|
|
Anmeldelse:
Dobbeltanmeldelse af SUZANNE BRØGGER - "Krystalliseret smerte" er en go' definition på visdom
 
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 14. maj 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Suzanne Brøgger Med egen hånd, 252 sider
- Alf van der Hagen Suzanne Brøgger. Samtalememoirer, 353 sider, oversat fra norsk
- Begge udkommet på Gyldendal 2020.
LITTERATUR/DANSK:
I Med egen hånd går Suzanne Brøgger i dialog med sine første bøger for at undersøge, hvordan hun selv og verden har ændret sig de sidste 50 år.
Samlingens tekster giver et glimrende billede af Brøggers styrker og svagheder som forfatter. Hun er en ægte intellektuel,
der bobler af skrivelyst og overskud, og hun skriver med en befriende humor. Men hun skriver i forskellige genrer, der ikke alle fungerer
lige godt, og hendes flittige brug af associationer giver nogle tekster et overfladisk præg. Van der Hagens Samtalememoirer åbenbarer Brøgger
som en fremragende mundtlig historiefortæller, og bogen er en genremæssig genistreg med van der Hagen som en indsigtsfuld samtalestyrer.
Og endelig kan man læse om hele Brøggers liv - og ikke kun om de første 40 år!
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder de to Suzanne Brøgger-bøger her.
Suzanne Brøgger: Med egen hånd
Forfatter i tiden
Jeg har altid set Suzanne Brøgger som en imponerende kvinde og beundret hende for hendes mod, hendes viden, hendes humor, hendes skrivelyst og hendes evne til at iscenesætte sig selv.
I Med egen hånd undersøger Brøgger, - hvordan verden har bevæget sig og mig på et halvt århundrede, p. 11. Hun har et godt blik for, hvordan tidsånden har bevæget sig og forandret hendes forfatterskab. Teksterne favner bredt, fra at foreslå, at # Me-Too bevægelsen er et af symptomerne på detroniseringen af kunsten, p. 12, til en tale om At tro og ikke tro, p. 177. Brøgger har en pointe i.f.t. # Me-Too, selv om det vel snarere drejer sig om detroniseringen af kunstneren. I forhold til tro er Brøgger blevet (lidt) kristen og kirkegænger på sine ældre dage, men hun har altid haft en sympatisk indsigt i det spirituelle, som hun definerer som troen som en usynlig hengivelsesakt til det ukendte, p. 181.
Associerende essays
Med egen hånd er et eksempel på det, Brøgger kalder sin særlige blandingsgenre, som består af essays, fortællinger, portrætter, reportager, interviews, taler, breve og noter. Nogle tekster/genrer fungerer, mens andre ikke gør.
Især i sine essays har Brøgger en tendens til fri association, som viser, hvor belæst hun er, men som samtidig ofte består af argumenter, der ikke føres til ende. I essayet Kult skriver hun om død og jeg-dannelse. Hun inddrager Platon, Johannes’ Åbenbaring, Odysseus, Kierkegaard, Romeo og Julie, Dantes Guddommelige Komedie, HC Andersen m.fl. på 6,5 sider. Vist er det interessant, hvor smertefuldt det er at blive et jeg, men enten burde teksten strammes op, eller også burde de mange referencer bredes ud.
I essayet Mellem kærlighedens eros og agape gør samme tendens sig gældende. I forsøget på at beskrive menneskets spirituelle udvikling fra Antikken til i dag inddrages så mange referencer og argumenter, at man ganske mister overblikket.
Kvindefrigørelse og indre tomhed
De tekster, der fortæller en sammenhængende historie, fungerer ofte bedre end hendes essays. Mellemhelvede er en reportage med kommentarer, der beskriver Brøggers rejse til syrisk Kurdistan, Rojava, sammen med Puk Damsgård. De skal koncentrere sig om de forskellige former for kvindekamp og frigørelse i området, og de besøger kvindelige krigere og aktivister, kvinder der er blevet trætte af mandssamfundet og kvinder i den berygtede Al-Hol-lejr, der er IS-fanger. I reportagen mærker man Brøggers engagement i kvinders situation i verden som den røde tråd, og hendes associationer til egne oplevelser eller kvinder i andre situationer giver mening. Det er modigt at begive sig på en rejse som denne, når man er i 70’erne, at udholde fare, varme og primitive forhold og så alligevel have overskud til at være humoristisk:
Det var ikke mit kvindelige behov at sove blandt frøer og skorpioner, så jeg tog tilflugt til et køligere rum udenfor under den kuplede hvælving,
direkte på jorden, og funderede natten igennem over kvinders behov, p. 99.
