|
|
Anmeldelse:
Detaljerigdom - og unøjagtig præcision
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 1. oktober 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Ia Genberg: Detaljerne
- GADS FORLAG
- Udkommet 2022, oversat til dansk 2023
LITTERATUR/DANSK:
Svenske Ia Genberg har skrevet et helstøbt lille mesterværk. Jeg-fortælleren, der er forfatter, skriver om fire mennesker, hun engang har elsket og holdt af. Fortælleren har feber, og feberen sætter gang i minderne. Beskrivelsen af minderne er præcis, fortættet og detaljerig, man kan nærmest se de fire personer for sig. Romanen har ikke noget plot, men fortællerens forhold til personerne har sin egen fremdrift frem mod afslutningen af relationen. Det er en af de mest overbevisende romaner om erindring og skriveproces, jeg har læst; det er som om Genbergs fire personer sætter sig med dirrende klarhed i bevidstheden. Det er så smukt
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder bogen her.
Frydefuld samtale og knivskarp smerte, Johanna
I romanens ramme oplever fortælleren i 2023 en febertilstand, der først igangsætter mindet om Johanna, som fortælleren havde et kærlighedsforhold til i midten af 1990’erne. Et kærlighedsforhold der varer et par år og minder om en symbiose, hvor de to smelter sammen i en intens og altopslugende samtale. Johanna giver fortælleren alt, hvad hun behøver, for Johanna har de evner, fortælleren mangler. Johanna er fuld af fremtid, hun afslutter alt, hvad hun påbegynder, og hun overdænger fortælleren med luksuriøse gaver. Penge er ikke noget problem for Johanna, det sørger hendes forældre for, som tilhører den højere middelklasse. De to fører endeløse samtaler om forfattere, især Paul Auster er de optaget af. Johanna lærer fortælleren at afslutte sine fortællinger, ellers er fortælleren dårlig til at afslutte og har flere uafsluttede uddannelser bag sig.
Men Johanna har også en kold side, der første gang viser sig, da hun benhårdt og iskoldt affærdiger en fuld og ildelugtende alkoholiker. Kulden får senere Johanna til at afslutte forholdet pludseligt og uden at se sig tilbage. Johanna gør senere kometagtig karriere som journalist og bliver et symbol på den moderne offentlighed, hvor sagen går tabt, p. 32. Som et navn i offentligheden bliver Johanna i resten af romanen genstand for fortællerens foragt.
Drama og fascination, Niki
Så er der mere kærlighed i portrætterne af bogens tre øvrige personer. Niki har fortælleren mødt før Johanna, og også hun er meget forskellig fra fortælleren. Niki hedder egentlig Carolina, men hun har brudt med sine akademikerforældre med vellønnede jobs. Penge er dog heller ikke et problem for Niki, da hendes forældre forsørger hende, selv om hun ikke vil se dem. Niki elsker og hader i flæng, bærer sine følelser uden på tøjet, hun fylder et rum med sine følelser og skifter konstant venner og humør. Hun er fascineret af snavs og uorden og litteratur, og hun rører ved fortællerens hjerte, p 44. Niki og fortælleren er tætte veninder og bor sammen en overgang. Fortælleren foretrækker at tilpasse sig og er en fascineret iagttager af Nikis mange dramaer, og hun ved godt, at venindeforholdet ikke kommer til at vare evigt. Som Johanna afslutter Niki pludseligt og voldsomt forholdet, og de ser aldrig hinanden efterfølgende.
Stormfuld kærlighed og smertefuldt tab, Alejandro
Fortælleren møder Alejandro i slutningen af 1999, og hun oplever sammen med en ham den store kærlighed, der føles som en orkan. Alejandro er med i et jazzband, hvor hans rolle er at danse til musikken på scenen, når bandet giver koncert. Alejandros karismatiske person viser på scenen vejen gennem musikken/koncerten, og uden ham er bandet ingenting. Derfor går bandet i opløsning, da Alejandro pludselig forsvinder umiddelbart inden årtusindskiftet. Fortælleren skriver om forholdet til Alejandro:
Jeg ville bare nedad i Alejandro, indad i os, uden at vide, hvad der fandtes der (...)Jeg følte mig syg, feberagtig, ommøbleret i mit indre, hvor organerne havde fået nye pladser, og tankerne var blevet
skiftet ud, p. 103-104.
