|
|
Anmeldelse:
Troværdig afdækning af fortidens synder
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 13. november 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
JESPER BUGGE KOLD:
"Land i datid".
Udgivet 8. april 2016.
Forlaget TURBINE.
339 sider - Pris: kr. 299,95
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Jesper Bugge Kold har begået en stilfærdigt fortalt bog med fint portrætterede skæbner, hvor omdrejningsspunkt
ligger i det hedengangne DDR. Læseren føres levende ind i et østtyskland, der er styret af kommunismens ideologi - med Stasi som garant for,
at alt fungerer upåklageligt. Romanen er gennemresearchet og fremstår bundsolid med sine dybe portrætter og detaljerede skildringer.
De suggestive beskrivelser er med til at skabe en latent spænding mellem tilsyneladende realiteter og et underliggende net af løgne.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen om DDR her .
STÆRK, VEDKOMMENDE og nuanceret fortalt historie
Land i datid er en særdeles fængende roman, fortalt i et levende, billedrigt sprog. Den 30-årige Andreas fra
København får en dag et brev fra en tysk advokat. Andreas' far er blevet myrdet og har testamenteret sin lejlighed og sine værdier
til sin ukendte søn i Danmark.
Andreas rejser til Berlin for at forsøge at finde detaljer om sin biologiske far, som han aldrig har kendt, men kun nødtørftigt hørt om
gennem Elisabeth, sin mor. Rejsen til Berlin er også en flugt fra det universitetsspeciale, som han ikke kan tage sig sammen til at gøre færdigt,
og fra minderne om en kæreste, som netop har droppet ham. For ham fremstår Berlin som en anledning til at genfinde sig selv, viske tavlen ren og
starte på en frisk.
Under opholdet i Berlin møder Andreas sin tyske kusine Bea, der hjælper ham med at dykke ned i hans fars baggrund. Det bliver en
overrumplende rejse, der byder på barsk viden om faderens virke for det østtyske sikkerhedspoliti Stasi, om løgne, magtmisbrug og forbrydelser, der er blevet fortiet og
grundigt fortrængt. Samtidig får hans opklaringsarbejde fatale konsekvenser, der midlertidigt bringer ham til at tvivle på
berettigelsen af sin mission.
Fortællingen foregår i flere spor. Vi følger på skift Andreas, hans biologiske far, Peter, samt en tredje vigtig person i handlingen.
Historien strækker sig tilbage til 1975, hvor Peter og Elisabeth mødes på en partiskole i DDR. Hun rejser hjem til Danmark med hans barn i maven.
Vi følger den tro partisoldat Peter igennem hans avancement i hierarkiet hos Stasi og får indblik i mentaliteten og arbejdsmetoderne i den
østtyske efterretningstjeneste. Vi følger Peter - både på jobbet og privat - helt frem til den dag i 2006, hvor skæbnen indhenter ham.
Den tredje person bidrager stærkt til den følelse af ekstra viden, som læseren får i forhold til personerne i handlingen. Ind imellem
overraskes man dog fælt som læser, hvilket bringer én til bedre at kunne forstå spindet af løgne.
Bygger på grundig research
Land i datid er skrevet på baggrund af omhyggelig og omfattende research. Forfatteren har haft adgang til Stasis arkiver og har
fået hjælp fra en førende dansk Stasi-ekspert. Han har interviewet en række tidligere ungkommunister, der var på DDR-partiskole i 1970'erne og
har besøgt Berlin utallige gange i processen med bogens tilblivelse.
Det grundige researcharbejde er med til at skabe en torværdig og levende historie. Hertil bidrager også forfatterens gode kendskab til Berlin,
der rammende beskrives igennem Andreas' optik:
Flere steder er Berlin en slidt kælling med få pløkker i munden. Andre steder en pralende playboy, en midaldrende mand med
læderkvaster på skoene, en dyr håndtaske på høje hæle eller en firkantet bodybuilder. Hun er punker,
hun er yuppie, cool og det stik modsatte på samme tid. Hun er ren og velduftende, men sidegaderne trænger til et bad, en hårvask og
et sæt rent tøj (side 36).
* * *
* * *
* * *
Fra ungkommunist til borgerdyr
Andreas er vokset op hos sin mor, Elisabeth, og stedfaren Thorkild.
Han fik tidligt at vide, at hans rigtige far boede i DDR, men ud over dette blev hans spørgsmål om faderen
kun besvaret med noget nær tavshed.
Elisabeth havde et års tid efter hjemkomsten til Danmark skrevet et brev til faren, som hun havde mødt i DDR på et sommerkursus for udenlandske ungkommunister. Heri fortalte hun ham kort, hvordan landet lå:
Hun skrev, at det var hendes pligt at fortælle ham det. Han ville aldrig få lov til at rejse ud af DDR, og hun vidste, at han derfor aldrig ville komme til at se Andreas. Men hvorfor så fortælle ham det, og hvorfor gik det ham på? Han havde jo ikke ønsket at få et barn (side 74).
Med denne handling havde hun beslutsomt lagt hændelsen i sommerlejren bag sig.
