|
|
Anmeldelse:
I begyndelsen og slutningen hersker stilheden
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 6. april 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Illiaden
- Spiller på Betty Nansen Teatret til d. 22. april 2023
- Med: Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen, Ena Spottag
- Instruktion: Eline Arbo
- Dramatisering: Eline Arbo og Tom Silkeberg - frit efter Homer i Otto Steen Dues oversættelse
- Komponist og musikalsk instruktion: Thijs van Vuure
OPERA/MUSIK:
I Betty Nansen Teatrets mesterlige opsætning af Iliaden forestiller scenen et slagtehus, og 8 skuespillere samt en statue varetager eminent stykkets forskellige roller. Forestillingen er bygget på Homers episke digt fra Antikken og følger overvejende forlægget, men fokus er et andet sted end hos Homér. Heltene opfører sig alt andet end helteagtigt, de tvivler, de græder, de sørger, de smeder rænker og er nærtagende, deres oppustede egoer bestemmer krigens gang. Og kvinderne er synlige, deres sorg og deres længsler, men frem for alt deres afmagt i en verden styret af magtbegærlige mænd.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder forestillingen her.
Handlingen
Grækerne er i krig med trojanerne. Trojanske prins Paris har røvet græske kong Menelaos’ hustru, den skønne Helene, og det skal hævnes. Slagene udkæmpes uden for Troja, men det går dårligt for grækerne. Grækernes hærfører kong Agamemnon, spillet af Anders Budde, tvinges af guderne til at afgive sit krigsbytte Chryseis for at vende krigslykken. I raseri over dette beslutter Agamemnon at fratage sin bedste kriger Achilleus, spillet af Mathias Rahbæk, hans krigsbytte Briseis.
Dette gør Achilleus rasende og får ham til at nægte at kæmpe mere. (”Vreden gudinde besyng, som greb pelleiden Achilleus”, den mægtige vrede, som udgør den velkendte start på Homéers Iliaden, er Achilleus’ vrede over at blive frataget Briseis.) I det følgende slag bliver Achilleus’ bedste ven Patroklos, spillet af Mathias Bøgelund, imidlertid dræbt af trojanernes bedste kriger Hektor, spillet af Ena Spottag. I raseri over dette går Achilleus igen ind i kampen og dræber Hektor.
Små rasende mænd
De rasende mænds sårede forfængelighed og andre smålige følelser styrer handlingen. Kvinder er først og fremmest noget man erobrer på slagmarken og derefter bruger som sexslaver. Kong Agamemnon er en meget lille mand, både fysisk og i overført betydning. Han optræder i sort fascistuniform og får hysteriske anfald, hvis noget ikke passer ham.
Den græske hærfører kong Priamos, spillet af Asbjørn Krogh Nissen, bedriver tiden med at udstede ordrer og bruge den skønne Helene som sexslave, men sørger dog også oprigtigt over sønnen Hektors død, så man ikke kan undgå at få medfølelse for ham. Krigshelten Achilleus handler udelukkende ud fra sin sårede forfængelighed og sit eget tab, og så er han barnligt afhængig af sin mor, halvgudinden Thetis, spillet af Ida Cæcilie Rasmussen.
Menneskelige Hektor
Hektor spilles suverænt af Ena Spottag. Han lever i et kærligt ægteskab med Andromache, spillet af Xenia Noetzelmann, og de har begge på fornemmelsen, at Hektor kommer til at dø på slagmarken. Hektor er den eneste mand, hvis handlinger ikke styres af personlige følelser og begær, men han er helt underlagt sin dominerende far og får ingen støtte af sin altid fraværende bror Paris, som ellers startede krigen ved at røve Helene. Andromache udtrykker smukt den magtesløse hustru og mors sorg over krigens meningsløshed.
Efter Achilleus har slagtet Hektor, får Priamos’ sorg den ellers usympatiske Agamemnon til at love Priamos fred til at begrave Hektor. Her slutter stykket, men vi ved jo godt, at krigen vil ende med grækernes sejr.
De afmægtige kvinder
Kvinderne har ingen indflydelse på handlingen eller på deres liv. De er hustruer og mødre, tilfangetagne slaver og handlede varer. Men i Betty Nansens Iliaden får de stemmer, der beretter om alle de omkostninger, som krig har, om alt det, der er udeladt af de sædvanlige heltekvad. Mathilde Arcel er fremragende som den skønne Helene og som fortællerske. Hun fortolker handlingen, når det er nødvendigt, men først og fremmest beretter hun om alle de døde mænd i kampene mellem grækerne og trojanerne. Iført en sort tætsiddende skinnende sag af en kjole skifter hun mellem fortællerrollen og rollen som Priamos’ passive sexslavinde. Hendes skørt kan belejligt rives af, når hun skal voldtages. Voldtægterne foregår bag statuen af Briseis, som får et hul i midten af maven(!), når Helene voldtages. Briseis’ tavse statue på scenen vidner hele tiden om den absurde magtkamp mellem Achilleus og Agamemnon, der fører til drabet på Patroklos og Hektor.
En evig slagtehal
Scenografien er enkel og effektfuld. Slagtehallen minder os om, at det er det, krig er: Nedslagtning af alt menneskeligt. Når scenen forvandles til slagmark, udrulles metervis af plastik. Teaterblod i spandevis forvandler soldaterne til sårede og døde. Mikrofoner gør det ud for våben. Selv om det så tydeligt er teater, bliver man voldsomt berørt. Størst indtryk gør det, da den døde Hektor rejser sig fra den plastik, han var svøbt i, badet i blod, da stykket er slut. Homers ca. 3000 år gamle epos fremstår evigt aktuel og relevant i Betty Nansens opsætning, og man kan nærmest mærke historiens vingesus.
Musikken og humoren
Under meget af forestillingen spilles musik, komponeret af Thijs van Vuure. Musikken forstærker smukt de følelser, der er i spil på scenen. Skuespillerne har deres egne mindre instrumenter. Der er desuden en hel del humor, mest i første akt, aftagende i anden.
Stilhed
Før det første store slag og efter Hektors død er der stilhed, en stilhed der varsler død og er ekstremt virkningsfuld, men som også skaber rum for eftertanke. Den største kontrast til stilheden er, når alle skuespillere, anført af Mathilde Arcel, jævnligt slynger navnene ud på alle dem, der faldt i krigen mellem grækerne og trojanerne. Der er virkelig mange døde, og der kommer mange ord fra scenen, man kan ikke høre dem alle lige tydeligt, men budskabet fremstår klart. På hjemvejen er jeg på én gang opløftet over den vellykkede forestilling og trist over, at krigsmaskineriets meningsløshed fortsætter og fortsætter.
|
|
|
|
