|
|
Anmeldelse:
Et lykkeligt menneske, der har kendt meget ulykke
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 22. januar 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Suzanne Brøgger En forfatters dagbog 2010-2020
- Gyldendal, 425 sider
- Udkommet 2021
LITTERATUR/DANSK:
I En forfatters dagbog 2010-2020 kommer vi helt tæt på, hvem den private Suzanne Brøgger er. Brøgger har brugt det meste af sit forfatterskab til
at skrive om sig selv, men har samtidig ført dagbog for at kunne skrive sit allerinderste frem og beholde det for sig selv. Dagbogen beskriver et fascinerende
og indholdsrigt liv med mange rejser, samvær med spændende mennesker, livet med den store kærlighed og ønskebarnet, men også Brøggers egne smertepunkter, og et
ægteskab med udfordringer. Brøgger deler gavmildt og humoristisk sine inderste tanker og sin nysgerrighed i forhold til livet og mennesker med os. Man kan ikke
undgå at blive fascineret.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder bogen her.
Manglende grænser
På dagbogens første side fortæller Brøgger, at hun skriver dagbog for at fremkalde eget liv. Brøgger har aldrig troet, at hun havde
ret til at have noget for sig selv. Hun voksede op i en dysfunktionel familie, hvor moren krævede alt for meget af hende, fordi hun mente, at datteren
var helt fantastisk og kunne klare alt, samtidig truede moren jævnligt med selvmord. De manglende grænser som skyldes barndommen, p 106, og oplevelsen
af bestandigt at skulle stå til rådighed for andre, er Brøggers kernesmertepunkt. Siden ungdommen har hun brugt sig selv og sin krop i det offentlige rum,
som skuespiller, journalist, rejseskribent, og først og fremmest i sit forfatterskab. I sine bøger skriver hun som den person, hun fremtræder som i offentligheden.
Dagbogen er det sted, hvor Brøgger kan være helt sig selv.
Krukke
På dagbogens første side fortæller Brøgger, at hun skriver dagbog for at fremkalde eget liv. Brøgger har aldrig troet, at hun havde ret til at have noget for sig selv. Hun voksede op i en dysfunktionel familie, hvor moren krævede alt for meget af hende, fordi hun mente, at datteren var helt fantastisk og kunne klare alt, samtidig truede moren jævnligt med selvmord. De manglende grænser som skyldes barndommen, p 106, og oplevelsen af bestandigt at skulle stå til rådighed for andre, er Brøggers kernesmertepunkt. Siden ungdommen har hun brugt sig selv og sin krop i det offentlige rum, som skuespiller, journalist, rejseskribent, og først og fremmest i sit forfatterskab.
I sine bøger skriver hun som den person, hun fremtræder som i offentligheden. Dagbogen er det sted, hvor Brøgger kan være helt sig selv.
I 2014 udkommer Louise Zeuthens Krukke, en biografi baseret på Brøggers dagbøger og brevkorrespondance frem til 1985, som Zeuthen kan bruge uden indblanding fra Brøgger, eneste betingelse er, at mand og barn ikke må indgå. Da Krukke udkommer, hævder Brøgger, at den beskriver de dele af hendes liv, der er interessant, livet frem til hun blev 40. Siden har hun bare levet et almindeligt uinteressant liv på landet med mand og barn og skrevet sine bøger.
Man fornemmer i En forfatters dagbog, at udgivelsen af Krukke sætter en forandringsproces i gang for Brøgger. Zeuthen hævder, at Brøggers forfatterskab er virkelighed, fiktionen er hende selv, p 159. Denne betragtning rammer i første omgang Brøgger hårdt:
Zeuthen har revet hele den kunstneriske bearbejdning jeg har sat mit liv ind på væk, i stykker (...)
Og tilbage står råmaterialet, det ubærlige, p 207.
Brøgger bruger energi på at undersøge Zeuthens betragtning, og det er virkelig fascinerende at følge, hvordan hun modigt griber muligheden for
at forstå sit forfatterskab på en ny måde, selvom det gør ondt, og når frem til, at Zeuthen har ret. Brøgger har beskrevet virkeligheden,
sin egen lidelse og sin egen livsglæde, hun har overlevet ved at skrive og har skrevet sig ud af depressionen. Hun har bearbejdet sit liv kunstnerisk,
men bearbejdningen gør ikke værkerne fiktive. Måske er det disse erkendelser, der får Brøgger til at fortælle om hele sit liv til Alf van der Hagen i
Suzanne Brøgger. Samtalememoirer fra 2020 og udgive En forfatters dagbog 2010-2020. Så vores forståelse af hendes virkelighed får flere nuancer.