Hun havde allerede mødt Thorkild, da hun var højgravid. Det skete ved en demonstration foran Barsebäckværket.
De fandt hurtigt sammen, og
i løbet af de kommende år blev deres fælles tilværelse stille og roligt tilpasset gennemsnitsdanmark:
De købte huset i Vanløse, men til deres venner sagde de, at de blot lejede det (...)
Tidligere havde Elisabeth brændt for sine holdninger.
Hun ville gå i døden for dem, men sådan var det ikke længere. Nu var hendes meninger blevet ufarlige, de var
strømlinede, de var
tilpasset vælgerne og ikke omvendt, og nu sad hun i byrådet for socialdemokraterne. Hun betragtede sig stadig som venstreorienteret,
men Elisabeths kommunisme var et fortrængt minde gemt væk bag trediveårslån, pensionsopsparing og rentefradrag (side 76).
Autoriteterne dengang og nu
Andreas' far havde gjort karriere i Stasi igennem årene og endte som en højt betroet medarbejder. Han identificerede sig i overbevisende grad
med DDR-styret og forblev en loyal partisoldat lige til Murens fald. Undervejs havde han et par gange udnyttet sin autoritet på måder,
der ikke er forenelige med almindelige moralstandarder. Da systemet blev opløst i 1989, blev hans gennemførte spil af løgne og fordrejninger
også bestemmende for hans triste skæbne, men af helt andre grunde end dem, man umiddelbart kunne forestille sig. Han indhentes
af sin fortids forbrydelser ved en tilfældighed, men ved, at han ikke har fortjent bedre end at dø, ligesom han ikke fortryder,
at han dengang handlede, som han gjorde:
Han ved, hvorfor manden dræber. Han ved, hvorfor kniven kraftfuldt løfter hans legeme fra jorden som en himmelflugt mod den himmel, han ikke tror på.
Måske er tiden kommet til at tro. Kniven synes at tigge ham om at fortryde. Men han gjorde, hvad han skulle gøre, han gjorde, hvad han
burde gøre, og han ville gøre det igen (side 336).
Peter trivedes med det gamle regime, som han kom til at identificere sig fuldt og helt med. Efter DDR's opløsning genfinder
han aldrig helt den indre ro og systematiske afklarethed, som havde præget hans liv i Stasis tjeneste. Under de nye, friere forhold begynder han,
der tidligere ikke rørte spiritus, at drikke jævnt hen hver eneste aften på en stamknejpe. Måske har han behov for at dulme sin samvittighed?
Ud fra skildringen af ham forholder det sig snarere sådan, at han drikker på grund af, at han har mistet sin tro, sin identitet og kernen i selvopfattelsen. Han er gået i opløsning:
Han mærker de otte øl. De rejser i blodet. Kroppen bruser, da han rejser sig. Døren er hans pejlemærke, og han skridter usikkert hen mod den.
Rygerne står udenfor og forsøger at dække fortovet med cigaretskodder. Han mumler et på gensyn og begiver sig hjemad.
Mens han får, ser han på sine fødder, forsøger at drive dem fremad. Og nu må han ikke træde på stregerne.
Han ser Florian for sig og hele kvarteret i Friedrichshain. Verden var så nem dengang, så uskyldig, dengang de var børn. Nu er den en daglig
uppercut (side 333).
* * *
* * *
* * *
Andreas fuldfører sit dannelsesprojekt
Efter en meget ulykkelig start på opklaringsarbejdet omkring faren, Peter, samler Andreas mod til sig og bider sig fast. årsagen er, at han har indset, hvordan han gennem hele sit voksenliv har spillet sig selv ind i rollen som offer, som en, det hele var synd for. Inden han når ud på den anden side med fornyet energi og en nyfunden karakter og identitet må han imidlertid helt ned og vende, både med en ultimativ solodruktur i Berlin og med en afklaring af forholdet til sin mor:
Det er, som om han vågner lige dér på cykelstien på Hillerødgade. Han havde forestillet sig Berlin som en ny begyndelse, for i København var han
nået til et nulpunkt. Han havde gjort sin døde far til en opgave, en mission, men i virkeligheden havde han bare forsøgt sig med endnu en
overspringshandling. Nu skal hans liv ikke længere dreje sig om Elisabeth og Peter. Han skal ikke bruge dem som undskyldninger. Nu skal det handle
om Andreas (side 320).
Andreas finder sammen med den tidligere kæreste, færdiggør sine studier og tør forsigtigt håbe på en fremtid, hvor han er mere handlekraftig
og ikke længere optaget af at se sig selv i en offerrolle. Han er klar over sine iboende svagheder, idet han erkender, at der er en risiko for,
at han ender som tidligere. For at imødegå dette, beslutter han sig for sammen med kæresten at bryde op fra de vante, trygge rammer.
Udfordringen ligger i første omgang i, at de tager tråden op i Berlin og forsøger at realisere et fælles arbejdsprojekt ud fra de der givne rammer.
Ringen sluttes, idet Andreas med sin gravide kæreste drager ud, i modsætning til dengang, hvor hans mor, den gravide Elisabeth, drog hjem.
|
|
|
|