Min yndlingstekst er formet som et brev og hedder Ingen. I den fortæller Brøgger om sin egen indre Ingen. Hun er vokset op i en dysfunktionel familie,
hvor moren konstant truede med selvmord, og hvor hun også måtte tage sig af sine yngre brødre. Tvunget til at blive alt for tidlig voksen, fik hun en indre oplevelse af at være Ingen, der altid skulle dække andres behov:
Jeg har altid været åben som en si – men har haft svært ved at vurdere, hvad der var godt for mig at tage ind. Det har jeg måttet overlade
til højere instanser. Alligevel er der nok en afvisning inde i den lille pige, inde fra værdiløsheden, dérfra, hvor hun afviser sig selv.
Men den værdiløshed - at være Ingen - er samtidig det ypperste udgangspunkt for spirituelle erfaringer, må man formode, p. 122.
Jeg vil anbefale Med egen hånd, hvis man virkelig interesserer sig for Brøgger. Samtalememoirerne derimod kan jeg varmt anbefale til alle, der har lyst til at læse historien om en ganske særlig kvinde.
Van der Hagen: Samtalememoirer
En bemærkelsesværdig samtale
I de særdeles læseværdige Samtalememoirer fortæller Brøgger om sit liv og sin kunst frem til nutiden, hvor hun er i midten af
70'erne. Samtalen styres behændigt af norske Alf van der Hagen, der har udgivet flere anmelderroste samtalebøger i Norge, og han viser sig som en klog og indlevende person, der indsigtsfuldt giver Brøgger mulighed for at fortælle om, hvem hun er bag de offentlige masker. De to er tydeligvis på bølgelængde, og Brøgger er en fremragende mundtlig fortæller. I denne bog er der en rød tråd i Brøggers
associationer, fordi de tager udgangspunkt i hendes liv, hendes kunst og hendes holdninger til verden.
Myte og menneske
I 2014 udkom den første Brøgger-biografi Krukke af Louise Zeuthen. Den spændende biografi var baseret på Brøggers dagbøger og brevkorrespondance fra hendes første 40 år. Om Krukke siger Brøgger til van der Hagen:
Og det kan jeg se tydeligt nu, at den biografi er som et slør. Den er endda en maske, der holder et særligt billede levende, som jeg kan skjule mig bag. Fordi det er det billede, folk interesserer sig for, p. 58.
Det særlige billede, andre steder i forfatterskabet kaldt myten, som Brøgger har skjult sig bag, dominerer hendes liv, frem til hun er i starten af 40’erne. Her betyder livet på den gamle skole i landsbyen Løve på Vestsjælland og mødet med den store kærlighed, litteraturforsker og lyriker Keld Zereunith, at Brøgger finder ro og stabilitet i sit liv, og hun får en datter i midten af 1980’erne. Men i offentligheden fastholder hun myten om, hvem hun er.
Brøgger giver ofte udtryk for, at hun har haft svært ved at finde ud af, hvem hun var inde bag de roller, hun har vist udadtil. At hun har haft svært ved at sætte grænser og passe på sig selv. Hun bruger udtrykket at være meget gavmild med sig selv. Brevet om Ingen fra Med egen hånd
beskriver den indre tomhed, hendes opvækst skabte, og som har fået hende til at give andre for meget af sig selv. Men samtidig forstår Brøgger denne Ingen som udgangspunktet for sin spiritualitet, det er her – midt i smerten - hendes kreativitet opstår, og det har reddet hende, at hun har kunnet skrive. Det er en interessant dobbeltfunktion: Hun skaber og vedligeholder sin egen myte gennem sin offentlige fremtræden og gennem forfatterskabet. Samtidig er det gennem forfatterskabet, hun lærer at forstå sig selv, og hun overlever ved at skrive.
