|
|
Anmeldelse:
At finde sin identitet i et land, der ikke længere eksisterer
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 20. januar 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
DANIELE KRIEN:
"Engang vil vi fortælle hinanden alt".
ARVIDS FORLAG.
Udgivet 31. marts 2016.
179 sider. Pris: kr. 249,95.
KAN KØBES HER.
LITTERATUR/TYSK:
De stille eksistenser i Daniela Kriens debutroman henslæber deres tilværelse i et urgammelt univers af kærlighed og sprogløshed,
alt imens verden omkring dem forandres til ukendelighed, da Genforeningen mellem DDR og Vesttyskland finder sted. Deres orienteringspunkt
forbliver det nære, lokale samfund med familieskæbner og den fælles historie, som nu ikke længere nødvendigvis giver svaret på, hvad de kan
stille op med livet. Genforeningen forekommer måske urimelig for den ældre generation, men fortidens
DDR indeholdt også sine uhyrligheder for romanens unge par. Ung som gammel må overveje deres ståsteder.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen.
Afsøgning af grænser i et grænseløst land
Maria Bergmann flytter ind på Grendelgården, hentet dertil af den unge Johannes, og de to bliver umiddelbart kærester.
Det er imidlertid en sommer, hvor alt er under forandring, og da Henner fra nabogården efter en kort tid henter Maria over til sig, er
hun helt i hans magt. Han kan gøre med hende, som han vil, og gør det, rent seksuelt. Henner er 40, Maria er 16, og han er klar over, at det
ikke er holdbart, at Maria elsker ham. Det hverken kan eller vil han gengælde. Dertil er hans fortid med moren og en tidligere hustru for traumatisk,
men de to er tiltrukket af hinanden hinsides fornuft, afspejlet i deres fælles citeren fra Dostojevskijs Brødrene Karamazow. Der er lagt op til
en uløselig konflikt fra starten.
Sommeren 1990, forvandlingens moment
I løbet af sommeren 1990 mærkes forandringerne efter DDR's nedlæggelse i efteråret 1989. Vi befinder os på en bondegård på den gamle grænse
mellem de to tysklande, en grænse, der nu er borte. Maria pjækker fra skole, læser Dostojevskij og hjælper lidt til på gården, medens den umiddelbare
forelskelse i klassekammeraten Johannes glider i baggrunden. Han kaster sig over et et nyt superkamera, som det nu er blevet muligt at købe for
den sum overgangspenge, alle får stillet til rådighed:
Den første tur er jeg ikke glad for at tænke tilbage på. Jeg syntes, det var ydmygende at stille mig i kø for at få velkomstpengene,
jeg følte mig nedværdiget af den måde en frugt- og grønthandler så på mig,
da jeg spurgte ham om, hvad den ene og den anden frugt hed, og hvordan man skulle spise den.
Johannes forelsker sig i sit kamera, hvorimod Maria retter blikket mod nabogården, tiltrukket af den tavse,
men mystiske Henner. I det arkaiske perspektiv, hvormed en moderne tids temaer bliver belyst gennem den 16-årige Marias nøgterne observationer,
oplever vi, hvordan basale kræfter i menneskene bliver vakt til live og forvaltet.
Kvinderne, vi møder fra landsbyen og fra de gamle bondegårde, er blevet forført af mænd. Først var det Maria, som Johannes bortførte
til gården, og kort efter der det Henner, der fører hende til sin nabogård. Også Marias mormor, Sigrun, blev ført bort af sin kommende mand.
I 1947 forelskede hun sig i kommunisten Hanno, flyttede fra sin familie i Hamburg, og slog sig sammen med Hanno ned i den nordlige del af den
sovjetiske besættelseszone. Moren flyttede tidligt fra dette fattige landbomiljø, sammen med en ungkommunist, og de etablerede sig i landsbyen
her lige øst for grænsen til Vesttyskland. Nu er morens mand for længst rejst fra hende, og han står nu over for at skulle giftes med en kvinde
fra Leningrad. Moren har klaret sig alene i 10 år med kontorjobbet på den lokale fabrik, der nu lukker.
Hvem er Henner?
Om Henner siger man, at han drikker meget og slår sine hunde. De første gange Maria kommer hos Henner, gør hundene uden for døren,
medens Henner kaster sig over Maria med en del brutalitet. Denne umiddelbare fysiske kærlighed er noget, der tiltrækker Maria i sin enkelhed
og "renhed". Det barnlige i det kompromisløse forhold nuanceres af deres udveksling af citater fra Brødrene Karamazov.
Maria er parat til at bo hos Henner resten af sine dage, drømmer om at føde ham et barn og lave mad for ham, sikker på, at hun kan forløse
ham for det dystre, der ligger under overfladen i hans karakter.
At Henner drikker, er sandt. Men hvorfor drak Jeppe? Henner er blevet svigtet af både sin mor og af sin tidligere samlever, ligesom han blev
forrådt af en parti"genosse", hvorefter han endte i fængsel for en tid, alene af den grund, at han omgikkes nogle forfattertyper. Da
han kom ud af fængslet, var han holdt op med at tro på det gode i andre.
På trods af disse traumatiske hændelser i hans fortid, er det Maria, der giver ham nyt liv, selv om det kun kan blive noget midlertidigt, på
trods af Marias unge drømme og umodne forestillinger. Henner formår også at vise varme i forhold til Maria, men reelt kun gennem kærlighedsakten.
De lover dog hinanden, at de en dag vil fortælle hinanden alt. Men som det smukke citat fra litteraturen, det er, kommer dette ikke til at ske i
det virkelige liv, der endnu en gang overtrumfer litteraturen.
Den store og den lille verden
Daniela Kriens største præstation i denne velskrevne debutroman er, at hun formår at skabe en munter og tilsyneladende sorgløs skildring
af tilværelsen i de store politiske omvæltningers tid, at hun beskriver Marias "høvendingstid", den tid, hvor Maria skal finde sig selv, og
samtidig den tid, hvor det gamle DDR og dets folk skal finde sin nye identitet, og hvor alt skal modnes.
Det er en dannelsesroman af de mere forfinede, hvor de grove tildragelser i dagligdagen bliver tilført et poetisk støv, så selv en brutal
seksualakt kan fremstå med sine ømme og dybt følte sider. Forfatteren fortæller ikke den traditionelle historie om drømme og forestillinger
i en opbrudstid.
Hun formår at beskrive de følelser, som de to umage personer nærer for hinanden i en umiddelbar ren form, der er løst for
unødig patos, og hvor deres forskelligheder udjævnes i deres fælles kerne af poetisk identitet, der kun kan formuleres indirekte via deres
litterære fællesskab:
Jeg elsker Henner. Det er det, jeg ikke kan sige til ham. Jeg elsker ham virkelig, selv
når han er fuld, også når han tier, og især, når han rører ved mig. Jeg elsker ham. Sådan er det.
* * *
|
|
|
|
