|
|
Anmeldelse:
Lyset i dine øjne
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 29. maj 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Hanne Ørstavik: ti amo
- Grif, 102 side
- Udkommet efterår 2021
LITTERATUR/DANSK:
Anmeldelse:
Hanne Ørstaviks lille roman ti amo lyser, vibrerer og berører sin læser, mens man læser den og efter sidste side er vendt.
Den handler om at møde sig selv i mødet med den store kærlighed - og om at skrive om det. Den handler også om at miste den store kærlighed til døden,
om ikke at kunne tale om døden og om ensomhed. Det er en af de mest betagende romaner,
jeg har læst, om at turde elske på trods af angsten for at miste, om livskraft og om skaberkraft.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Liv og død
Romanen er selvbiografisk. Den norske forfatter Hanne Ørstavik skriver om mødet med sin store
kærlighed i 2016 og om tabet af ham i 2020, hvor han dør af kræft.
Romanen er formet som en jeg-fortælling til det du, der snart skal dø.
I den fortællende nutid, 10 dage i januar 2020, er der kun palliativ smertelindrende pleje tilbage. Den sidste scanning viser, at kræften
har bredt sig hæmningsløst. Beskrivelsen af dagene i januar blandes med tilbageblik til mødet mellem de to i 2016 og frem til 2020.
Efter de har mødt hinanden, flytter hun hurtigt fra Norge til Milano, hvor han arbejder som forlægger.
De får et par gode år sammen,
hvor de lever intenst med hinanden og deres arbejde og med rejser til hele verden. Men allerede i foråret 2018 begynder han at få store smerter,
og i efteråret får han diagnosen kræft i bugspytkirtlen. Han bliver opereret, men kræften har bredt sig.
At være hjemme i dine øjne
Fortælleren oplever mødet med den store kærlighed som at komme i berøring med en stor kraft, der findes i og er deres forhold. Hendes romaner er altid vokset frem af det liv, hun lever, og da hun møder ham, skriver hun en roman om at blive sig selv gennem mødet med en anden. Fordi han elsker alt, hvad hun er, kan hun acceptere og elske nogle kvindelige sider af sig selv, som hun før har hadet. Romanen kommer til at hedde Roman.Milano, og hun er ved at færdiggøre den, da han bliver syg.
ti amo beskriver overordentlig smukt og overbevisende, hvordan de begge er gode til at acceptere alt ved den anden, hvordan de er forbundet i livet og gennem kunsten. Hun skriver, at hun finder hjem i hans lysende øjne. Mødet med hende får ham til at genoptage det arbejde som billedkunstner, som han ellers har opgivet. Gennem hans sygdomsforløb bliver de begge ved med at arbejde. For dem hænger arbejde og kærlighed sammen og er identitetsskabende, de er til stede i hinandens arbejde. Selv om han skal dø, er deres forhold så fyldt med mening og skønhed, at man kan blive helt misundelig!
Jeg vil gøre alt for dig
Hun er med i hans sygdom og støtter ham hele vejen, og altid beskriver hun ham med ømhed og værdighed i alle situationer, hun giver ham lavement og tørrer afføring op og får det til at lyde som en kærlighedserklæring. Da han til sidst kun kan være til for smerter på høje doser af morfin, er det stadig med et kærligt blik, hun yder den hjælp og støtte, han har brug for; hun bliver ikke opgivende, aggressiv eller træt af ham. Som hun skriver, vil hun gøre alt for ham. Hun ville gøre mere, hvis hun kunne.
Døden taler de ikke om
Dog er der en ting, der skaber afstand imellem dem: Han vil ikke tale om døden. Fra efteråret 2018 forstår hun, at han skal dø. Men de taler ikke om det, og hun ved ikke, om han ved han skal dø eller fortrænger det. Som et mantra gentager de i stedet, hver gang de er i kontakt med hinanden, ti amo¸ jeg elsker dig – bogens titel.
Kun én gang taler de om døden, da han forstår, at han ikke kan behandles mere:
Men hvad gør de så, siger du, hvis de ikke opererer og kemoen ikke virker. Vil de bare lade mig dø? Siger du og det ser ud som om det er en helt ny tanke
(...)
og det gør så ondt at se dig sådan, som om du falder inde i dit ansigt og du har ikke noget at holde fast i, p 87.
Det går op for hende, at den person, han er, ikke evner at se døden i øjnene, at hun heller ikke selv kan bære, at han gør det, og øjeblikket efter får den smerteplan, der nu skal laves, ham til at håbe igen.
En enkelt gang bliver hun meget vred, da han vil holde nytårsaften i 2019 for mange gæster, vred, fordi han vil holde fest, når det nye år ikke er noget at fejre. Vred, fordi det er hende der står med alt arbejdet. Men det er smukt at læse, at han holder festen for hende, og han accepterer hendes vrede, som han accepterer alt ved hende, p 38-39.
Lyset og kraften
Han lyste, og det faldt hun for hos ham. Han lyste og mindede hende om Astrid Lindgrens hr. Liljenkvast, som i Ørstaviks fortolkning af Lindgrens Skumringslandet forbereder den lille syge Göran på at dø. Senere spekulerer hun på, om hun hele tiden ubevidst har fornemmet døden i ham. Der er noget æterisk over ham, og han bliver ved med at lyse, til sidst som morfin-lys-mand, p 61.
Kraften i deres forhold gjorde hende i stand til at leve og skrive mere intenst. Men at leve med døden og ikke kunne tale med ham om det, betyder, at hun i en periode ikke kan skrive. Hun oplever, hun lever på en løgn, og for hende er sandhed forbundet med den energi og livskraft, der er hendes eksistensberettigelse, og som gør hende i stand til at skrive:
Jeg skriver romaner. Det er sådan jeg findes i verden, p 19.
Alt som er
I december 2019 møder hun A på en arbejdsrejse til Mexico.
Hun mærker energi og kraft i forhold til A, de er tiltrukket af hinanden, de tilbringer intense stunder sammen,
men uden sex. Hun er stadig i tankerne hos sin syge mand derhjemme, som hun hører sammen med.
Mødet med A forløser dog noget i hende, og da hun kommer hjem, kan hun skrive og leve igen. Hun skriver ti amo, parallelt
med hun er der for sin døende mand. Hun fortæller ham ikke om A, for det har ikke noget med ham at gøre, ham, som hun har lært at elske betingelsesløst.
Romanen slutter med dette smukke fortættede billede af ham, som hun forestiller sig ham i Basilica di San Vitale i Ravenna:
Mellem alt som er, kommer du mod mig, er du hos mig, er du, p 101.
* * *
|
|
|
|
