|
|
Anmeldelse:
Et sorgfuldt kvindeliv
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 11. maj 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Lotte Kirkeby: Hvis man ikke vidste bedre
- FORLAGET GUTKIND.
- Omfang: 207 sider
- Udkommet januar 2022
LITTERATUR/DANSK:
Anmeldelse:
I Hvis man ikke vidste bedre vender en ca. 70-årige navnløs jeg-fortæller tilbage til den provinsby, hvor hun boede med mand og barn, indtil hun forlod dem, da datteren var blevet student.
Fortælleren husker det, som om hun altid stod uden for familien uden at være en del af den. Hendes erindringer er barske og smertefulde, og i tankerne dømmer hun sig selv hårdt og mener,
hun er ansvarlig for familiens sammenbrud. Samtidig er der noget, hun leder efter, noget hun ikke kan huske. Lotte Kirkebys beskrivelse af et kvindeliv i 1970’erne og 80’erne
er en melankolsk og sanselig beskrivelse af en gådefuld og fascinerende kvinde, der har svært ved at tilgive sig selv.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder bogen her.
Kvindebilleder
Fra sin lejlighed har jeg-fortælleren udsigt til byens kirkegård, så hun kan følge med i, hvem der begraves, hvilket harmonerer fint med romanens grundstemning af tristhed. Vi får flere blik på kvinden. Vigtigst er
kvindens bevidste opfattelse af sig selv, som en kvinde, der har fejlet i det meste, mens kvindens detaljerede erindringsbiller, giver et andet og mere kompetent billede af hende. Mandens blik på kvinden viser, at
hun fejler som hustru og mor, og datteren Katrines blik forandrer sig over tid. Veninden Ingrid beundrer hende. De forskellige blikke på kvinden får hende til at flimre lidt for os, hun er overbevisende, men kan være
svær at forstå, svær at fastholde. Det er virkelig godt skrevet.
Forelskelse og forældreskab
Manden og kvinden er navnløse, måske fordi de er tidstypiske. De møder hinanden, mens de læser medicin. De er meget forelskede, og da de bliver færdiguddannede, beslutter de at flytte til provinsen. De bygger et hus,
som manden planlægger detaljeret, og mandens behov for at planlægge og styre begynder at kollidere med kvindens behov for at leve mere tilfældigt med naturen som inspirationskilde. Romanen er fyldt med intense og
sanselige naturbeskrivelser. Hurtigt får parret datteren Katrine, som kommer til at skille dem yderligere ad.
Kvindens fotos viser, at både han og hun føler sig bekymrede og utrygge ved forældreskabet, men de taler ikke om det. De er ikke enige om børneopdragelsen; han synes, hun skal gå hjemme, men hun beslutter at
Katrine skal i dagpleje, så hun kan vende tilbage til arbejdet som børne- og fødselslæge på provinsbyens hospital.
Da Katrine er barn, ligner hun sin mor. Hun går sine egne veje, hun har nok i sig selv, hun elsker natur og elementernes rasen. Mor og datter har deres lege og ritualer og en både verbal og nonverbal kommunikation.
Der er stor ømhed og kærlighed i fortællerens erindring om deres relation på det tidspunkt.
Hun faldt til ro på min mave, som dengang hun blev født (...) Vi kunne blive liggende længe uden at sige noget. Vi lå mave mod mave, og jeg havde mine arme om hende, p. 125.
Selvkritik
Fortælleren ser sine egne mangler som grunden til, at familien gik i opløsning: Hun stiller aldrig spørgsmål til andre. Hun kan ikke se folk i øjnene, hun kan ikke læse ansigter, og
hun mangler det, hun kalder mor-blikket, som hun ser hos veninden Ingrid og andre mødre. Ingrid er hjemmegående husmor og ifølge hende selv god til at forstille sig, så man ikke opdager, at hun mistrives.
