|
|
Anmeldelse:
GEMEN ONDSKAB,
dekadence og snobberi NÅDELØST hudflettet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. oktober 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
EDWARD ST AUBYN:
"Glem det, Dårligt nyt, En smule håb".
Patrick Melrose-romanerne 1-3
Roman. GADS FORLAG.
Oversat af Camilla Christensen.
Udkom 4. juni 2015.
Uindbundet. 450 sider.
Vejledende pris: 199,95 kr.
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
For en del medlemmer af det engelske aristokrati var udgivelsen af Edward St Aubyns romaner om Patrick Melrose
givetvis imødeset med bange anelser. Hvordan de så har følt det, efter at de har læst om personer, som de mener at kunne identificere som sig selv, lader vi stå hen i det uvisse. De har formentlig fået, hvad de fortjener med denne blændende dystopi
over den sidste klasse, der ifølge forfatteren stadig er klassebevidst - og dermed er de eneste tilbageblevne sande marxister.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her bogen.
EN VEJ UD AF SKAMMEN OG DEN DYSFUNKTIONELLE ARV
Det kræver sit mod som forfatter at bruge sit eget liv som forlæg, når det drejer sig om så krasse og selvnedgørende tildragelser, som foreligger her. Aubyn har skrevet bøgerne ud af sin egen historie,
idet Patrick Melrose er hans alter ego og alle de grelle og dystopiske tildragelser er Aubyns måde at skrive sig ud af sit eget misbrug af alt forhåndenværende (sex, sprut, stoffer, penge osv.) for at redde sig fra en tidlig død af et hjerte-
tilfælde og lægge skammen i forbindelse med barndom og tidligt boksenliv bag sig.
Der er ikke ret meget menneskelig varme at finde i de tre korte romaner af i alt fem om Melrose-familien, som her er udgivet samlet.
Skammen blev det låg af tavshed, som den unge Aubyn måtte se at få lettet, og det lykkes ham på de sidste 10-12 sider af trilogien, hvor han træder ud af skyggen og føler, at der venter ham en fremtid, idet han
nu er nået frem til en slags forståelse af sin fader, om end han ikke har tilgivet ham:
Patrick stod i gennemblødte sko og røg sin sidste cigaret. Trods trætheden og luftens fuldstændige ro mærkede han sin sjæl - som han kun kunne karakterisere som den del af hjernen, der ikke var domineret af behovet for at tale - bugte og vride sig som en drage, der længtes efter at blive sluppet løs.
Den kære familie
Patricks far, David Melrose, er ikke bare en egoist og arrogant opkomling, der har giftet sig til penge og adgang til overklassen.
Han er decideret sadist, både i forhold til sønnen og hustruen, som han fastholder i underkastelse, skræk og fornedrelse.
Han ynder at fortælle om, hvordan han tvang sin tilkomne Eleanor til at æde figner ude på gårdspladsen, kravlende på alle fire,
for at knække hende og sikre sig sin overlegne position:
-Hvordan fik du hende til det? Spurgte Nicholas, der vaklede mellem afsky og skadefryd.
-Hun har jo ikke noget stort talent for konversation, sagde David.
Nicholas svarede ikke. Han følte, at han blev tvunget ind i en sammensævrgelse på nøjagtig samme måde, som Eleanor var blevet tvunget til at spise.
Ligeledes havde han lyst til at fortælle, hvordan han krænkede sin søn seksuelt, men tøvede dog, da han ikke var sikker på, hvordan folk ville reagere herpå:
Under frokosten følte David, at hans foragt for middelklasse-
snerperiet måske var gået lidt for vidt. Selv i baren i
Cavalry and Guards Club kunne man ikke prale med homoseksuel, pædofil incest og regne med at en venvillig respons. Hvem ville han kunne
fortælle, at han havde voldtaget sin fem år gamle søn?
Drengen var i øvrigt undfanget ved, at David voldtog Eleanor, efter at hun i afsky og indre forvirring over sit liv havde nægtet at være sammen med ham i ægtesengen længere.
De dybe sår
Total omsorgssvigt og vanrøgt sporer Patrick ind på misbrug og selvforagt. Da vi i bind to møder ham som 22-årig i New York, er den 'glædelige'
anledning, at David er død, og Patrick er taget over for at hente faderens aske, som han pønser på at hælde i et toilet hjemme i England og skylle grundigt ud:
-Tja, sagde Patrick og klappede æsken, han stod med under armen, - sådan er det jo:
Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Herren giver, og Herren tager. I dette tilfælde mener jeg,
han har brugt urimeligt lang tid på den sag.
