|
|
Anmeldelse:
Fanget i tiden
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 2. april 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Solvej Balle: om udregning af rumfang II
- Forlaget PELAGRAF, 180 sider
- Udkom i 2020
LITTERATUR/DANSK:
I Solvej Balles om udregning af rumfang II møder vi igen antikvarboghandleren Tara Selter med sans for detaljer,
der hver morgen oplever, at 18. november gentager sig, mens resten af verden oplever 18. november for første gang.
I starten af II'eren befinder Tara sig hjemme i Nordfrankrig, hvor hun er træt af 18. november, som hun har oplevet
365 gange, #365, og hun længes nu så desperat efter årstider, at hun beslutter at rejse rundt i Europa for at finde dem.
Balle har planlagt 7 romaner i serien, og II'eren skuffer på ingen måde - snarere tværtimod -
ligesom forgængeren er også dette bind mesterligt skrevet med en stille
detaljeret realisme, der har fokus på, hvad Tara sanser. II'eren er en slags romancocktail, der rummer utraditionelle
rejsebeskrivelser, mystiske hændelser, intens filosoferen over livets mening og en skøn og helt bizar humor. Nyd den
langsomt!
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder Solvej Balles spændende bog her.
Eksistensberettigelse?
Tara driver sammen med sin mand Thomas en antikvarboghandel, der handler med illustrerede værker. Taras sans for detaljen og blik for bøger med samlerpotentiale betyder, at hun er den, der rejser rundt i Europa og finder værker og skaffer kunder. Tara og Thomas lever i et lykkeligt ægteskab, hvor de både er kærlighedspartnere og forretningspartnere. I II'eren har Tara forladt Thomas, i hvert fald midlertidigt, efter at have været nødt til at opgive at få dem til at leve i samme slags tid.
Adskilt fra Thomas af tiden, har Tara mistet den fremtid, hun havde forestillet sig sammen med ham. Hun mangler ingenting, hun kan rejse hvorhen hun vil, gøre hvad hun vil. Men hun er uendelig ensom og føler hun går langs en afgrund, som hun holder stangen ved at tælle dagene og skrive om dem, papiret dokumenterer, at hun er til, som om det lytter. Som i I’eren er det skriveprocessen, hvor hun detaljeret beskriver, hvad hun ser, hører og fornemmer, som giver hende eksistensberettigelse
Jul i november
Da det bliver jul for anden gang efter Taras tidsregning, #402, tager hun til Bruxelles for at besøge sine forældre og sin søster. Tara fortæller, hvad der er sket med hendes tid, og de holder en rigtig juleaften, selv om det for familien er 18. november. Men det går som med Thomas. Det er tydeligt, at Tara har det godt med sin familie, og de prøver virkelig at forstå hende, men da alle vågner #403 kan familien ikke huske en pind fra dagen før.
Et af Taras store problemer er, at ting har det med at forsvinde for hende, mens hun sover, medmindre hun har tingene tæt på sig. Romanens skønne humor blomstrer under julebesøget, hvor hun sover med Christmas pudding i fodenden og en stor kasse med julemad under sengen. Maden skal nemlig først spises dagen efter, den er købt. Her er én af mine yndlingssætninger:
Der er ingen, der kan se, at jeg er ved at træne en kjole op til at blive hos mig, p. 51
Jagten på årstider
Efter julen er Tara desperat efter årstider, og hun beslutter at rejse for at finde dem. Først rejser hun nordpå til
Skandinavien efter vinter, dernæst til Cornwall i England for at finde forår, og endelig sydpå for sommer og efterår,
indtil det er 18. november igen. Balle beskriver sanseligt og suggestivt de forskellige steder, Tara besøger, selvfølgelig
med vanlig sans for detaljer. Her rapporterer hun fra Cornwall:
Her er lunt. Jeg tænker ”forårsluft (...) Jeg har fundet radiser og spinat, jeg har fundet solskinsdage uden sne,
mild blæst, og i går fandt jeg en stol i et haveskur, så jeg kan sidde i solen, p. 105.
Under jagten på årstider bliver der dog ved med at ske små og store ulykker,
Tara forstuver foden, kommer ud for et biluheld, der kunne have været skæbnesvangert, og
værst af alt, hendes taske med alle hendes vigtige ejendele forsvinder. Tara indser, at hun måske ikke skal rejse efter årstider, og hun ender med at slå sig ned i Düsseldorf i det vestlige Tyskland.
Düsseldorf og den romerske mønt
I Düsseldorf lejer hun en lejlighed og prøver at vænne sig til situationen. Hun har fundet et sted, hvor der er godt vejr og godt at være 18. november, nærmest en slags sensommerdag.
Efterhånden begynder en ny slags mening og betydning at vokse frem. Den romerske mønt forbinder
I'eren og II'eren.
Egentlig var mønten en gave til Thomas, men den forsvandt fra ham. Tara fik den igen i Paris igen. Nu oplever hun, at mønten vil hende noget, og hun beskæftiger sig mere og mere med den.
Jeg kan mærke at tiden er en beholder
Da Tara slår sig ned, indtræffer et afgørende vendepunkt: Hun begynder at interessere sig for den verden, mønten kommer fra, Romerriget, og hun indser, at den fokusering på detaljer, der er hendes styrke, også er en begrænsning, for hun har aldrig interesseret sig for historien, kun for dens genstande. Hendes beskrivelser af Romerriget er sanselige og suggestive, ligesom rejsebeskrivelserne. Tara når frem til, at romerne skaber deres egen undergang ved at bygge mure alle vegne, mure, som ender med at spærre dem inde i en beholder af tid. Tara identificerer sig med romerne, hun føler sig fanget i en beholder af tid:
Men jeg ved slet ikke, om jeg ønsker at slippe ud af min beholder. Måske bliver jeg her. Måske er jeg ligesom romerne. Måske har jeg bygget den selv, p. 179.
Romanens slutning, som ikke skal røbes her, overrasker, men er egentlig også logisk. Forhåbentlig kommer III'eren snart!
Store spørgsmål
Som I’eren er II'eren skrevet i jeg-form som en dagbog, hvor Tara registrerer detaljeret, hvad hun ser, hører og mærker. Angsten over at være alene i sin verden og følelser generelt nævnes kun sporadisk. Måden angsten benævnes på, levner dog ingen tvivl om, at Tara oplever stor smerte, fx når hun beskriver, at hun går langs en afgrund. Det er meningsskabende for Tara at beskrive virkeligheden detaljeret, og hun har fx stor fokus på mad, og hvad hun spiser. Men den mad hun køber forsvinder for altid og kan ikke erstattes, og i princippet kunne hun tømme en forretning helt for madvarer. Dette får hende til at føle sig som et monster, der spiser sin verden.
Solvej Balles skrivemåde stiller krav til sin læser på en mageløs måde, synes jeg. Tara skriver realistisk i sin dagbog, men hun er fanget i en mystisk tidsbeholder, og der sker sære ting. Gennem romanens mystik stilles elegant en række eksistentielle og grundlæggende spørgsmål til det at være menneske, især til vores opfattelse af mening og tid og vores forhold til andre mennesker. Hvordan kommer Tara videre i sit liv?
Hvad titlen betyder, om udregningen af rumfang, er stadig uklart, man kan udregne rumfanget af en beholder, men hvordan udregner man rumfanget af en tidsbeholder?
|
|
|
|
