|
|
Anmeldelse:
En stærk fortælling om en moderne kreativ kvinde
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 5. december 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Elin Cullhed: Eufori
- C&K Forlag, 305 sider
- Udkommet 2022
ENGELSK/LITTERATUR:
Svenske Elin Cullheds roman Eufori er en litterær fantasi om den kendte amerikanske digter Sylvia Plath, der i februar 1963 tog
sit liv som 31-årig. Den Plath, Cullhed skriver frem, er en både ressourcefuld og sårbar kvinde og digter, der i sit korte liv levede intenst,
blev gift med sin store kærlighed, fik to børn og skrev nu verdensberømt poesi og prosa. Hun levede også med store mentale svingninger, og Cullhed
beskriver overbevisende, hvordan Plath på samme dag kan svinge fra den højeste lykke til den dybeste fortvivlelse. Plath fremstår som en særdeles
fascinerende moderne kvinde, der på mange måder var forud for sin tid: Hun skriver hudløst ærligt og uden skam om sex, liderlighed og orgasme,
om fødsel, moderskab og amning.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder Elin Cullheds Sylvia Plath-roman her.
Plath anno 2022
Plath var højt uddannet på de fineste universiteter i USA og England, og hun efterlod sig adskillige digtsamlinger, en roman, samt dagbøger og breve.
Plaths liv og skæbne er mindst lige så berømt som hendes værker, og hendes liv og kunst bliver ved med at fascinere. Den dominerende fortælling om Plath var i mange år, at hun var et offer, der blev drevet til selvmord af ægtemanden, digteren Ted Hughes, som forlod hende. De seneste år er nye breve og dagbogsnotater af Plath dukket op, og nye biografier er skrevet om hende, der nuancerer denne fortælling
Cullhed er tydeligt inspireret af det nye materiale, og hun har i interviews givet udtryk for, at hun i sin roman spejler sig i det genkendelige i Plaths liv, problemer med både at være arbejdende/skrivende mor og hustru, og at være den forælder, der primært har ansvaret for børnene. I Eufori er Plath jeg-fortælleren, og romanen er en slags fiktiv dagbog. Cullheds Plath er i besiddelse af stor kreativitet, kraft og styrke, kombineret med sensitivitet og hudløs sårbarhed. Hun føler sig skabt til større himle, men lige under selvtilliden lurer angsten og usikkerheden.
A match made in Heaven
Sylvia Plath og Ted Hughes mødtes i 1956 og giftede sig hurtigt. De var begge højtuddannede, intelligente og poeter in spe. Cullhed beskriver, hvordan de inspirerer hinanden og lever tæt, næsten symbiotisk sammen, og begges digterkarriere tager form, mens de er sammen:
Jeg ville leve indeni ham, p. 35.
De får datteren Frieda i 1960 og sønnen Nicholas i 1962. I 1961 køber de en stor landejendom i Devon i England.
Rammen i Eufori er, at Plath i november-december i 1962 ser tilbage til februar 1961, hvor tingene begynder at gå galt i ægteskabet. Romanen fokuserer dermed primært på de sidste to år af Plaths liv, men med tilbageblik til starten af ægteskabet. Ægteskabet begynder at knirke, da børnepasning og begge forældres karriere skal gå op i en højere enhed.
Indtil da, har ægteskabet været jævnbyrdigt, og ægtefællerne har levet i et åndeligt og praktisk fællesskab. De er hinandens første læser. De er begge temperamentsfulde, de skændes meget, men de bruger konflikterne kreativt som energi i deres kunst.
(...) det var vores krig, jeg kunne ikke leve uden den. Det var en vi begge næredes af, p. 78.
Plath har som 20-årig oplevet en svær depression og forsøgt at tage sit eget liv. Ted er en klippe i Plaths liv og en slags bolværk mod hendes humørsvingninger og det mindreværd, hun føler, når hun er deprimeret. Plath har styr på alt det praktiske, og er den, der promoverer begges karriere. I starten efter Friedas fødsel deles de om børnepasning, så begge har tid til at skrive.
