|
|
Anmeldelse:
William Shakespeare på brandudsalg i januar
Af
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 20. januar 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
"Shakespeare: Et vintereventyr"
Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenograf: Maja Ravn
Skuespil, REPUBLIQUE, Kbh., Store Scene
Varighed: 100 minutter (uden pause)
Premiere 7. januar 2017 (Spiller til 10. feb. 2017)
KØB BILLET HER.
TEATER/ENGELSK:
Først fik en kendt skuespiller en rolle på TV. Dernæst blev en anden syg.
Endelig trak både Birthe Neumann og Sofie Gråbøl sig. De fire, der trådte til, er alle mindst en generation yngre,
og dermed mere på alder med Shakespeares egne figurer. Usikkerheden om stykkets skæbne på REPUBLIQUE er gjort til skamme.
De unge kræfter yder kraftpræstationer, så det mærkes, at den gode digter er aktuel som altid. Håbets mirakel i Shakespeares
eventyr materialiserer sig i den aktuelle forestillings apoteose.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder stykket på
Republique.
Jalousi og mistro giver grobund for misantropi
I Shakespeares sene fabel, Et Vintereventyr, gribes kong Leontes af en pludselig og uforklarlig jalousi. Han tror lige pludselig,
at hans dronning, Hermione, er utro med barndomsvennen, Kong Polixenes af Bøhmen. Og hvad værre er, han arresterer sin gravide dronning og
forstøder både det barn, hun venter, og deres søn. I de mange år, hvor dronningen er fængslet, har hun alene selskab af sin trofaste amme,
Paulina. Hun er den eneste, der tror på dronningens uskyld.
Efter 14 års års fangenskab sætter Paulina en undersøgelse i værk, om det udsatte barn skulle have overlevet.
Den forsvundne datter har overlevet hos en eneboer i skoven. Hun bringes tilbage til kongeslottet.
Hendes ældre bror, der er død af sorg over
tabet af lillesøsteren, vækkes til live, og kongen, der længe har været forstyrret og plaget af anger, tilgives. Forløsningen indtræffer, når
håbet og kærligheden atter sejrer. Glæden sprænger alle rammer, også rent scenisk, idet de kollossale, klaustrofobiske glasvægge omkring den
sneklædte scene på Republique må vige og give plads for forårsluft og glæde.
Sorrig og glæde de vandre tilhobe
Forløsningen efter de mange års fastlåsthed markeres scenografisk elegant, med åbningen af glaskabinettet. Der er kun få virkemidler på scenen,
helt i tråd med traditionen hos Shakespeare. Også "lyset i mørket", en enlig demonstrativ elpære for enden af en ledning holdt af Palina, har
en særlig effekt i sin groteske enkelhed. Den fastholder Leontes' hvileløshed.
At stykket i virkeligheden handler om menneskets janusansigt, et lyst og et mørkt, kommer for alvor frem i den enkle og intense iscenesættelse,
hvor skuespillernes præstationer skal bære igennem, og især kong Leontes spilles hysterisk overbevisende af Esben Smed, der fra starten er i sine
følelsers vold.
Han, der havde alt, forskertser dette i et øjebliks lune. Han knuser den uskyldsrene leg i trekanten mellem sig selv, sin dronning
og kong Polixenes. Og han virker oprigtigt angerfuld, da han til slut finder tilgivelse.
Skuespil ud over kanten
Natalie Madueno som dronning Hermione er uskyldig, sofistikeret og underfundig på samme tid. Mikkel Arndt er en velformuleret og tydelig
referencefigur, der også optræder som kommentator og fortolker, og endelig er Ditte Hansen oprigtig og hjertevarm i sit forsvar for de nødlidende.
Esben Smed er ung, intens og indebrændt som kong Leontes.
Shakespeares oprindelige tekst er barberet lidt til. Måske kunne detaljer fra verden uden for glasscenen, især fra skoven, være inddraget,
men valget af kun at lade os være til stede i det ulidelige rampelys giver en psykologisk intensitet til alle figurerne, ligesom det sætter
publikum på pinebænken.
Kongens flagellantiske kasten aske over sin nøgne ryg virker knugende, fråden står ham om munden, og hans blik er vildt
og blåt.
Lyrikken og det danske sprog
Shakespeares poetiske, velklingende sprog lader sig kun vanskelig formidle overbevisende på dansk. De fleste replikker bærer præg af
at være oversat trofast nok i forhold til forlægget, men dialogen giver jævnt hen anledning til lidt tunge ordforbindelser, ikke knudrede
eller patetiske, men tydeligvis anstrengte.
Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af et intenst stykke dramaturgi, afleveret med energi og entusiasme af de medvirkende. En moderne
udgave af det eviggyldige tema om menneskets misantropi.
|
|
|
|
