|
|
Anmeldelse:
Indre lys og indre mørke
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 6. juli 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen
- Politikens Forlag, 464 sider
- Udkommet marts 2021
LITTERATUR/DANSK:
Jesper Wung-Sung tegner er fængslende portræt af Ida Hammershøi i romanen Kvinde set fra ryggen. Ida var gift med den
berømte maler Vilhelm Hammershøi, som flittigt brugte hende som model. Især malede han hende bagfra, og Idas lysende nakke er verdensberømt.
Man kan læse romanen for det vellykkede portræt af Ida og hendes samtid, men det virkeligt fascinerende er Hammershøis malerier af Ida, som de beskrives af Ida.
Malerierne vidner for Ida om, at hun er set og elsket. Men samtidig skaber malerierne afstand mellem Ida og Vilhelm, fordi Vilhelm kun interesserer sig for at male.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder bogen her.
Da Ida mødte Vilhelm
Ida møder Vilhelm i 1890, hun er 20, og Vilhelm er 26. Romanen er skrevet i 3. person og, synsvinklen er Idas. Ida er tænksom og elsker liv og bevægelse, det anderledes og forandring, og så besidder hun en særegen humor, men hun er stærkt begrænset af at være kvinde. Ida er vant til fysisk hårdt arbejde, hun er en slags all-round medhjælper hjemme i Stubbekøbing, hvor faren er købmand, hendes ene storebror, Hans Christian, er død, og den anden, Peter, er maler. Moren er blevet sindssyg af sorg over at have mistet den ene søn og mener, at det burde være Ida, der var død, p 80. Morens sindssyge viser sig som raseri, der primært går ud over Ida. Broren Peter, der maler, har Vilhelm med på besøg i Stubbekøbing i 1890.
Vilhelm Hammershøi er i 1890 kendt for at være en dygtig maler, men også for at gå sine helt egne veje, som allerede har vakt kritik. Hans malerier er gådefulde med enkle, rene linjer, en særlig farvebrug og uden bevægelse. Som person er han stille og indadvendt og udelukkende interesseret i at male. Han taler næsten ikke med Ida, man han ser hende, bliver forelsket i hende, frier til hende og maler hende.
Det første maleri af Ida
Vilhelms første maleri af Ida, Portræt af en ung pige, er afbildet på indersiden af bogomslaget foran i bogen. Billedet viser en smuk ung Ida i sit pæne tøj. Ansigt, hals og hænder er malet i lyse farver. Blikket er åbent og samtidig uudgrundeligt. Hænderne er på en gang grove og blide, og forlovelsesringen lyser. Resten er malet i gråsorte, grønne og gyldne toner.
Ida bliver hurtigt forelsket i Vilhelm, og deres begær er gensidigt. Når han maler hende, oplever hun at blive set og værdsat, og dette ydre blik på hende får hende til at se sig selv på en anden måde, hun tænker, p 76:
For kan man blive en anden, bare fordi nogen har set på én?
Jævnbyrdige?
Ida og Vilhelm skal bo i København, og det er godt for Ida at slippe væk fra hjemmet og især fra moren. Men der venter nye udfordringer. Vilhelm kommer fra det dannede borgerskab, og Ida er en provinspige uden uddannelse. Hun finder sig aldrig til rette blandt borgerskabet, og fra starten er det tydeligt, at hun ingen hjælp får fra Vilhelm. Han ser, elsker og begærer Ida, men hans virkelige begær er at male. Han har valgt Ida, fordi han i hende ser sin yndlingsmodel, fordi hun for ham stråler af det liv, som han selv mangler. Og fordi, som han selv formulerer det:
Ida. Jeg kan ikke engang barbere mig selv. Hvis du flytter dig, så falder jeg, p 146.
Ida står for kontakten til den ydre verden, hendes opgave er at sikre de rammer, som gør Vilhelm i stand til at male. Hendes behov anses som ikke eksisterende. Vilhelm bruger al sin energi på at male og forfine sin teknik. I starten synes Ida godt om hans måde at male på, og da han mod slutningen af bryllupsrejsen maler Dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru, er Ida optaget af, hvor jævnbyrdige, de er på maleriet. Jævnbyrdigheden handler dog mere om, at de hver især har det, den anden mangler, som Vilhelm forklarer Ida p. 152. I virkelighedens verden må Ida leve helt på Vilhelms præmisser.
