|
|
Anmeldelse:
En personlig beretning fortalt fra en alvidende forfatters synsvinkel
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 20. januar 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
JULIAN BARNES: "Tidens støj".
Oversat af Claus Bech.
Roman. Udgivet 3. juni 2016.
TIDERNE SKIFTER
Pris: kr. 269,-.
KAN KØBES HER.
LITTERATUR/MUSIK:
Beretningen om et folk, hvis hjemland har været terroriseret af magtfulde despoter rækkende lige fra tsarerne over Lenin, Stalin og
Hrustjov til Vladimir Putin. Det russiske folks kollektive historie og skæbne bliver fremstillet i romanform af den højt estimerede britiske
forfatter Julian Barnes, der beretter om afgørende faser i den russiske komponist Sjostakovitjs liv - faser, der udspillede sig i et evigt spændingsforhold
til styret og dets håndgangne mænd. Samtidig opruller Barnes de almene eksistensvilkår i den grufulde tid, der betegnes Solens Rige, hvor landet
enerådigt blev styret af Josef Stalin, manden af stål. Det bliver et (selv)portræt af en ung komet på musikhimlen, der falder i unåde og bliver
udskældt som kludremikkel, blot for 12 år senere at blive taget til nåde og samtidig taget som gidsel for styrets kulturelle profil.
Kujon eller helt? Komponisten giver selv svaret igennem Barnes' intime og fint indlevede portræt.
Anmeldt af Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge.
Allerede igennem forordets mundheld, En til at høre, en til at huske og en til at drikke, afslører Julian Barnes,
at denne biografi i romanform bygger på en personlig indlevelse i afgørende faser af komponisten Sjostakovitjs liv. Hvad der
efterfølgende udspiller sig er ikke en objektiv undersøgelse af virkeligheden, hvor alt kommer med, men iagttagelser og tolkninger på basis
af solidt baggrundsmateriale. Barnes har arbejdet med en række store biografiske fremstillinger af komponistens liv, men han begrænser sig i
romanen til nogle få faser i hans liv.
Vi oplever de unge års opadstigende kurve frem til den store opera Lady Macbeth fra Mtensk, der betragtes som et mesterværk, indtil
uheldet er ude, og Molotov og selveste Stalin begynder at vise interesse for musikken. Deres overværelse af en af opførelserne munder ud i
en artikel på lederplads i statsorganet Pravda, hvor overskriften er "Kludder i stedet for musik".
Ifølge kremlologerne havde Sjostakovitjs
skrevet for-
malistisk musik, som arbejderklassen ikke kunne finde næring i:
Men hans synder var også politiske. Den anonyme artikel var skrevet af en person, der vidste lige så meget om musik, som en gris ved om appelsiner,
og var pyntet med de sædvanlige eddikesure klicheer. Småborgerlig, formalistisk, meyerholdagtig, venstreorienteret.
Den kammeratlige samtale
Han blev indkaldt til samtale i "det store hus",
hvorfra mange ikke kom levende ud igen. Mærkeligt nok blev han efter den kammeratlige
samtale sendt hjem uden nærmere anvisninger. De næste tolv dage sov han ikke, men stod om natten uden for sin
entrédør, medens resten af
familien lå og sov. Han havde en kuffert lænet op ad sit ben, så han blev forhindret i at slumre hen. Kufferten indeholdt tøj og tandbørste
samt cigaretter, hvis NKVD skulle komme og hente ham. Det gjorde de ikke. Han overvejede selvmord i disse dage, men indså, at han ikke havde
modet dertil.
Efter at dagene atter så ud til at være normaliseret, overvejede han at skrive et indlæg til forsvar for sin opera. Han kontaktede marskal
Tukhatjevskij, der havde udvist venlig interesse for hans musik. Denne indvilgede i at skrive et brev til selveste Stalin, men da Sjostakovitj
så, hvordan marskallen reagerede, da han begyndte at skrive, var han klar over, at det ikke var vejen frem:
Men så snart den uniformerede mand tog fyldepennen og begyndte at skrive, skete der en forandring med ham. Sveden begyndte at pible
frem fra hårgrænsen, fra hårspidsen ned i panden og fra nakken ned i skjorteflippen.
Fugl Føniks
At Sjostakovitj overlevede de næste 12 år mellem 1936 og 1948 var i sig selv gådefuldt, når man får beskrevet, hvordan stort set alle de
øvrige familier i boligblokken fik besøg af NKVD igennem årene, så der til sidst kun var hans egen og to andre familier tilbage, der ikke
blev berørt af deportation. Hans år i unåde var pludselig forbi den aften, hvor telefonen ringede og Stalin var i røret -
noget ganske uhørt.
