|
|
Anmeldelse:
Surrealisme blandet med lommefilosofisk sci-fi --- serveret i fabulerende free-style
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 24. februar 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
CÉSAR AIRA: "Varamo og Litteraturkonferencen".
Roman. Forlaget TIDERNE SKIFTER.
Udgivet 4. oktober 2016. 198 sider. Pris: kr. 249,95.
KAN KØBES HER.
LITTERATUR/SPANSK:
For mange medlemmer af det danske litterære publikum er forventningerne til sydamerikansk littetatur forbundet
med magisk realisme. Hos den argentinske forfatter César Aira er perspektivet mere fast forankret i realiteterne, der
imidlertid som surrealistiske forvandlingskugler skifter farve og karakter, så parallelverdener åbner sig for den forundrede læser.
To meget forskellige romaner fra 1990'erne foreligger nu i dansk oversættelse.
Begge foreliggende romaner distancerer sig fra magisk realisme uden direkte at sige dette. De giver god underholdning og giver
samtidig en indsigt i ganske almindelige menneskers tanker og sind.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder César Aira her.
En embedsmands eventyr
Varamo er en laverestående embedsmand i den unge panamanske stat, bor hjemme hos mor og lever i det hele taget et farveløst liv:
Varamo var en af den slags mænd, der kunne bruges som eksempel. En moden mand på hans alder ville typisk sige:
'Da jeg var ung, havde jeg mange problemer.
Hvis ikke jeg havde løst dem, eller hvis skæbnen ikke havde stået mig bi, ville jeg have været død i dag, eller jeg ville være
tigger eller spærret inde, eller værre endnu, jeg ville lige have holdt skindet på næsen med et job,
jeg havde fået som vennetjeneste, eller stadig bo hjemme hos mor, alene, uden at have stiftet familie...' (Side 19).
Og det er netop sådan, Varamo lever!
En dag bliver hans verden vendt op og ned, da han får udbetalt hele sin månedsløn i falske pengesedler.
Han når ikke at protestere, for han er ganske forbløffet, og i og med han modtager pengene, er han potentielt kriminel,
især hvis han vælger at forsøge at bruge sedlerne. Han forlader lønningskontort i en tankedøs, men snart finder han hjælp fra sin
eksistentielle lommefilosofi, som han mestrer forbavsende godt igennem historien, en umiddelbar løsning på sit dilemma:
Var der stadig et problem? Nej, intet. De dumme, falske sedler. De var intet værd, og de kunne faktisk
ende med ikke at være nogt som helst. I det kontimuum, der udgjorde verdens virkelighed, havde der i den
fjerneste fortid dannet sig en radikal forskel mellem to vilkårlige ting. En så irreduktibel forskel, at der ikke
fandtes noget begreb, der kunne favne dem begge.
Balsamering af dyr
Varamo har en hobby, for det skal alle jo nu engang have, mener han. I hans tilfælde er det at forsøge at balsamere
forskellige mindre dyr. Han har ikke nogen viden om ennet, har ikke fundet nogen bøger eller anden information herom, men forsøger sig som
glad amatør med diverse farmakologiske produkter og så lidt forskellige eksotiske supplementer, som f.eks. parfume (for at dølge eventuelle
ubehagelige lugtgener!).
Det går ikke videre godt med balsameringen af en lille skidtfisk, som han har svømmende i en spand.
Han opgiver, kaster fisken bort og glemmer sin frustration, da han hører støj fra gaden. Det er hans senile mor, der står deruden
og skælder ud på verden i almindelighed. Han får hende gelejdet ind igen og formår at få hende til at falde til ro ved at appellere til,
at hun skal lave aftensmad til de to.
Aftensmaden smager underligt, og det viser sig, at hun har tilberedt den fisk, der mislykkedes under balsameringen.
Så en lettere forgiftet Varamo begiver sig senere på aftenen ud for at gå til sin stamcafé:
Da dominospillet var afsluttet og opvasken klaret (domino og tallerkener har noget til fælles),
var det blevet tid til at gå hen til caféen, denne arabiske institution for mænd, der var så karakteristisk for Mellemamerika.
Varamo sprang aldrig en aften over.
Fakta eller fiktion?
Forfatteren gør undervejs i romanen et stort nummer ud af at forsikere læseren om,
at den foreliggende historie er en gengivelse af virkelige hændelser. Dette sker formentlig, fordi César
Aira kan lide at operere med parallelle tilværelsesspor, hvor hændelser pludselig kan krydse hinanden og udløse helt uventede,
nye situationer og tilstande:
Som han sad der i gårdhavens mørke med dens puslende lyde, mens natten faldt på, blev tanken om miraklet i hans
tanker til en parallel historie, der svarede til den fortælling, hans mor var optaget af. Kun én mand i Panama
havde fået offentligt embede, og det var ham. Alle andre måtte nøjes med at drømme om det. Bortset fra, at det ikke var en fortælling,
men noget, der var sket i virkeligheden.
Colón eller Panama City?
