|
|
Anmeldelse:
Om nye erkendelser og nye romanformer
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 1. september 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Peter Nielsen: ”Med fortællingen går jeg i døden – essays om den nye europæiske romankunst”
- Informations forlag, 340 sider
- Udkommet marts 2021
LITTERATUR/DANSK:
Med fortællingen går jeg i døden af Peter Nielsen, litteraturredaktør på Information, består af 13 fabelagtige essays om den nye europæiske romankunst. Fra 1945 til i dag analyserer Nielsen europæiske romaner, der i kunstnerisk form skaber ny erkendelse for mennesket om at være menneske. Nielsen viser overbevisende, hvordan romanerne giver en ny forståelse af vores tid og via nye former skaber en særlig værdi og måde at tænke på. Nielsen er en fremragende tekstlæser og har som litteraturhistoriker det store overblik over europæisk litteraturhistorie fra antikken frem til i dag. Med fortællingen går jeg i døden giver håb til alle romanelskere, der jævnligt gribes af afmagt over verdens generelle elendighed.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder bogen her.
Virkelighedens bestialitet
Alle Nielsens forfattere slås med at finde en form, der kan rumme nye erkendelser, og de skriver tæt på elendigheden med en stærk sans for detaljer. Romanerne efter holocaust forsøger at finde et sprog, der kan rumme katastrofen i den europæiske civilisation.
Ungarske Imre Kertész overlevede Auschwitz og Buchenwald, og han kæmper i sit forfatterskab fra 1975 med at gengive holocaust for andre, så det bliver nærværende og muligt at sanse uden sentimentalitet. Han udvider grænsen mellem ml. fiktion og dokumentarisme, han skriver ikke vidnesbyrdlitteratur, for ham bliver romanen en æstetisk form, der kan rumme en virkelighed, der overgår vores forstand og erkendelse. Hans romaner viser fra forskellige synsvinkler menneskers oplevelse af virkeligheden i en kz-lejr. Har man været i kz-lejr, bliver man en anden slags menneske, hjemløs i en tilværelse, der hviler på negative erfaringer.
Med sit forfatterskab er Kertész med til at integrere holocaust i den europæiske civilisation, p. 109; ikke at fortrænge og glemme, men insistere på, at det ufattelige er sket. At det er sket som en del vores historie, det er ikke en parentes, som ikke passer ind i resten. For Kertész er ondskab det almindelige, og godhed er undtagelsen! Nielsen er helt overbevisende i sin analyse af Kertész.
Selvbedrag
En del af Nielsens forfattere arbejder med at skildre erindrings-
processen autentisk i romanform. En af dem er (øst)tyske Christa Wolf, der i Kassandra fra 1983 ønsker at finde en form, der kan rumme katastrofen. For Wolf er katastrofen både 2. verdenskrig og det østtyske regime efter krigen, og hun giver katastrofen et fiktivt udtryk ved at gribe tilbage til antikken og krigen mellem Troja og Hellas, som Troja taber. Den trojanske kongedatter Kassandra bliver efter krigen taget med tilbage til kong Agamemnons palads i Grækenland. Kassandra har evnen til at se ind i fremtiden, og derfor ved hun, at hun skal henrettes. Romanens ramme er, at Kassandra venter uden for paladset, hvor hun skal henrettes. Hendes erindring af forløbet op til krigen og selve krigen er romanen, hendes indre monolog er formen. Kassandra fortæller om fortiden, for at ”vi” kan forstå, hvad der har ført til katastrofen og for at tænde et håb om, at vi kan ændre det i fremtiden.
Kassandra er Wolfs talerør, Wolf er som forfatter også historiefortæller, pointen er, at den fatale trang til selvbedrag er grunden til katastrofen, og vi skal lære at genkende selv-
bedraget i os selv. Det er Kassandra, der går i døden med fortællingen, titlen på Nielsens bog, for hende er der intet håb. Den episodiske og fragmentariske erindringsform, som Kassandra er skrevet i, er med til at understrege selvbedragets mange forekomster og niveauer. Nielsens analyse illustrerer fornemt, at Wolf ikke finder noget håb i nutiden, håbet findes kun i erkendelsen af fortidens fejl i erindringens form:
Kun historiefortælleren besidder gaven at tænde et glimt af håb i det forgangne (p. 135).