Jeg tænker ikke over, hvordan jeg har det
Brøgger er på mange måder et ydmygt menneske, der ikke har behov for at tale om sig selv og ikke er særlig optaget af, hvordan hun har det, i stedet har hun skrevet bøger om sit liv. Hun lider dog ikke af falsk beskedenhed og regner sig selv for en af de ”største” p 154, sammen med fx Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen. Hendes omgangskreds består overvejende af danske og internationalt kendte kulturpersoner, og vist er det interessant at vide, hvem Brøgger omgås, men det kunne med fordel have været nedtonet, og det er irriterende, synes jeg, at mange kun nævnes ved fornavn. De aktuelle problemer i Det Danske Akademi påvirker Brøgger ganske meget, især det, hun beskriver, som Marianne Stidsens deroute. Det er vedkommende at få en beskrivelse af Akademiets misere indefra, men jeg kunne godt have undværet de øgenavne, Brøgger tildeler nogle af akademimedlemmerne.
Det mest interessante i dagbogen er, når Brøgger beskriver sit liv og samtidig reflekterer over det. I mange år har hun boet i den gamle skole i landsbyen Løve på Vestsjælland, hvor hun stadig bor. Her har hun kunnet trække sig tilbage og være privat og nogenlunde sig selv, boligen, mener hun, har været hendes redning som modvægt til det hektiske offentlige liv. Den anden redning har været mødet med litteraturforskeren og lyrikeren Keld Zereunith i 1985.
Den store kærlighed
Keld Zerunith er hendes store kærlighed. De får en datter sammen i 1986, og dagbogen kan faktisk ses som en kærlighedserklæring til Z, som hun kalder ham, dog ikke af den rosenrøde slags. Hun er stolt af ham og synes, han er den klogeste mand i Danmark, og han kalder sig selv hendes nar og vismand, p 72. Brøgger beskriver ham som sit skjold mod omverdenen, p 142, og han hjælper hende med at sætte grænser. Deres hverdag sammen på landet fungerer, og de har mange fælles interesser, bl.a. rejser de meget.
At de er inderligt forbundne, er der ingen tvivl om, men de er meget forskellige, og ægteskabet har mange udfordringer. Z kan – modsat Brøgger - godt lide at tale om sig selv, han interesserer sig kun for fortiden, er uinteresseret i det samfundsmæssige og nutiden og læser ingen nutidige romaner. Samtidig er han psykisk skrøbelig, lider af depressioner og sygdomsangst, og i dagbogen beskrives en af hans middelsvære depressioner, der tærer hårdt på dem begge. Datteren Luzia har dette spørgsmål til ubalancen i ægteskabet:
Zia spørger, om jeg overhovedet bestemmer noget selv? P 57.
Beskrivelsen af ægteskabet er på én gang smuk, nænsom og hudløst ærlig og selvfølgelig formidlet med vanlig brøggersk humor
I går ebbede livet ud af ham. I dag vil han have nye briller. Det er dén rutsjetur, der er så smertefuld at udholde, p 313.
Mit livs lys
Smuk er også beskrivelsen af datteren Luzia, der bliver født i 1986. At få Luzia har været ukompliceret for Brøgger. Et velfungerende mor datter forhold er forfriskende at høre om i en tid, hvor smertefulde og komplicerede mor datter forhold fylder godt i litteraturen. Brøgger er umådelig stolt af Luzia, og kærligheden til hende er så stor, at den nærmest antager religiøse dimensioner, fx beskrives datteren som mit livs lys, p 98. Det er tankevækkende, at Luzia oplever den på mange måder robuste Brøgger som skrøbelig.
Et ganske særligt menneske
Brøgger er lykkedes med så meget. Hun har fundet en måde at leve et usædvanligt spændende og modigt (offentligt) liv og samtidig skrive om det, og hun har fået en kernefamilie til at fungere. Bagsiden af alt, hvad hun er lykkedes med, har været de manglende grænser og en oplevelse af at skulle stå til rådighed. Dagbogen beskriver også det at blive ældre, at den aldrende krop kræver mere opmærksomhed, og energien er for nedadgående. Det er fascinerende at læse om Brøggers liv, fordi hun er i det, som det særlige menneske hun er, begavet, vidende, klog og modig, og vi er heldige, at hun har været gavmild nok til at dele så meget af det med os.
|
|
|
|