Varamo bor i regeringsbyen, der på dette tidspunkt endnu ikke var flyttet til Panama City. Der går rygter om, at man er ved at
forberede en overflytning af administrationen til Panama by. Dette vil ikke kun Varamo gerne undgå. Mange andre har gavn af, at den mindre
by er et knudepunkt for landets aktiviteter, herunder hans naboer, to søstre i 60'erne, der lever af en hemmelig import af golfkøller,
uden om toldvæsenet. Golfkøller er nemlig meget efterspurgte i regeringsbyen, hvor der bor mange diplomater samt en del embedsmænd i de
højere lag, der ofte mødes over et slag golf.
Varamo er på vej til sin stamcafé, da han bliver vidne til et biluheld, hvor landets indenrigsminister bliver kvæstet og ligger i koma.
Man får fragtet ministeren ind i nabohuset, hos de to gamle søstre, og mens postyret står på, får Varamo indsigt i, hvad
søstrene sysler med. De har et lytteudstyr og en slags sendecentral, hvorfra de kommunikerer med smuglerne af golfkøller ude på havet og
samtidig holder øje med, hvad politiet foretager sig.
Forfatteren til landets mest berømte epos
Varamo lover at prøve at finde informationer om, hvorvidt regeringsbyen skal forlæges til Panama City, og i den forbindelse
tager han kontakt til nogle forlæggere, der sidder på stamcaféen. De bliver hurtigt enige om, at der nok ikke noget om snakken,
men i stedet spørger de venligt nysgerrigt til Varamo, som de ikke rigtig har talt med tidligere.
Denne smatale fører til, at de overtaler Varamo til at gå hjem og skrive en historie, som de så vil udgive.
De mangler nemlig nye ideer til materiale, og selv om han aldrig har lavet noget sådant før, accepterer han ideen, om ikke andet fordi
verden jo i forvejen er af lave med de falske pengesedler, han går rundt med.
Han skriver nu natten igennem sit prosadigt og afleverer det næste aften på caféen. Det udgives og bliver en stor succes.
Varamo har skrevet en historie, hvor han har afskrevet den bunke sedler med notater, som han altid medringer i sin mappe. Værket
betegnes som en ny form for modernisme, med en helt særegen sætningsbygning og et helt springende og uforudsigeligt forløb.
Betalingen? 200 pesos, således at han igen økonomisk er på fode.
Et glimt i øjet og blik for den lille mand i livets store spil
César Aira har med Varamo skrevet en rigtig underholdende roman, der etablerer parallelhandlinger og undertiden næsten
paralleluniverser, men det er ikke magisk realisme, som vi kender den i den traditionelle aftapning.
I stedet er der ironiske, humoristiske og ganske varme skildringer af små, ubetydelige mennesker, der ved et
lykketræf kommer videre med livet, trods det, at de aldrig rigtig har haft nogen indre fremdrift.
Litteraturkonferencen
Den anden roman, der er skrevet nogle år før den ovenfor omtalte, handler om en oversætter,
der lige netop kan holde skindet på næsen, lidt som vores embedsmand Varamo. Han får det helt, at han inviteres
til en litteraturkonference, hvor et af de skuespil, han for mange år siden har oversat, skal opføres.
Ligesom Varamo har han en besynderlig hobby.
Denne gang er det kloning, nærmest det modsatte af balsamering.
Han vil forsøge at klone en af de mest berømte deltagere i litteraturfestivalen, mexicaneren Carlos Fuentes.
Dette går han til bekendelse om tidligt i romanen:
Her må jeg lige indføje den første delvise oversættelse. 'Den Gale videnskabsmand' er selvfølgelig mig.
Udpegningen af geniet kan være
problematisk, men der er ingen grund til at fortabe sig i gætterier: Det er Carlos Fuentes. Når jeg accepterede at tage til
konferencen i Mérida, skete det først, efter at hans deltagelse var blevet bekræftet.
Inden dette har vores hovedperson i øvrigt skaffet sig både berømmelse og rigdom,
da han i forbindelse med sit ophold på stedet, hvor litteraturkonferencen holdes,
er i stand til at løse en århundredgammel gåde, der bringer ham en stor skattekiste fra havets bund,
lagt derned for 400 år siden af conquistadores.
Hans 'magiske' evner er således allerede ganske godt dokumenteret. Han siger om sig selv, at han er middelmådig,
men tilfældisvis har de hjernevindinger, der skulle til for at løse gåden.
En forfatters slips
Det går imidlertid ikke så godt med kloningen af forfatteren Fuentes, fordi han komme til at tage en vævsprøve
af mandens slips,
så han skaber nogle kæmpe silkelarver i stedet for en kopi af forfatteren!
Alle forviklinger i den forbindelse fører ham til endnu en gang at fremstå som en helt, da han får den truende invasion
af tusindvis af silkeorme afværget, idet han formår at opløse de skabte kloner til atomer i verdensaltet igen. Han
fortæller selvfølgelig ingen om, at de skyldtes hans kludder med kloningen...
Magi med glimt i øjet
Begge foreliggende romaner distancerer sig fra magisk realisme uden direkte at sige dette.
De giver god underholdning og samtidig en indsigt i ganske almindelige menneskers tanker og sind.
Der er i begge de korte romaner en fin appel til træk hos den gennemsnitlige menneskeskæbne,
som vi stort set alle er repræsentanter for på den ene eller anden måde. Dermed er der også et bedre
identifikationsgrundlag for læseren i disse historier end i den mere velkendte genre, magisk realisme.
|
|
|
|