De bygninger vi skaber
Tysk-engelske W. G. Sebald bruger i Austerlitz fra 2001 romanformen til at skabe en fiktiv erindring om 2. verdenskrig. Sebald er født i 1944 og har ikke selv en erindring om krigen, men han tilhører en generation af forfattere, der forsøger at holde holocaust i live og undgå fortrængning, p. 196. Austerlitz har erindring som både tema og form; romanens navnløse og tilbagetrukne fortæller møder hovedpersonen Austerlitz i kulturbærende europæiske byer, hvor Austerlitz fortæller om sine studier og afdækker sin fortid.
Austerlitz er arkitekt, han blev sendt fra Prag til England under 2. verdenskrig af sin jødiske familie og adopteret af en engelsk familie. Han har fortrængt sin fortid og rejser som voksen rundt i Europa for huske. Han husker sin egen fortid gennem sine analyser af bygninger og infrastrukturer, som han deler med fortælleren, når de mødes. Austerlitz’ analyser demonstrerer, hvordan især fæstninger, banegårde og jernbanesystemer peger frem mod holocaust. Austerlitz’ forældre blev fragtet med tog til kz-lejr, og scenen hvor han husker og forstår dette, er et nøglepunkt i romanen, der binder Austerlitz fortid sammen med hans store interesse for infrastruktur. Kz-lejrene havde ikke været mulige uden et omfattende jernbanenet.
Romanen forstår holocaust som en del af en kontinuerlig og civilisatorisk europæisk udvikling, med det særlige greb at fokus er på fæstninger, banegårde og jernbanesystemer. Austerlitz, som er arkitekt, bliver en slags tegntyder af bygninger og infrastrukturer, der er med til at gøre holocaust mulig, p. 195.
Jeg var ikke bekendt med romanen, men Nielsen viser brillant og indsigtsfuld, hvordan Austerlitz’ personlige erindring flettes sammen med en forståelse af sammenhængen mellem de bygninger, vi skaber, og de mennesker vi er – som en slags kollektiv erindring.
Krønike for fremtiden
Nielsen slutter sin essaysamling med en analyse af Bøn for Tjernobyl af den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, der blev oversat til dansk i 2018. Bøn for Tjernobyl handler om Tjernobylkatastrofen i Ukraine i 1986, og det er en pointe for Nielsen, at han startede sin bog med romaner, der bearbejdede holocaust efter 1945, og han slutter sin bog med Bøn for Tjernobyl, der bearbejder en ny ufattelig katastrofe. Bøn for Tjernobyl er ikke en traditionel roman, der er ingen handling eller fiktive personer, den består af ”et kor af stemmer” i form af forskellige slags personlige vidnesbyrd fra katastrofen, Aleksijevitj’ dagbog og citater og uddrag fra andre forfattere.
Nielsen peger på Bøn for Tjernobyl som en ny form for roman, der rummer helt nye menneskelige erfaringer. Aleksijevitj har som journalist hentet stemmer fra virkeligheden, i den forstand er der tale om sande vidnesbyrd, men hun bearbejder dem æstetisk og skaber dermed en æstetisk intention i romanen og en kompositionens enhed, der gør en række eksistentielle og filosofiske spørgsmål mulige: Hovedpersonen er Tjernobyluniverset, hvad har katastrofen gjort ved det at være menneske? Hvordan skal vi forstå og leve videre med, at radioaktiviteten har sprængt vores tidligere opfattelse af grænser og af tid, og hvad betyder det, at radioaktiviteten er 250.000 år om at nedbrydes? De forskellige stemmer i Bøn for Tjernobyl forstår ikke til fulde konsekvenserne af katastrofen. Aleksijevitj understreger, at det ikke endnu er en mulighed at forstå konsekvenserne, på den måde er bogen skrevet som en krønike for fremtiden, hvilket er bogens undertitel, p. 322:
Når Aleksijevitj beskriver Tjernobyl, så skriver hun om en erfaring, som vi endnu ikke til fulde har forstået og bearbejdet.
Sluttelig
Nielsen er suveræn i sine analyser af, hvordan hans 13 romaner peger på nye erkendelser via nye former. Bogen er uhyre velskrevet, og selv om det er tilværelsens store filosofiske og erkendelsesmæssige spørgsmål, romanerne forholder sig til i æstetisk form, bliver sproget aldrig tungt eller opstyltet. Man får lyst til at læse eller genlæse romanerne, og Nielsens imponerende viden, skrivelyst og engagement brænder hele tiden igennem.
Jeg får dog lyst til forsvare de romaner, der ikke eksperimenterer med formen eller bringer nye erkendelser, men som via et interessant persongalleri og et overbevisende plot giver indblik i andre verdener, romaner som, nå ja, underholder.
|
|
|
|
