|
|
Anmeldelse:
Forskellige mennesker
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 16. august 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Nina Belling: Pålandsvind
- Forlaget Brændpunkt, 134 sider
- Udkommet forår 2022
LITTERATUR/DANSK:
Nina Bellings læseværdige novellesamling Brændpunkt består af 11 noveller, der på én gang er enkle og dybe,
alle med et tvist til slut. Novellerne kredser om kærlighed, begær og længsel, men er i øvrigt ret forskellige. Fortællerne spænder vidt i alder,
de fleste er kvindelige jeg-fortællere, og Belling er overvejende solidarisk med dem og deres måde at opleve verden på. Hun har et skarpt, men også
kærligt og nænsomt, blik for menneskers forskelligheder og særheder. Belling skriver med en lavmælt realistisk detaljerigdom, lige under overfladen ulmer
store passioner og følelser, der på raffineret vis især kommer til udtryk gennem måden, fortællerne beskriver og forstår deres omgivelserne på.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder novellesamlingen her.
Moderkærlighed
Flere af novellerne beskriver kærlighed mellem mor og datter. I Finérkontoret er jeg-fortælleren og hendes datter Alma på jagt efter elmerodsfinér, som datteren skal bruge til en elevopgave. Hun studerer til møbelsnedker og vil bygge et skrivebord. Elmerodsfinér køber man på Finérkontoret, der ligger midt ude i en sydsjællandsk skov og er virkelig svært at finde. Den strabadserende udtur indbefatter en punktering, som Alma klarer i stiv arm med en ven i telefonen, en herlig beskrivelse af en besynderlig virksomhed, man ikke anede eksisterede, (det gør den, jeg har tjekket Google!) og mødet med en lidt stramtandet ældre dame i plisseret nederdel og skjorte, der sælger og ved alt om finér.
Alma får sin elmerodsfinér, og moren bliver senere den lykkelige ejer af et elmerodsskrivebord. Novellen er et godt eksempel på Nina Bellings talent: De smukke naturbeskrivelser er blandet med en god del humor i beskrivelsen af køreturen og den besynderlige virksomhed og dets ejer. Der er præcision i beskrivelsen af detaljer om fx forskellige former for finér, og et fint blik for den ordløse kommunikation mellem mor og datter og morens underliggende, tilbageholdte smerte i forhold til datteren.
Måske kunne vi have taget hul på det, som var så fjernt og dog til stede mellem os, p 91.
Noget er gået galt i deres relation, moren længes efter datteren og er hele tiden bange for at komme til at sige eller gøre noget forkert. Datteren er praktisk og handlingsorienteret og meget lidt meddelsom. Talt ud får de ikke, men moren får til sidst et overraskende og uventet kompliment, p 98:
”Det kan vi godt gøre en anden gang, ikke?”
Liv og død
I Pålandsvind er morens smerte tydelig, da hun oplever enhver forælders mareridt og tror, hendes 11-årige datter og datterens veninde er druknet,
selv om der er pålandsvind ved Marielyst, hvor de holder ferie. Morens angstfantasier blandes med skyld over at have ladet pigerne bade alene.
Hun kontakter politiet og nogle tyske badegæster, det er tydeligt, at moren lider, men heldigvis dukker pigerne uskadte op til sidst i novellen.
Fokus er egentlig ikke på beskrivelsen af morens angst, men på hvad fortælleren som barn lærte af sin mor om tyskere og vindretninger.
Fortælleren var barn i 1960’erne, og for hendes mor var 2. verdenskrig ikke langt borte, hun mente, tyskere var dumme, de havde forårsaget Ragnarok
og havde egentlig ikke fortjent Marshall-hjælpen.
Det var derfor deres egen skyld, hvis de drev til havs i fralandsvind. I pålandsvind kan man ikke drukne, lærte fortælleren af sin mor. Det viser sig, at pigerne er drevet lidt væk langs kysten i sidestrømmen, som datteren ikke lærte noget om. Novellen er et fint tidsbillede og samtidig et morsomt eksempel på, hvor langt ens barndomslære rækker - og ikke rækker!
