|
|
Anmeldelse:
Som stjerner på himlen
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 5. november 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Linn Ullmann: Pige, 1983
- Gyldendal, 271 sider
- Udkommet august 2022
LITTERATUR/DANSK/NORDEN/FRANSK:
Forholdet mellem erindring og glemsel er omdrejningspunktet i Linn Ullmanns blændende jeg-fortælling Pige, 1983.
Det centrale er, at i 2019-20 prøver
romanens jeg at huske sin rejse til Paris i 1983 som 16-årig, hvor hun skulle fotograferes af A. Pigen fra 1983 er romanens du, der dukker op
i 2019 og insisterer på at blive fortalt. Jeget vægrer sig mod erindringen, som bliver til en dyb depression. I del I Blåt er erindringen om den
16-årige i Paris flydende, vandagtig og fragmentarisk. I del II Rødt får erindringen langsomt form som skamfulde følelser, især begær, og i del
III Hvidt bliver erindringen til en på én gang brutal og poetisk beskrivelse af depression og overgreb.
Ullmann har skabt en uovertruffen og sublim syntese mellem erindringsproces og form.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder Ullmann-romanen her.
Verdens smukkeste kvinde
Romanens jeg er både Linn Ullmann selv og fiktion. Ullmann beskriver sig selv og hændelser i sit eget liv, men understreger elegant i romanen, at både erindringsproces og skriveproces udgør en blanding af virkelighed og fiktion. Linn Ullmanns mor er den verdensberømte skuespiller Liv Ullmann, som Linn Ullmann er vokset op hos. I 1983 bor de i New York og er symbiotisk tætte, men samtidig lever de hver deres liv med hemmeligheder for hinanden. Moren er en bekymret mor, der dog ikke er særlig nærværende eller opmærksom over for sin 16-årige datter. Hun er kendt som en af verdens smukkeste kvinder, hun nyder rampelyset, nyder mænds blikke, nyder at være objekt, og Pigen identificerer sig med sin mor,
Jeg vil være objektet, midtpunktet, målet for en andens begær, p. 26
Moren lader Pigen færdes i sine egne kunstnermiljøer i New York, og A, en fransk fotograf i 40’erne, bliver tiltrukket af Pigen og spotter hende som en mulig fotomodel. Han inviterer hende til Paris for at blive fotograferet til modemagasiner.
Især romanens II del Rødt beskriver, hvordan arven fra moren, ønsket om at være et begæret objekt, driver den unge pige til A i Paris – iført morens røde hue (!).
To fotografier
To fotografier fra 1983 spiller en central rolle for jegets forsøg på at huske. Hun husker et fotografi taget af en kvinde i New York, efter Pigen er vendt tilbage fra Paris, hvor Pigen er iført en blå sweater, og hvor hun ser lige ind i kameraet. Dette fotografi findes stadig. Og et endnu vigtigere fotografi, som er forsvundet, taget af A i Paris i 1983, hvor pigen med nøgne skuldre og lange blå øreringe med ansigtet på skrå ser ind i kameraet.
To fotografier, to valgmuligheder: At møde verden i en blå sweater som subjekt over for et kvindelige blik, eller at møde verden halvnøgen som (koket) objekt for et mandligt blik.
Ullmann skriver sig således ind i en nutidig erindringstrend, hvor man husker via fotografier. Men hun gør det på sin helt egne måde, fordi det vigtigste fotografi, som hun husker, er forsvundet.
Røv eller bryster
Pigens rejse til Paris varer kun få dage, men den føles endeløs og sætter varige spor. I del I Blåt anes kun konturerne af historien. I del II Rødt bliver det mandsdominerede modelmiljø i Paris foldet ud, hvor mænd, der elsker kvinder, kan inddeles i to grupper, dem der kan lide røv, eller dem der kan lide bryster, som A’s partner Claude formulerer det. Beskrivelsen i Rødt af, hvordan helt unge modelaspiranter forsøger at udslette deres identitet for at lade sig forme efter mænds begærende blikke, er hjerteskærende og ubærlig. Pigen forsøger at tilpasse sig, men kan ikke og reagerer voldsomt på det pres, hun er under, hun farer vild og kaster op. Hun begærer A, når de har sex, men indimellem må hun ud på badeværelset og kaste op og ligge på det kolde gulv. Humoren stikker sit ansigt frem, når hun betragter den meget ældre sovende A:
Han lå udstrakt, nøgen under sit tæppe, jeg sad på knæ over ham (...) De tynde, behårede ben, den bløde pik som en hudløs snegl, den posede mave...
Jeg fniser lavt. Så grim han er nu hvor han ligger der og sover, p. 221
Det mest glemte
Jeget hævder, at i 1980’erne er det, der sker, ok, ”det var en anden tid”. Dog bliver det for meget for Pigen, som flygter hjem til sin mor i New York. Jeg bliver forarget, på A, på tiden, på moren, som ved, hvad der foregår, men lader som om hun ikke gør. Kulminationen sker i A’s fotostudie i New York, hvor Pigen udsættes for et overgreb af A’s partner Claude, mere rædselsfuldt end A’s, for Pigen er ikke interesseret i Claude, som hun finder utiltrækkende, men føler ikke, hun kan sige nej. Dette overgreb afsløres i slutningen af del III Hvidt. Det er det, som har været det mest fortrængte, det mest glemte.
Blåt og rødt og hvidt
Romanens tre dele beskriver den samme erindring skarpere og skarpere. Hver del har sin egen farve, men også sin egen form. Hvor Blåt er flydende, abrupt, kølig, sløret, skrevet i korte afsnit, der dårligt kan kaldes kapitler, er Rødt mere sammenhængende, og afsnittene bliver længere. Rødt er fyldt med følelser, begær, opkast. I Rødt tænker pigen på, at faren Ingmar Bergmann var et skrivemonster, der havde kvinder til at sørge for, at alt det hverdagsagtige fungerede omkring ham. Hans datter gør det hverdagsagtige til en del af sin skrivning, hun skriver om rene lagner, om sin gamle hund, om madlavning. I Rødt vælger hun en dato og et klokkeslæt: Klokken otte om aftenen den 19. januar 1983, p. 116. Herfra digter hun oplevelserne i Paris frem,
Erindringerne er som spredte stjerner på himlen, som lysglimt, resten er glemsel. Det er
ikke det samme som at huske, men det ligner. Det er også en måde at skrive på, p. 202
I Hvidt tegner Ullmann et nådesløst og overbevisende billede af, hvordan erindringen om Pigen bliver til depression:
Du slyngede dig om mig, først som en enkelt gren, der strakte sig ind i mig med en kværnende lidenskab, punkterede mine øjne, halsen, maven, rygsøjlen, kravlede opad i mig, nedad i mig og ud i siderne, du voksede dig stor og kraftigt til der var mere af dig end af mig, p 193
Efter vinter kommer…
Beskrivelsen af depressionen indefra er grusom og smuk, jeget har ingen jordforbindelse, føler sig livløs, følelsesløs, magtesløs; det er snedækket, hvid vinter, hvor intet gror. Til slut accepteres erindringen, depressionen begynder at lette, det bliver forår, det bliver grønt, der er igen håb. Linn Ullmann har digtet et poetisk mesterværk fuld af hverdag, smerte og poesi. Pige, 1983 er en gribende og udfordrende fortælling om at erindre i glimt og forbinde glimtene med historier, om at blive subjekt i sit eget liv og for sit eget begær. Det er litteratur, når det er bedst.
|
|
|
|
