|
|
Anmeldelse:
Amneris stjæler billedet i Operaen Aida
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 6. april 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Operaen "Aida" af Giusepe Verdi
- Solister, dansere, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel
- Musikalsk ledelse: Paolo Carignani
- Iscenesættelse: Annabel Arden sammen med Angelo Smimmo
- Scenografi: Merle Hensel
- Operaen til 30. april. Genopsættes efterår 2023
OPERA/MUSIK:
Operaens nye opførelse af Aida er iscenesat af Annabel Arden, og dirigenten Paolo Carignani står for den musikalske ledelse. Jeg hørte Aida 14. marts. Dirigenten og Det Kongelige Kapel forløste Verdis vidunderlige musik veloplagt og overbevisende. Solister og operakoret sang, så både de blide, poetiske scener og de mere pompøse og krigeriske scener berørte og virkede vedkommende. Arden har taget trekantsdramaet i Aida ud af den oprindelige sammenhæng med en fortidig krig mellem Etiopien og Ægypten for i stedet at lade operaen handle om krig og kærlighed til alle tider. Den moderne scenografi med storskærme og mobiltelefoner stritter i mange retninger og harmonerer dårligt med den storladne og pompøse musik. Heldigvis overskygger musikken den genreforvirrede scenografi.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder operaen her.
Handlingen
To lande er i krig, et fortidigt Ægypten og et fortidigt Etiopien. I Ardens scenografi er der blot tale om to nabolande. Aida er kongedatter i det tabende land og er taget til fange i det sejrende land. Her tjener hun kongedatteren Amneris, og her elsker begge kvinder hærføreren Radamnes, som elsker Aida. I et nyt slag, som Radamnes vinder, bliver Aidas far taget til fange. Amneris’ næsten usynlige kongefar lover hende til Radamnes, men i virkeligheden er det ypperstepræsten Ramfis, der har magten.
Selv har Amneris ikke noget at skulle have sagt. Aidas tilfangetagne far får Aida til at lokke krigshemmeligheder ud af Radamnes. Amneris overhører forræderiet og angiver Radamnes til ypperstepræsten, hvilket hun dog senere fortryder, men for sent. Radamnes dømmes til at blive levende begravet. Aida lader sig levende begrave sammen med ham.
Ardens scenografi
Handlingen og musikken i Aida er knyttet til en tid med fysiske slagmarker, konventionelle våben og storslået pomp og pragt. På en skærm vises billeder fra mange forskellige krige, fx Napoleonskrigene og 2. verdenskrig, og de øjebliksbilleder, vi efterhånden kender så godt, med projektiler der nærmer sig deres mål. Den store triumfmarch i 2. akt med de særlige Aida-trompeter minder i Ardens scenografi mest om en blanding af X-faktor og Melodi Grandprix, med balloner, mobiler og moderne festklædte mennesker – at et krigerisk præsteskab skulle have magten i dette scenarie virker utænkeligt.
Scenografien falder igennem, fordi den er for moderne, for vestlig og trækker i en anden retning end musikken, som tilhører en anden tid og en anden verden (den blev komponeret af Verdi til åbningen af Suezkanalen i 1869 og uropført i Cairo). Mænd har den absolutte magt, og kvinder har intet at skulle have sagt, den handlekraftige Amneris har ingen mulighed for at bruge sin styrke på andet end intriger.
Magien i Aida
I et interview i forestillingens program udtaler Arden: ”Udfordringen for os i dag, når vi kigger gennem en afkolonialiseringslinse, er, at du ikke kan fremstille et ”fortidigt Egypten” uden at løbe ind i alle mulige udfordringer. Du kommer til at reproducere alt det, du har set på museer og hørt i skolen, og det føles helt fastlåst og forkert.” Indrømmet, det kan være svært med opsætningen af de gamle operaer i dag.
Hvordan gør man værkerne aktuelle, når de nu stammer fra en helt anden tid? Aida er en storladen opera om krig og kærlighed med magi, store følelser og store magtdemonstrationer, og en moderne opsætning må holde fast i det magiske og det storladne og pompøse, som er en del af operaens kerne.
Man kan ikke undgå at blive berørt af den ulykkelige kærlighedshistorie mellem Aida og R, man må forarges på Aidas far, der misbruger hendes kærlighed, men også lide med Amneris, fordi hendes magtesløshed og kærlighed til Radamnes er oprigtige følelser. Skælve må man også ved tanken om at blive levende begravet. Følelserne, krig og magtdemonstrationer er det vi kan genkende, selvom omgivelserne er fremmede.
Aidas splittelse
Aida er den passive, blide kvinde, der bliver splittet mellem kærligheden for far og fædreland og sin store kærlighed til Radamnes. Aida blev 14. marts sunget af sopranen Anna Necheva, som formår at udtrykke den dybeste smerte over, at faren vil have hende til at forråde sin elskede, og den højeste lykke i de scener, hvor hun forenes med Radamnes.
Den svære arie, Oh patria mia, hvor hun udtrykker sin kærlighed til både far og fædreland i meget høje blide toner, klarer hun med bravour. Men rollen som Aida har ikke så meget power som Amneris. På scenen er også fire dansere, der med kroppen overbevisende synes at fortolke Aidas indre liv, al hendes sorg og tvivl og kærlighed. De nuancerer hendes lidt stereotype rolle som passiv og selvopofrende.
Radames’ valg
Radames blev 14. marts sunget af tenoren Hovhannes Ayvazyan. Af de tre hovedpersoner fremstår han svagest. Han har en god solid tenorstemme, som dog bliver noget tynd på de højeste toner. Hans sceniske udstråling overbeviser ikke om, at han skulle være genstanden for de to kvinders kærlighed, eller at han skulle være en brutal hærfører.
MEN han er overbevisende i slutscenen, hvor han har valgt døden fremfor et liv med Amneris, og man tror på kærligheden mellem ham og Aida, da Aida vælger at dø sammen med ham. Scenografisk er det forestillingens højdepunkt, væggene lukker sig langsomt bag de elskende, og man kan nærmest mærke, at de kvæles af mangel på luft.
Amneris sidste sang
Amneris blev 14. marts sunget af mezzosopranen Nora Sourouzian, som ganske stjal billedet i sine høje hæle og farvestrålende gevandter. Gudesmuk med en stemme som mestrede det hele og med en intens og kraftig scenisk udstråling skiftede hun mellem at udtrykke sin store kærlighed til Radamnes, sin dræbende jalousi i forhold til Aida og sin magtesløshed over for den egentlige magthaver ypperstepræsten Ramfis.
Ensom, knust og alene helt fremme på scenen synger hun hjerteskærende operaens sidste toner, hvor hun beder om fred, overvældet af sorgen over at have mistet Radamnes.
|
|
|
|