Det blå bal
I starten af 80’erne, da Brøgger nærmer sig de fyrre år, oplever hun en indre krise, og hun fortolker krisen kierkegaardsk som æstetikerens sidste krampetrækninger. Hun vil ikke længere jagte intensiteten og det interessante, og hun beslutter at afholde det blå bal som en markering af ændringen. Ballet bliver et vældigt tilløbsstykke, selv Simon Spies kommer(!), alt er malet blåt, der er blå drinks, men ellers ingen forplejning. Aftenens højdepunkt er, at Brøgger kl. 24 springer ud af en blå kage. Ballet og kagen forekommer mig at være Brøgger i en nøddeskal, hvor de fleste mennesker trækker sig tilbage i smerte under en krise, så springer Brøgger ud af en blå kage. Det er spektakulært, det er morsomt, og det er det perfekte eksempel på myten Suzanne Brøgger.
Kærlighed og familieliv
Da Brøgger får sin datter, forstår hun, at hun før har ammet hele verden, men nu kun behøver at amme datteren. Vi har ikke tidligere hørt om de sidste 35 år af Brøggers liv, fordi Brøgger har ment, at hendes liv med mand og barn var for almindeligt til at fortælle om.
Når Van der Hagen og Brøgger taler om de første 40 år af Brøggers liv, fornemmer man, at Brøgger anno 2020 mere forsøger at forstå sig selv end at pleje sin myte. De sidste 35 år er en smuk historie om livet på landet med mand og barn - og arbejde. En ikke særlig almindelig historie, for hjemmet i den gamle skole i Løve er fyldt med betydning og særlige rum og særligt inventar. På samme måde som Brøgger tillægger hændelser i sit liv særlige betydninger, omgiver hun sig med genstande med særlig betydning.
Brøgger taler om mand og barn med både stolthed og kærlighed. Hvor klog hun synes, hendes mand er, kommer hun tit ind på. Hvor stolt og glad hun er over, at de har fået deres arbejds- og familieliv til at fungere. Han er den eneste ene, det er man ikke i tvivl om.
Ja til livet og bøh til parforholdet
I slutningen af 1990’erne oplever Brøgger og hendes mand samtidig en alvorlig psykisk krise. Deres ægteskab er i fare, og Brøgger forsøger sig med psykoanalyse, men det er bestemt ikke noget for hende. I stedet tager hun mand og datter med på ferie til Thailand, hvorefter hun sender dem hjem og heler sig selv ved at rejse rundt i Nordthailand med tog og bus og skrive haikudigte. En utraditionel og ganske spektakulær løsning på en psykisk krise fortalt med brøggersk humor.
Senere får Brøgger brystkræft og får fjernet et bryst. Brøgger finder kræft nemmere at håndtere end den psykiske krise, hun tidligere har oplevet. Efter kræften ændrer hendes kunst sig, hvor hun før har skrevet for at overleve, oplever hun nu en ny skrivefase, hvor noget bliver hende givet som en kærlighedsgerning, ”krystalliseret smerte” er en god definition på visdom, som hun formulerer det p. 257. Man fornemmer en taknemlighed over livet og en afklarethed hos Brøgger. Hun fremstår som en sympatisk, åben, nysgerrig og venlig person, der hele sit liv har gjort sig stor umage med at elske og sige ja til livet, en person det ville være en gave at få lov at drikke te med. En person, der har brugt sig selv og sin egen smerte i sit forfatterskab, men som egentlig i sociale sammenhænge befinder sig allerbedst som lytter til andre menneskers historier. Adspurgt om opskriften på et godt parforhold, svarer Brøgger:
Tre råd om parforholdet. 1. Sig BØH! Væk hinanden. 2. Lad ikke solen gå ned over din vrede. 3. Diskuter ikke forholdet, s. 335.
|
|
|
|