Men pludselig er Alejandro væk, han var ligesom ikke helt af denne verden med sin manglende evne til at lave aftaler eller holde fast i noget. Fortælleren står omkalfatret tilbage og opdager senere, at hun er gravid med Alejandros barn, en datter, der kommer til at ligne Alejandro på en prik, de sorte krøller, øjnene, munden, hele det bløde ansigt , p. 127.
En plaget mor ved navn Birgitte
Portrættet af fortællerens mor, Birgitte, er hjerteskærende. Birgitte evner ikke at tage sig af et barn, da hun ikke kan tage sig af sig selv, formodentlig er det derfor, fortælleren ikke kalder hende mor. Birgitte blev som ung teenager udsat for et seksuelt overgreb, der gav hende et traume, som hun aldrig forvandt:
I løbet af en time døde hun og blev født som en anden, p. 132.
Selve oplevelsen blev indkapslet og først talt om sent i Birgittes liv, men den efterlod hende sårbar og tilbagetrukket og præget af indre angst og kværnende uro. Birgitte var smuk, og tiltrækkende for de forskellige mænd i hendes liv, der i en periode blev hendes beskyttere, som fortællerens far indtil skilsmissen. Det er faren, der må drage omsorg for fortælleren og hendes søster; Birgitte bruger al sin energi på at holde den indre uro stangen. Hun bliver tidligt afhængig af benzodiazepiner, og de bliver hendes ”redning”, da hun bliver ramt af en dødelig sygdom, da hun er i slutningen af 50’erne.
Detaljerigdom og unøjagtig præcision
Romanen indeholder rammende karakteristikker af 1980’ernes og 90’ernes Stockholm, der minder om København på samme tid, inden de store byfornyelser. Byer hvor der var plads til mangfoldighed blandt beboerne, og hvor man kunne bo i billige, men charmerende lejligheder, uden bad og varmt vand. En vis nostalgi præger romanen, som om alt var bedre og mere mangfoldigt tidligere.
Romanens fokus er i hele romanen på de fire fremragende portrætter, fortælleren selv kommer især til syne, når hun beskriver sin skriveproces. De faktuelle ting, vi får at vide om hende, er, at hendes mor var svensklærer, hendes far fotograf, og hun har klaret sig selv, siden hun flyttede hjemmefra som 16-årig. Hun får 3 børn, datteren der ligner Alejandro og tvillingedrenge. Hun har alskens forskellige jobs for at finansiere sin forfattervirksomhed. Hendes evne til at tilpasse sig andre, mens hun iagttager dem, er altafgørende for hendes måde at portrættere på. Hun lader til at skrive, som hun lever: Uden fremad med en veludviklet evne til nærvær og med et vemodigt blik for detaljerne hos de mennesker, hun berøres af og skriver om.
Hun får aldrig en uddannelse eller et fast job, det konstante i hendes liv er hendes forfatterskab, og senere hendes tre børn - og så veninden Sally, som optræder i romanen, men som ikke har sit eget portræt. De to er der altid for hinanden, og senere, da begge får børn, bliver de hinandens familier.
Den amerikanske forfatter Paul Auster er forfatterens ideal, for han skriver syret, paranoid og klarsynet på samme tid, og med en åben himmel mellem hvert ord, p. 12. Karakteristikken passer også på Genbergs måde at skrive på.
De sansemættede detaljer i Genbergs portrætter fanger det virvar af (upræcise) sanser, følelser og tanker, som et møde med vigtige personer kan vække i vores liv. Det er meget livsbekræftende og en stor bedrift.
|
|
|
|
