|
|
Anmeldelse:
Krig, død og lemlæstelse på museum
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 24. februar 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
CLAUDIO MAGRIS:
"Intet retsligt efterspil".
Roman. Forlaget ROSINANTE.
Oversat af Hanne Jansen og Lorens Juul Madsen
Udgivet 12. august 2016. 408 sider. Pris: kr. 349,95.
KAN KØBES HER.
LITTERATUR/ITALIENSK/TYSK:
For rigtig mange mennesker må det umiddelbart forekomme kuriøst, at en mand har sat det som sit livs mål at
indrette et museum med alle former for bøger om krig samt konkret krigs-
materiel og detaljerede informationer om de udstillede genstandes
evne til at skabe død og armod, alene med det klart
formulerede sigte at ende alle former for krig en gang for alle.
Om vi er blevet klogere efter endt læsning, afhænger af vores evne og vilje til at se indad, bagud og fremad på en og
samme tid, og lade os engagere. Nærværende anmelder tildeler romanen fire ud af seks stjerner, fuldt ud anerkendende det
velformulerede og veloplagte i fremstillingen. De til magisk realisme grænsende digressioner virker imidlertid forstyrrende i forhold
til at kunne tage budskabet helt hjem.
Tidsskriftet
Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Claudio Magris' roman her.
Kejserdømme, fascistisk styre og det nye Italien forenes i smeltediglen Trieste
Det stort anlagte episke værk af italieneren Claudio Magris tager sit udgangspunkt i den lille fortælling
om menneskeskæbner, der sættes i relief og perspektiv af den store fortælling om historiens gang med politik, krig, løgn,
fortielse og bedrag.
At Trieste indtager en særstilling i det fascistiske Italien fremhæves ved det faktum, at byen rummede den eneste udryddelseslejr
for jøder i selve landet, Rismøllen i udkanten af Trieste. Her er mere end 5.000 jøder blevet tortureret og systematisk udryddet, inden
deres jordiske rester forsvandt i røgen fra skorstenene og blev hældt ud som aske i havet. På væggene i Rismøllen nåede nogle af ofrene
ifølge romanens hovedperson, den altindsamlende museumsbygger, at indridse navne på bødler og angivere, navne, som siden blev malet over
med kalk, udraderet og overladt til glemslen som ofrene selv og som historien om Rismøllen, i årene efter krigen.
Der hersker vished om, at der i museumsmandens notesbøger var bevaret nogle af navnene på ofrene, afskrevet fra væggene inden
overmalingen og den kollektive glemsel. Et stærkt og blivende billede på glemsel og fortrængning, men også et stærkt billede på det modsatte,
idet vores museumsven insisterer på at byde glemslen trods.
Museumsprojektet og historiens ubønhørlige gang
Den unanvgivne hovedperson er en manisk samler af krigsvåben og udstyr fra alle tider, iværksat allerede i krigens år, men intensiveret
efter 1945. I forbindelse med opbygningen af museet, der har strakt sig over mange år, har han nærmest indrettet sit hjem blandt artefakterne
og papirerne samt sine mere end 75 tætskrevne og tilsyneladende uoverskuelige notesbøger.
Hans hensigt med museet er at standse krigen til alle tider, en gang for alle, bringe den på museum og lukke den inde dér.
Museets officielle navn er Det Totale Krigsmuseum for Fredens indtræffen og Historiens afmontering. Døden eksisterer ikke, konstaterer den
fredselskende i sine papirer:
'Vi må gøre livet - hele livet, alting - nytteløst, ubrugeligt.
Når noget har brugsværdi, kan det på en eller anden måde altid bruges
til at dræbe. Vi må tage brodden af spydspidserne, bringe geværerne til at ruste,
sløve sværdets æg, indtil livet mister sin spidse brod' (Side 34).
Hovedpersonen er nu imidlertid fundet død efter en brand i dette krigsmuseum i Trieste, som han har dedikeret sit liv til at opføre.
Meget af krigsmateriellet er gået op i flammer, ligesom mange papirer formodes at være gået tabt. Måske var det ikke tilfældigt:
(...) på samme vis kan en eller anden vel også have brændt et helt bygningskompleks ned alene for at destruere en unke papirer,
og hvis manden bar rundt på disse papirer, døde af det, ja, så var det da ærgerligt, en utilsigtet bivirkning. Men sæt nu at papirerne
stadig lå et eller andet sted, lasede og mørnede efter alle disse år? Og måske endda stadig var læselige? (Side 27).
Kurateringen og målet i forhold til museumsgæsten
Formålet med krigsmuseet er gennem sin dokumentation at virke som et fredsprojekt. Luisa er udpeget som kurator for museet,
og hun skal, via de mange genstande og optegnelser, udforme en plan for museet. Hendes egen jødiske og afro-amerikanske baggrund
spiller også med, når hun henter detaljer frem i de mange historier om krige og om fascismens og efterkrigstidens Trieste.
Luisas personlige historie samler værket om Trieste, idet byen har levet en omskiftelig tilværelse under forskellige herredømmer.