At skrive med kroppen
Sylvia har mistet sin far som 9-årig, men hun føler sig tæt forbundet med ham, han har givet hende mysteriet, ordene, inderligheden (p. 11,) og savnet efter ham er et tilbagevendende tema i hendes værker. Både Hughes og Plath er opmærksomme på, at Ted på nogle punkter fungerer som en fadererstatning
Plath har et negativt forhold til moren, som hun beskriver som kold og kontrollerende. De meget høje krav til sig selv om perfektionisme, at være perfekt kunstner, perfekt hustru og mor, kommer fra moren. I brevene til moren i USA beskriver Plath et perfekt liv. Her har hun styr på alt, hun elsker bagning og madlavning og alt det andet, hun beskæftiger sig med. I sine mere ærlige øjeblikke kalder Plath fremvisningen af sit store amerikanske smil og perfekte overflade for en del af sit selvcirkus.
Mit liv er teksten, skriver Cullheds Plath (p. 7). Hendes kreativitet er tæt forbundet med hendes (kvinde)krop og dens funktioner. I beskrivelsen af sønnen Nicholas’ fødsel fremstår hun nærmest som en urkvinde, skabt til at føde børn og amme. Amning er lystfuldt for hende, og hun er en meget ansvarlig mor.
Plath og Hughes har et intenst og velfungerende sexliv, Plath kan dryppe af begær (p. 97), og sex med Hughes kan neutralisere hendes eksistentielle angst:
(...) når Ted åd den angst jeg havde følt i løbet af dagen og forvandlede den til elskov, p 49.
Sammenbrud
I foråret 1962 trives Sylvia overvejende i sit ægteskab med børn, skrivning og stort hus. Hun skændes en del med Ted, men Cullhed fremstiller det, som om de er lige gode om det. Plath fremstår irriterende og selvoptaget og starter ofte konflikterne.
Ted begynder at føle sig fanget, han føler sig blokeret, han længes efter sin frihed, og han indleder et forhold til en anden kvinde.
Sylvia reagerer voldsomt og smider ham ud i sommeren 1962. De skiftes til at række hånden ud, men Ted ender med at forlade hjemmet i Devon og flytte til London. Fra sommeren 1962 er der kun negativt at sige om Cullheds Hughes. Han fremstår narcissistisk selvoptaget med tilbagevirkende kraft; siger, han ikke har elsket Plath i flere år og egentlig ikke ville have børn. Uden moralske skrupler lader han Sylvia og børnene sejle i deres egen sø i Devon, men han støtter dem dog økonomisk. Teds opførsel har skabt fortællingen om den stakkels forladte Sylvia, der bliver drevet til selvmord af sin utro og uansvarlige ægtemand.
Eufori og gennembrud
Ægteskabets sammenbrud udløser en vild kraft i Plath, og hun skriver i en slags eufori fra kl. 4 om morgenen (når de sovepiller, hun bliver afhængig af, ikke virker længere) til børnene vågner. Hun skriver sine bedste digte, som er kraftfulde, rytmiske, og handler om tab og sammenbrud, død og mørke. Hun insisterer beundringsværdigt på at skabe et nyt liv for sig selv og børnene, men hun er samtidig fysisk og psykisk udmattet. Hun har mistet noget grundlæggende i sig selv og det liv, hun troede, hun havde skabt. Flere gange får hun influenza og høj feber (39,4 gr.) og må bede om hjælp til at passe børnene og sig selv. Eufori slutter inden julen 1962, hvor hun både opstemt og udmattet har fået en drømmelejlighed i London:
Jeg havde løbet hele dagen, og nu fik jeg ro, p. 305
Jeg var allerede død
Cullhed lader romanen stoppe før selvmordet i februar 1963. Plaths død er imidlertid indlejret i den måde, Eufori er fortalt på. Flere steder, især da romanen nærmer sig slutningen, virker det, som om Plath fortæller historien efter sin død, fx ved hun, hvornår hun ser moren for sidste gang. Det er ganske raffineret.
Eufori er velskrevet og fortæller en nuanceret historie om Sylvia Plath. Men personligt foretrækker jeg nu Plaths egne værker. Især hendes digte har talt til mig gennem et langt liv. Så læs dem – og hør Plaths egen stemme!
|
|
|
|
