|
|
Anmeldelse:
18. november-mennesker
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 26. november 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Solvej Balle: "Om udregning af rumfang III"
- Forlaget Pelagraf, 176 sider
- Udkommet i 2021
LITTERATUR/DANSK:
I Solvej Balles Om udregning af rumfang III møder vi igen antikvarboghandleren Tara Selter, der er fanget i 18. november. I slutningen af II’eren mødte Tara for
første gang et andet menneske i samme situation som hende selv, sociologen Henry. Taras organiske blik på verden og længsel efter det liv, hun har mistet, brydes i
III’eren med Henrys kritik af den vestlige civilisation. Henry var træt af sit gamle liv og nyder sit nye ustressede liv i 18. november. Senere møder Henry og Tara to
andre 18. november-mennesker, der mener, de har en mission. III’erens rammende og tankevækkende modernitetskritik gør dette bind mere urovækkende og pessimistisk end de
to første, men det er stadig frydefuld læsning, og humoren er intakt, som når bøger afleverer sig selv på biblioteket.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder bogen her.
Tara møder Henry
Solvej Balle udfolder i III’eren for alvor sit mangesidige talent, der spænder fra sansemættet og detaljeret realisme til avancerede filosofiske diskussioner. Poetisk og smukt beskrevet er Taras møde med Henry:
At genkende et menneske, der genkender tilbage, p 9.
Henry flytter ind i Taras lejlighed i Düsseldorf i Tyskland. De fortæller hinanden om deres liv, og romanen får en ny dynamik, fordi Henry oplever en frisættelse og mener, hans 18. november er resultatet af et meget stresset liv; han nyder at have god tid. Han har forsket i forsket i skift og brud i menneskets evne til omstilling, hvilket man må sige, giver ham et godt udgangspunkt for at tilpasse sig den nye tid. Henry er nordmand og har en ekskone og en søn i Ithaca, USA, som han besøger med jævne mellemrum, og han nyder at kunne være nærværende med sønnen. Han mener, den almindelige tid går for stærkt og er meningsløs, og at Europas og Vestens undergang er nær.
# 1144
Henry og Tara er fælles om angsten for at spise verden op, fordi den mad, de køber, skaber tomme pladser i forretningerne, der ikke kan fyldes op igen. Derfor må de sprede deres køb og prøver så vidt muligt at købe mad, der har sidste salgsdag og alligevel skal smides ud. En elegant kommentar til vores madspild og forbrug-og-smid-væk-kultur. Deres nænsomhed med hinandens forskelligheder er smukt beskrevet, de ved begge, at de kun er sammen, fordi de er i den samme situation. De er begge i 30’erne og har opholdt sig i 18. novembers tidslomme lige længe, i godt tre år, # 1144. Efter en periode i Düsseldorf skilles de, men de aftaler at kontakte hinanden eller mødes hver gang, der er gået 100 dage. Deres bavl med at få mobiltelefoner til at virke og computere til at gemme er ovenud morsomt og genkendeligt beskrevet.
Taras store tab
Tara tager en tid tilbage til sin ægtemand og soulmate i Nordfrankrig, Thomas. Sammen drev de et antikvariat og levede et meningsfyldt og noget nær perfekt liv, fuld af kærlighed, erotik, gamle bøger, hus og have. Men denne gang fungerer det ikke, at Tara hver morgen fortæller Thomas, at det er 18. november, og at hendes tid er gået i stykker. De glider længere og længere fra hinanden, og Tara må erkende, at deres liv sammen er slut. Det kaster hende ud i den hidtil alvorligste krise, hvor intet giver mening, heller ikke at tælle dagene og skrive om og dokumentere livet i 18. november. Det er ikke Balles ærinde at beskrive sine karakterer psykologisk, og Taras krise beskrives nøgternt og konstaterende. Handlingslammet af fortvivlelse glemmer Tara at kontakte Henry efter 100 dage, men heldigvis har Henry mødt Olga, der også er fanget i 18. november, og hun får Tara med tilbage til Düsseldorf.
Olgas og Ralfs mission
Olga er 17 år, fra Østrig og politisk aktiv, da hun bliver fanget i 18. november ved en demonstration i Lugano mod finansfolk og politikere. I tidslommen har hun mødt Ralf, it-kyndig fra Bremen i Tyskland, og de har kendt hinanden i et stykke tid, da de møder Henry og Tara. Olga og Ralf er helt overbevist om, at 19. november en dag kommer, og de mener, deres situation skyldes, at de skal redde verden fra:
(...) den konstante strøm af ulykker og tragedier, at mennesker kommer til skade, sygdom og ulykke, grusomheder, uretfærdighed og fattigdom, p 132.
De vil dog redde verden på forskellig vis, og det har de mange passionerede (og undertiden noget langtrukne) diskussioner om. Olga vil ændre det samfundsmæssige fundament, de strukturelle og grundlæggende problemer, der er årsag til elendigheden. Hvorimod Ralf vil redde konkrete ulykker fra at ske 18. november. De er begge unge og idealistiske, Ralf har beholdt sit arbejde i Bremen og er ved at udvikle et computerprogram, der kan overføre data om ulykker fra én 18. november til den næste. Olga slutter sig til projektet, mens Henry og Tara er mere skeptiske. Tara vil fortsat fokusere på at studere konkrete ting i fortiden, og Henry vil studere ”de dele i fortiden, som har ført til en verden i færd med at smuldre”, p 159.
Hverdagen
Så nu er de fire, og de beslutter at ”købe” et meget stort patricierhus i Bremen. Huset viser sig at indeholde en slags beskyttelsesrum fyldt med forråd, hvilket er smart, men også giver associationer til undtagelsestilstand og krig. Mest fylder hverdagen dog, strategier udvikles for at undgå at spise verden op og for at sørge for, at tingene ikke forsvinder fra dem. Det er stadig vældig morsomt at læse om, hvordan de finder ud af at holde på tingene, oveni købet er det forskellige ting, de fire ”kan holde på”. Til slut dukker endnu flere 18. november-mennesker op, og igen har man ikke den fjerneste ide om, hvad der kommer til at ske i IV’eren. Herligt! Måtte den komme snart.
At dyrke sin have eller redde verden?
Her i III’eren sker der en gedigen udvidelse af perspektivet. Fra kun at have handlet om Taras måde at overleve på alene i 18. november i bedste Robinson Crusoe stil ved at tælle dagene og finde noget meningsfyldt at foretage sig, bliver serien nu mere filosofisk, og som i Voltaires Candide diskuteres det, om man skal passe sin have som Tara, eller redde verden som Olga og Ralf, eller man kan som Henry analysere, hvorfor den vestlige civilisation er kommet på afveje, måske inspireret af Spenglers Vesterlandets undergang. Balle kan sin litteratur- og filosofihistorie, og hun lykkes stort set med at lade personerne være troværdige fiktive personer, der repræsenterer hver deres filosofiske position.
Synsvinklen er stadig Taras, og hendes praktiske, nøgterne og humoristiske blik på virkeligheden er en befriende modvægt til de tre andre personers teoretiske tilgang til verden. Tara er mest optaget af den fysiske overlevelse samtidig med, at hun øver sig i at være nærværende gennem en sansemættet registrering af detaljerne i sin nye virkelighed. Taras synsvinkel spejler formfuldendt Balles skrivestil. Et enkelt sted beskrives Tara udefra:
Og Tara. Tara Selter. Hun gik rundt på de tomme trægulve, før hun satte sig sammen med de andre, p 161-62.
Tara alene, men nu også blandt venner. Hvordan mon hun kommer videre?
|
|
|
|