Det endte med, at Stalin høfligt, men bestemt gav ham besked om at deltage som leder af en delegation til den kommende kulturelle og videnskabelige
kongres for verdensfred i New York, selv om han modigt forsøgte at undslå sig opgaven.
Fra at lide af tvangstanker om forfølgelse fulgte nu noget om muligt endnu mere pinagtigt, rollen som lakaj og propagandafører for diktaturet
i Sovjetunionen. Han fik en bolig i komponisternes hus, eget sommerhus, egen bil med chauffør og adgang til dollarbutikkerne m.m. Sjostakovitj
prøver først at forsvare sin personlige stolthed ved at være ligegyldig over for rollen. Han læser bare det op, som man giver ham som talepapir,
hører ikke efter, når han er til møder i komponistforeningen og afholder sig i det hele taget fra at være aktiv som god sovjetborger.
Direkte komisk er Barnes i beskrivelsen af komponistens optræden før, under og efter turen til New York. Samtidig viser han, hvor stor en
personlig og identitetsmæssig krise Sjostakovitj var havnet i. Han anså sig selv for kujon og oplevede nogle af sine mest pinagtige øjeblikke
i New York.
Stjerner og sildesalat
Denne pinagtige situation varer frem tilkomponistens død. End ikke Stalins bortgang i 1953 letter presset på ham, snarere tvært imod.
Hrustjov "foreslår", at han skal være formand for det sovjetiske komponistforbund. Og for at blive det, skal man være medlem af partiet.
Hermed opstår en ny krise, og den ender selvfølgelig med, at han må skrive under på indmeldelsespapirerne. Han har stadig ikke mod til at begå
selvmord. Med dette var den sidste rest af selvrespekt gået fløjten.
Som han selv formulerede det, ifølge Barnes, endte han med at føle sig "som en reje i en rejecocktaildressing" med alle disse æresbevisninger:
Seks gange Leninordenen og tre gange Stalinordenen. Efterhånden levede Sjostakovitj som i en døs, holdt oppe af vodka og cigaretter,
når helbredet tillod det. Hans nye kone havde til alt held stor forståelse for hans situation og støttede ham til det sidste. Erkendelsen af
indre korruption beskrives indgående, især hvor vi hører om, hvordan Sjostakovitj blev tvunget til at være medunderskriver af kritiske ("svinske")
breve imod Solsjenitsyn og Zakharov, to personer, som han nærede stor respekt for.
Kujon, kyniker eller geni?
Barnes lader Sjostakovitj overveje de mulige valg i sit liv. Skulle han søge at være retskaffen,
eller skulle han leve i fordærvelse? Svaret var enkelt nok, han havde ikke modet til at gøre op med styret. Dette indså han,
da han hen imod slutningen af sit liv trak parallellen mellem sig selv og Wagner i forhold til kunsten og personen. Wagner var en stor
jødehader, og derfor kunne hans musik ikke være genial. Sjostakovitj er enig med Pusjkin om af "Geni og ondskab er uforenelige størrelser":
For sit eget vedkommende var han enig. Wagner havde en smålig sjæl, og det skinnede igennem. Han var ond i sin antisemitisme og sine andre
radikale holdninger. Derfor kunne han ikke være et geni, uanset hvor meget hans musik glødede og glitrede.
Hen mod bogens slutning vender han således tilbage til denne dom over Wagner, som han fældede i sine yngre dage, og nu sætter sig nu
til doms over sig selv. Han forsøger først at dække sig ind under sit kunstneriske virke:
Så var han altså kujon. Og han snurrede rundt som en mus i et hjul. Han måtte lægge alt sit sidste mod ind i musikken
og lade fejheden blive i livet. Nej, det var alt for (...) trøstende.
Trods sine ideale tanker om komponistvirksomheden og søgen efter sandheden i musikken ender Sjostakovitj med at drage denne kyniske slutning:
Han havde også lært noget om, hvordan menneskesjælen bliver nedbrudt. Livet er ikke en vandring over en eng, som man siger.
En sjæl kunne ødelægges på tre måder: af hvad andre gjorde mod én; af hvad andre fik én
til gøre mod sig selv; og af hvad man frivilligt
gjorde mod sig selv. En af disse måder var nok; hvis alle tre blev anvendt, var resultatet uafviseligt.
Julian Barnes som biografisk mester
Barnes anlægger et pragmatisk syn vejen igenennem romanen, garneret med komiske øjeblikke,
der kan løfte stemningen fra uudeholdeligt til tåleligt. Han har skrevet med indsigt og indlevelse i en blanding af biografi, essay,
indresyn og alvidende forfatterkommentar. Det flyder sammen i et mesterligt potpourri, som bringer liv i et på de fleste måder trist
levnedsforløb og forlener Sjostakovitj med en grundlæggende sympati og forståelse for det liv, han endte med at måtte føre.
|
|
|
|