De to kvinder spejler sig i hinanden, og længes efter de egenskaber, den anden har. For Ingrid er fortælleren en stærk og selvstændig kvinde med et spændende job. De er nuancerede tidsbilleder af kvinder i 1970’erne,
hvor det stadig var mest normalt, at kvinder var (ofte frustrerede) hjemmegående husmødre, og hvor udearbejdende mødre mødte kritik, der nemt kunne blive til selvkritik.
Kathrine og brændenælderne
Da Kathrine er omkring 6, falder hun en dag ned fra et træ og lander i nogle brændenælder, hvilket hun bliver slemt forbrændt af.
Det er en dag, hvor kvinden efter en hospitalsvagt har holdt Kathrine hjemme fra dagplejen, fordi de nyder hinandens selskab. Kvinden er lidt længe om at høre, at Kathrine kalder på hende,
men selv om Kathrine bliver syg med feber af brandsårene, som klør meget og efterfølgende danner ar, virker hun ikke særligt påvirket af episoden. For manden derimod er episoden et eksempel på kvindens
uansvarlighed, at hun holder Kathrine hjemme, selv om hun er træt efter en vagt og ikke passer godt nok på hende. For kvinden bliver episoden et symbol på hendes manglende evner som mor, som tydeligvis kommer fra manden.
Kvindens erindringer om brændenældeepisoden viser i stedet en smuk og inderlig forbundethed mellem mor og datter, der tackler Kathrines ubehag; her ligger de og hviler sig:
Hun lå mellem mine ben med hovedet mod mit bryst, og inden hun faldt i søvn, smilede hun, p 135.
Afstand og ensomhed
Manden og kvinden glider mere og mere fra hinanden, og begge lader til at acceptere det. Langsomt allierer Kathrine sig med faren, trækker på skuldrene og er ligeglad,
hvis moren taler. Da Kathrine er 12, er hun afvisende og bedrevidende over for sin mor, hun opfører sig på samme måde over for moren, som hendes far gør. P. 174-175 beskriver en
særligt grusom scene, hvor far og datter taler til moren på samme måde, som om hun er et irriterende insekt, de forsøger at verfe væk:
- og jeg kunne se på hende, at hun var irriteret over at blive forstyrret, som han blev det, når han læste avis, og jeg sagde noget, p. 174.
At piger i puberteten bliver utilfredse med deres mor og søger bekræftelse hos deres far, er ret almindeligt. Men her er det far og datter mod moren, og faren giver Kathrine ret, hvis mor og datter er uenige.
Kvinden er ensom, usikker på sig selv og sin morrolle, og hun får et forhold til veninden Ingrids mand Niels, som interesserer sig for hende og hører på hende. Den altid klartseende Kathrine fornemmer
affæren, og selv om hun aldrig røber sin viden, skaber den yderligere afstand til moren. Forholdet til Niels er afgjort ikke fortællerens smarteste træk, for de to par er ”bedste venner”. Men noget af
det fornemme ved Kirkebys roman er, at man ikke sympatiserer med fortælleren, men efterhånden alligevel får medfølelse med hende, fordi hun har mistet det smukkeste hun havde,
først en stor forelskelse, så et intenst og specielt moderskab, og siden har overbevist sig selv om, at hun aldrig har haft noget af det.
Forløsning
For kvinden er den endelige beslutning om at forlade mand og datter ikke svær, de behøver hende ikke længere...
...og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var svært at svigte og forlade hende, men det var det ikke, for hun havde allerede selv givet slip, p. 184.
Mod romanens slutning møder kvinden en person fra Katrines barndom, et vidne, der har set, at hun engang var en del
af en kærlig familie. Kvinden genkender også sig selv som mor i en anden kvindes bevægelser, en anden kvinde, som måske er Kathrine? Romanen slutter åbent og på smukkeste vis
med kvindens intense og sitrende genoplevelse af at have været en kærlig mor.
|
|
|
|