Hendes far var afro-amerikaner og udstationeret i Trieste efter 2. Verdenskrig. Her blev han gift med Sara, der var af jødisk slægt. Hun havde
på mirakuløs vis overlevet "opsamlingen" af jøder, medens hendes mor, Luisas mormor, endte på Rismøllen.
Rismøllen i Trieste var ifølge romanen Italiens eneste dødslejr for jøder. Her omkom altså Luisas mormor, men hvorfor, og hvem stak hende?
Vores museumsopbygger afskrev alt fra Rismøllens vægge, både navne på ofre, stikkere og beskrivelser af hændelser, men alle noterne er
forsvundet. Som indbygger i Trieste var han også vidne til, at det bedre borgerskab i byen indirekte samarbejdede med tyskerne om forfølgelsen
af jøderne. Men efter krigen var tavsheden, løgnen og bedraget fremherskende, og der kom intet retsligt efterspil, som titlen henviser til.
Alt dette fascinerer Luisa, der allerede før samlerens død varengageret til bistå med at gennemgå materialet, kuratere det og
virkeliggøre museumsprojektet. Nu må hun gøre det ud fra de tilbageværende stumper. Opgaven åbner menneskelige perspektiver for Luisa. Måske
er det den kollektive dårlige samvittighed hos den triestinske eftertid, der har drevet bystyret til at sørge for, at projektet endelig
virkeliggøres? Måske kan hun finde en tråd til sin egen forhistorie igennem noget af materialet?
Måske kan hun endvidere ad denne vej kaste lys over sin egen aktuelle skæbne, hvorfor hun efter tre-fire forhold er endt fastlåst i sin position
som 42-årig med en skleroseramt mand, der er lænket til kørestolen om dagen og sengen om natten. Denne dimension åbner for nye muligheder i den personlige formidling og engagementet.
Verdenshistorien er voldelig
Det er imidlertid ikke kun den konkrete italienske fascistiske historie, som bogen behandler.
Historien går også tilbage til slavehandelen, Columbus første færd til Sydamerika samt Mexico i 1860'erne. Desuden kommer vi omkring byen
Prag i begyndelsen af 1900-tallet og Polen under Anden Verdenskrig.
Våbensamlerens overvejelser i forbindelse med formidlingen af de mange krigsvåben giver læseren et indblik i krigens væsen på godt og ondt.
Det hele er forbundet med hinanden: geværløbet, aftrækkeren, kuglerne og ejermanden, ligesom materialets proviniens: Hvordan det ad krinkelkrogede
veje er havnet i museet:
Jeg beklager digressionen - stod der i et brev der fulgte med de slidte notesbøger han havde givet hende - De ville
have mere at vide om det Arkæologiske Selskab. Jeg skal straks komme til sagen, jeg har bevaret alle protokollerne fra den tid.
Men man kan jo ikke tale om én ting alene, det hele hænger sammen, er indbyrdes forbundet, geværløbet, aftrækkeren, patronen,
kuglerne (...) (Side 120).
Der er i optegnelserne foretaget modstillinger af kampvogne og fortidsuhyrer, som f.eks.
dinosaurer, og der er en beskrivelse af, hvordan en rusten kniv kan have været brugt til at skabe ufred engang i 1930'erne,
eller meget tidligere, nede under Trietes overflade, i kloakkerne, som vor helt opsøgte allerede i midten af 1930'erne sammen med et par
af sine kammerater. Det satte gang i tanker og drømme, der siden førte til mere konkret nysgerrighed i forhold til at
få viden og vished om
krig og ødelæggelse.
Krigen foregår også i kroppen, hvor amerikansk olie har været brugt som udrensningsmiddel for uønskede skadelige
stoffer - og meninger -
ligesom Hitler ønskede jøderne fjernet ved hjælp af Wannseekonferencens Endlösung, udryddelsen af dem alle,
hvor stærkere "olier"
kom i anvendelse.
En vej ud af krigen igennem konfrontation og refleksion Blev vi klogere?
Romanen er, som indledningsvis anført, stort anlagt, med omhyggelige fremstillinger af krigens væsen
og med vidnesbyrd om menneskers rolle både som ofre og bødler, hvor ingen af rollerne er entydige. Læseren må
væbne sig med tålmodighed, for det tager sin tid at læse romanen, der springer i tid og sted og er spækket med
informationer. De mange, men systematiske digressioner kan i længden virke lige lovlig omstændelige, men overordnet set får
man et helt usædvanligt indseende med menneskenaturen ved at se historien og det enkelte individ fremstillet i nye sammenhænge og
originale konstellationer.
Om vi er blevet klogere efter endt læsning, afhænger af vores evne og vilje til at se indad, bagud og fremad på en og samme
tid, og lade os engagere. Nærværende anmelder tildelte romanen fire ud af seks stjerner, fuldt ud anerkendende det utroligt
velformulerede og veloplagte i fremstillingen. De til magisk realisme grænsende digressioner virker imidlertid forstyrrende i forhold til at kunne tage budskabet helt hjem.
|
|
|
|
