|
Udstilling:
Robert Doisneau - superb fransk fotokunst i Gl. Holte
Af Flemming André Philip Ravn, publiceret 13. april 2014.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse. OPDATERET.
"ROBERT DOISNEAU - Hverdagslivets fotografiske mester", fotoudstilling på kunstmuseet
GL. HOLTEGAARD. Udstillingen varer fra 4. april til 6. juli 2014. Der er åbent i Påsken. Entré: almindelig pris 65 kroner samt andre satser.
Besøg museets hjemmeside.
BEDØMMELSE: Seks stjerner af seks
(skala).
FRANKRIG/FOTO:
Et interessant udvalg af den franske stjernefotograf Robert Doisneaus billeder er i denne tid udstillet
i Nordsjælland.
Billedet herover er nok et af Doisneaus kendteste billeder. Det bærer titlen "Kysset ved rådhuset".
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her den meget seværdige udstilling med Robert Doisneau på Gl. Holtegaard.
ROBERT DOISNEAU VAR fransk fotograf, født 1912 i Gentilly, en forstad til Paris.
Ved sin død i 1994 havde han allerede længe været verdensberømt for sin métier som
fotograf.
Sammen med en anden berømt fransk fotograf,
Henri Cartier-Bresson, udgjorde han lige fra begyndelsen af sin karriere i 1930'erne en veritabel avantgarde inden for
fotojournalistik og ikke mindst inden for street photography, en disciplin der var opstået
i slutningen af 1800-tallet, da opfindelsen af det bærbare kamera muliggjorde,
at man nu kunne fotografere omtrent hvor som helst.
ROBERT DOISNEAU VAR var kendt for at tage sine billeder med stor indsigt og empati.
Mest kendt af alle Doisneaus billeder er nok "Kysset ved rådhuset" (fr. Le baiser de l'Hôtel de ville),
som er et sort-hvidt foto, der taget af et ungt par i et flygtigt romantisk øjeblik i Paris i 1950 - et portræt der er
kendt og elsket af de fleste frankofile og Paris-rejsende.
Det unge par på billedet var Jacques Carteaud og Françoise Delbart, der havde indvilget i at lade sig fotografere.
Doisneau havde set dem kysse hinanden, og han dristede sig til at spørge, om de vil gøre det igen - bl.a.
foran Paris' rådhus som på billedet øverst oppe.
Således var det unge par, da billedet efterhånden blev kendt i offentligheden samt gjort til et
vartegn for byen, med til at gøre Paris til et symbol på "kærlighedens by".
Man kan sige, at selv om kysset motivisk set er iscenesat, er det taget på baggrund af en virkelig, spontan hændelse,
der i sit udspring netop ikke var iscenesat. På denne måde søgte Doisneau autenticitet i sine portrætter.
Doisneaus sort-hvide billeder er blevet kendt Verden over som et symbol på
det moderne Frankrig - friske motiver fra parisiske gader og stræder samt portrætfotos af franskmænd i alle
aldre i årtierne efter Anden Verdenskrig. Netop dette
at de fleste af Doisneaus billeder er
sort-hvide, gør hans kunst mere markant og mere særegen i en tid, hvor farvefotos er det almindelige.
Gæster studerer Doisneaus fotografier på Gl. Holtegaard.
Foto (uden blitz): Flemming André Philip Ravn.
SOLOUDSTILLINGEN PÅ HOLTEGAARD byder på en hyggelig og charmerende oplevelse med
et fint udvalg af Doisneaus fotografier.
Der er mange interessante motiver fra hans virke i Frankrig og Californien.
Udstillingen byder blandt andet på så forskelligartede og herligt friske motiver som "Friluftsliv ved Arceuil" fra 1945, "Skoletime" fra 1956,
"De musikglade slagtere" fra 1963, "Solbad på rue
de Boulard" fra 1966 og "Gåsegang på rue de Rivoli" fra 1978.
Disse billeder er præget af den fotorealisme, som var Doisneaus foretrukne stilart.
DOISNEAUS BILLEDER FRA Frankrig
er meget fine i deres sort-hvide form,
hvorimod han bevidst lavede serien fra 1960 med billeder fra Californiens overklasse i farver, og
her falder ikke mindst de farverige pastelfarver i øjnene,
idet man også bemærker, at mange af motiverne med de rige californiske mænd og
kvinder er fotograferet i pudsige motiver og
med en vis ironisk distance, inklusive hattedamer, golfbane og kæmpe amerikanerbiler.
Begge genrer vidner om superb fotokunst: de sort-hvide billeder fra Paris og
farvebillederne fra USA.
SOM HVERDAGSLIVETS FOTOGRAFISKE mester har Robert Doisneau helt klart været med til at skildre et udsnit af
Frankrigs moderne historie. Hans motto var: "Nu er der en ny dag - jeg vil vise folk den", hvilket han gjorde med sine
billeder. Hans portefolio spænder vidt, og selv om han er en ber&olsash;mt fotograf, kan hans motiver ikke betegnes
som kitch eller sentimentale.
Doisneau fotografede interessante steder i storbyen, f.eks. en slagterbutik, en skolestue eller
en idyllisk bytrappe - men særligt og hovedsageligt holdt han af at tage billeder med menneskelige portrætter i fokus,
fotograferet på cafeer såvel som på gaden, ved Seinen, i forretninger eller andre steder.
I sine smukke og følsomme fotografier udviser Robert Doisneau en unik sans for de øjeblikke, som skaber hverdagens
små fortællinger.
Derfor er hans fotografier blevet ikoniske - måske fordi publikum kan genkende noget fra deres egne liv i dem.
Doisneau har opnået stor popularitet i vide kredse, hvor hans realistiske og
atmosfærefyldte fotokunst måske er med til at pryde væggene.
Museets gallerier (udstillingslokaler) er velegnede til at præsentere Doisneaus fotografier, der alle er udstillet
i en tilpas størrelse. Indimellem er der relevante og informative tekster om mesterfotografens arbejde.
Og udstillingen har et mørklagt lokale, hvor man kan se en fransk film om fotografens liv og levned.
Alt i alt er Robert Doisneau udstillingen på Gl. Holtegaard yderst seværdig. Som gæst får man en fin
kulturoplevelse ved at besøge museet, se fotoudstillingen og eventuelt købe nogle af de fine varer i butikken.
Ligeledes kan det anbefales at afslutte besøget med en spadseretur i den hyggelige barokhave bag museet. Skulle man have
fået appetit på mere, har museet en restaurant: "Spiseriet".
Udstillingen, som er placeret i udmærkede rammer og viser cirka 90 inspirerende fotografiske
motiver og stemningsfulde billeder, får den den højeste vurdering: Seks stjerner af seks mulige>
(skala).
Udsnit af museumsbygningen Gl. Holtegaard set fra bagsiden.
Det gamle landsted Gl. Holtegaard blev opført i 1756-7 af arkitekten Lauritz de Thurah.
Man kan se åstallet på uret. Foto: Flemming André Philip Ravn.
Gyldig billet til museet giver besøgende adgang til Thurahs barokhave, fint anlagt bag musets hvide hovedbygning.
Haven, som bl.a. har to gamle kanoner, er bestemt et besøg værd, når vejret tillader det.
Foto: Flemming André Philip Ravn.
|
|
|
|