Indre mørke og indre lys
I midten af 1890’erne bliver Ida syg, hun begynder at råbe og får voldsom migræne. Hun kæmper med sit viltre indre, som hun beskriver som en frygtindgydende afgrund i hende, p. 224. Ida har ikke megen indflydelse på sit liv og mangler noget at kaste sig over, p, 229. Hun står model for Vilhelm og tager hånd om husholdningen, men de får ingen børn. De går ikke meget ud, for ingen af dem passer ind blandt borgerskabet. Ida og Vilhelm er modsætninger, Ida elsker fremskridtet, mens Vilhelm hader moderniteten. Ida elsker blomster og vil gerne have et hyggeligt hjem, mens Vilhelm vil have rene enkle linjer, ingen blomster og så få møbler som muligt, og det er selvfølgelig Vilhelm der bestemmer indretningen, som han bestemmer alt andet. Ida elsker bevægelse, og at stå model i timevis er en pine for hende. Ida synes nu, at Vilhelms kunst er kedelig og grå. Beskrivelserne af Idas smerte over at være uforløst er hjerteskærende, man føler medfølelse med Ida og vrede over, hvor usselt det var at være kvinde omkring 1900-tallet. I denne periode
Mens Ida kæmper med mørket i sit indre, kæmper Vilhelm med sin kunst. Han ser ikke Idas smerte og stiller ikke spørgsmålstegn ved rollefordelingen i ægteskabet. I denne periode maler Vilhelm To figurer, (Dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru), hvor Ida stråler af indre lys. Ida føler sig ikke set og synes ikke maleriet ligner hende, men Vilhelm ser den inspiration i hende, han har brug for.
Kvinde med tekop
I maj 1906 bliver Ida opereret for en svulst i underlivet, som hun har ignoreret i lang tid for at kunne stå model. Efter operationen resignerer hun og finder fred med at være Vilhelms yndlingsmodel og hustru. Vilhelm maler billedet Ida Hammershøj med tekop, som er afbildet indersiden af bogomslaget bagest i bogen. Da Ida ser maleriet, bliver hun chokeret over, hvor ældet hun er. Men hun oplever også, at Vilhelm i dette maleri igen ser hende. Han forstår mig jo, når han maler mig, p 349.
Kvinde set fra ryggen
Fra omkring 1905 begynder Vilhelm at blive anerkendt, og han vinder flere store priser. Han maler utallige billeder af Ida, altid bagfra med en lysende nakke. Ida forstår stadig ikke helt Vilhelms malerier, men hun er tiltrukket af det gådefulde i dem. Idas humørsvingninger er blevet mindre voldsomme. Det er snarere en melankoli der siver igennem hende, p. 376. De bliver ved med at begære og elske hinanden, indtil Vilhelm dør af strubekræft i 1916, og Idas liv nærmest går i stå. Hun lever dog videre til 1949.
Idas stemme
Ind imellem synes jeg, at Idas synsvinkel bliver en slags alvidende fortæller. Fx virker tankerne om at have behov for at fortælle sin egen historie for moderne for Ida. Jeg synes også romanen kunne være strammet op, der er virkelig mange beskrivelser af Ida, der står model.
Men langt overvejende har Wung-Sung skrevet en helstøbt roman, der både tegner et præcist billede af tiden omkring 1900 og
et overbevisende billede af Ida og hendes ægteskab. Det unikke ved romanen er, at portrættet af romanens fiktive Ida bevæger sig omkring Hammershøis malerier, der
findes i virkeligheden. Wung-Sung lader Ida beskrive malerierne for os gennem sine egne sindsstemninger og giver hende en overbevisende stemme. Malerierne taler
stadig til os i dag (og bliver solgt for svimlende summer) med deres fremmedgørelse og ensomhed, deres renhed og enkelthed, deres lys og mørke. Ida har et bud på,
hvorfor hendes nakke har fået sit eget liv, p. 329:
Idas nakke. Det er både det mest menneskelige og det mest mystiske (...) Nakken er er Alladins lampe.
|
|
|
|