I Efter ni måneder beskriver en voksen datter morens sidste tid på plejehjem, hvor moren nærmest glider ud af livet.
Den i virkeligheden grusomme proces, hvor flere og flere færdigheder mistes, er nænsomt og realistisk beskrevet, og man forstår virkelig,
at for moren kommer døden som en udfrielse – en befriende kommentar til nutidens dyrkelse af evig ungdom og berøringsangst over for døden.
Barnelængsler
I to noveller er jeg-fortælleren et barn. I den sorgmuntre Flyvefærdig er barnet på tur til et udstillingssted, der minder en del om Louisiana. Pigen længes efter at se på kunsten sammen med moren, men moren vil hellere være sammen med sin veninde, og datteren bliver derfor anbragt i en legestue, hvor hun skal tegne. Nina Belling rammer fint, hvordan moren ikke hører, hvad barnet siger, hun er for optaget af sit eget. Barnet hører veninden tale om en niece, der er flyvefærdig, barnet opfatter det at være flyvefærdig som et symbol på at være voksen, og hun bliver bekymret for, om hun er for tung til nogensinde at lære at flyve. Hun ser sin egen angst afbildet i en udstillet figur med fem mørke figurer, p.47:
Jeg ser på fødderne; lange, tunge firkanter for enden af benene. En knoglet masse lavet af hårdt metal mejslet fast til underlaget. Med sådanne fødder må man blive på jorden.
Det er ikke så underligt, at barnet hellere vil prøve at flyve og nærme sig de voksnes verden end tegne i en legestue.
I På landet er et barn på besøg hos sin bedstemor på landet, hvor hun trives med, at tiden bevæger sig anderledes langsomt, end hun er vant til hjemme i byen. Hun nyder, at hver dag har en fast rutine, selv om hun også nyder at prøve grænser og løbe steder hen, hun ikke må. Under tryghed og rutiner, lurer dog angsten for døden og for at miste. Morfaren er allerede død, og tanten har sagt, at mormoren er ved at blive gammel. Jeg blev mindet om barndommens besøg hos mine bedsteforældre, og den livsalige tryghed man kunne opleve med en anden måde at leve og gøre tingene på, hvor tiden bevægede sig langsomt, og hver dag var en gentagelse af den foregående.
Besættelse
I Forvandlingspunkt er den kvindelige jeg-fortæller besat af at iagttage sin genbo. Dagene bruger hun på at forberede det øjeblik, manden kommer hjem fra arbejde. Hun opfatter sig selv som hans muse, og hendes tilbedelse og besættelse er beskrevet lavmælt med fokus på praktiske detaljer. Kvinden er helt seriøs om sin dyrkelse, og man ved ikke, om man skal le eller græde, da manden i slutningen af novellen forsvinder, og kvinden måske, måske ikke tvinges ud i Livet. En såvel barsk som morsom kommentar til ensomhed, der også fanger tidens tendens til at dokumentere selvhøjtidelig og småneurotisk adfærd.
Tænksomme mennesker
Et par af novellerne fanger mig ikke. I Søvnløs om en forfatters ophold på et refugium på Mallorca bryder jeg mig ikke om fortællerens ironisk distance til sig selv og de øvrige personer. I Ejerskifte har et ældre ægtepar svært ved at opgive deres sommerhus, efter de har solgt det, og jeg har svært ved at se pointen.
De øvrige noveller er alle velskrevne, og den somme tider overraskende, men altid interessante tvist til sidst, understreger teksternes mere eksistentielle karakter. Den detaljerede realistiske skrivemåde passer godt til den lavmælte tone, men man er aldrig i tvivl om de følelser og passioner, personerne også rummer. Novellerne beskriver overbevisende menneskers oplevelser, konflikter og udfordringer, mennesker med forskellige livsomstændigheder, som tænker over tingene på hver deres måde.
|
|
|
|
