaos fører ham til at foretage de mest bizarre dispositioner og mene de mest modsætningsfyldte ting.
Han misunder sin hustru
hendes retfærdighedssans, ligesom han misunder sin fætter Tamir hans kompromisløse selvsikkerhed og israelske chauvinisme.
Jacob tør ganske ikke
mene ting så stærkt, at de virkelig sætter sig spor hos ham selv eller andre. Det er hans achilleshæl, hans svaghed i
handlingens stund.
Here I am, siger Abraham til Gud, idet han blindt adlyder overmagten. På samme måde er Jacob blindt underlagt Torah'en
og hele jødedommens
traditioner i det øjeblik, han prøver at træde i karakter og blive et selvstændigt individ. Netop da bliver han
opslugt som individ i det jødiske
folks kollektive fortælling:
Jacob syntes, at de var mærkelige, på en gang fremmedartede og velkendte. Han kunne se sin families ansigter i deres
ansigter, men også noget han ikke så i sit eget, noget stærkt, naturligt, ikkeselvbevidest -
hundred tusindvis af års evolution
komprimeret ned i én generation. De var hamrende ligeglade. Det eneste Jacobs familie overhovedet foretog sig var ikke at være
hamrende ligeglade.
* * *
Foer i Danmark, 2017.
Foto: Flemming André Philip Ravn.
* * *
Things fall apart; the centre cannot hold
Jacob og hans fætter føler sig som i digtet af Yeats, da Israel efter et jordskælv havner i en tilspidset konflikt med både gamle fjender og venner.
Deres identitets kerne er under pres, og de kan ikke selv gribe ind og skabe indflydelse på situationen.
Deres apatiske desperation i en pot-rus svarer til det liv, som 13-årige Sam lever i Other Life, et spil, hvor han kan få afløb for sine dybeste
frustrationer og følelser i den situation, som traditionen har anbragt ham i qua sine forældre:
Han tjekkede alle bomberne. Han var ikke vred, han ville bare sige de ting, der skulle siges og så jævne synagogen med jorden.
Den passede ham ikke, den var ikke hans hjem (...)
Samanta tog Torah-rullerne ud af arken. Hun messede noget nonsens hun havde memoreret, pakkede Torah'en op og bredte den ud foran sig på bimah'en.
Alle de smukke kulsorte bogstaver. Alle de smukke minimalistiske sætninger, som føjede sig efter hinanden for at fortælle alle de smukke,
i al evighed klingende historier, som burde have fortabt sig i historien og stadig kunne nå at gøre det. Detonatoren var inde i pegepinden
til Torah'en. Samanta greb fat om den, fandt sit sted i skriftrullen og begyndte at messe.
Sønnen Sam gør oprør både i Other Life og i nogle utivgivelige shame-ord, som han nedskriver på et stykke papir, men han ender med at få sin
bar mitzvah, således at forældrenes menageri og avataristiske kunster den troldmand, der bliver deres virtuelle alter ego, og som de styrer
gennem spillet, som de har bygget op omkring Sam. De har skabt deres egen version af hans computerspil Other Life.
Apoteose
Den ultimative ironi opstår på de sidste sider i romanen, hvor Jacob ofrer familiens gamle, næsten døende hund de evige hundemadsmarker,
idet han lader den få sprøjten hos dyrlægen. Det er en anden version af Here I am, og det er ikke just Abraham, der ofrer sin søn Isak!
Jonathan Safran Foer er en ækvilibrist på ordet, lige som han formår at spidde meninger og holdninger hos den enkelte og vende dem mod vedkommende
selv i det større, dagsaktuelle perspektiv. Det er postmoderne roman i storform, men det er også postfaktuelt. Løgnen trives i os og omkring os, og
vi ved ikke altid, at eller om det er tilfældet.
Det er stor romankunst, på omdrejningshøjde med det moderne, kaotiske samfund -
og som amerikaner lever han op til traditionen om at skrive
laaangt.
* * *
LÆS om Jonathan Safran
Foers besøg i Danmark, 2017
LÆS om Jonathan Safran
Foers besøg i Danmark, 2017
LÆS om Jonathan Safran
Foers besøg i Danmark, 2017
|
|
|
|