Det er imidlertid ikke så let for Patrick, som han umiddelbart troede. Han håbede at kunne lægge stofferne bag sig nu, hvor faderen er væk for stedse:
Pludselig sprang han op fra stolen. -Det her slipper du ikke af sted med, mumlede han hævngerrigt. Skjortærmet gled ned og
opsugede den lille strøm af blod på hans arm.
Det viser sig imidlertid at være forgæves. Vi følger Patrick i et døgn i storbyen New York, hvor han opsøger de værste steder, går fra den ene rus til den anden, alt imens han fornærmer andre og fornedrer sig selv yderligere og spenderer mere end ti tusind dollars.
I sin forpinthed er Patrick ædende ond ved sig selv i form af sin ironi:
Han oplevede heroin, som andre oplevede kærlighed, og han oplevede kærlighed, som andre oplevede heroin: et farligt
og uforståeligt tidsspilde. Hvad skulle han sige til Debbie? -Selv om du er klar over, at mit had til min far og min kærlighed til
stoffer er de vigtigste relationer i mit liv, skal du vide, at du kommer ind på en tredjeplads. Hvilken kvinde ville ikke være stolt over at være
'iblandt medaljetagerne' i den konkurrence?
En smule håb
Titlen på binde tre antyder, at der måske er en udvej for Patrick, der ikke indbefatter hans egen død. Vi møder nu den 30-årige mand, der er stoffri, men stadig ikke har vundet kampen for at befri sig for det, han frygter og hader allermest: At komme til at ligne den, han hader, nemlig faderen.
Patrick har anlagt meget af den hovne, let snobbede foragt for sine omgivelser, som faderen havde dyrket til perfektion, men samtidig er han klar over, at det kun er et dække over, at han mangler en egen substans:
Det værste af det hele var dog, at det - efterhånden som kampen mod stofferne lykkedes bedre og bedre -
gik op for ham, at stofferne havde dækket over en kamp for at undgå at blive som sin far.
Vejen frem til håbet i de sidste linjer af bind tre udspiller sig på to fronter. Faderopgøret går hånd i hånd med et indædt , hudflettende opgør med overklassekulturen i almindelighed og den engelske lavadel (plus lidt af kongehuset) i særdeleshed. Både den nedarvede og den erhvervede rigdom og fornemhed bliver udstillet og grundigt udskammet:
-Er folk ikke bare rædselsfulde? Sagde Aurora Dunne med det nedladende tonefald, hun var berømt for.
Hendes store fugtige øjne og flødefarvede teint gav hende en charolais-kos bløde skønhed, men hendes fnisende latter,
der var forbeholdt hendes egne bemærkninger, mindede mere om en hyænes.
Det store selskab, som bog tre kulminerer i, er indledningsvis karakteriseret meget lidet flatterende af en af deltagerne, Anne Eisen, den Anne, som igennem alle årene havde følt, at hun i sin tid svigtede den femårige Patrick, da hun besøgte familien og ikke formåede at hente hans mor til at trøste ham, hvor han havde allermest brug for det. Hun kompenserer måske også for dette med sin udladning her:
-Ved du, hvor vi er? Spurgte Tom.
-Ja, sagde Anne.
-Vi er helt ude i hampen. Hun udtalte ordene langsomt og med lige stort tryk på alle stavelser.
-Det er det, vi er. Vi er på vej hen for at møde en masse museumsstykker, arrogante snobber, -
fladpander og feudale bonderøve...
-Harold har sagt, at prinsesse Margaret kommer.
En central deltager i festen er ikke indbudt, men er ikke desto mindre så snedig at hægte sig på en af de
mandlige festdeltagere. Hun er i al hemmelighed kæreste med Sonny, den hovedrige fødselar, for hvem festen holdes.
Hun gør sig nogle nøgterne betragtninger over fremtiden (og sine muligheder), medens hun er på vej til festen:
Hun så længere frem, to-tre år. Et godt udseende varede ikke evigt, og hun var endnu ikke parat til at gå i kloster.
Penge var et udmærket kompromis, som rangerede et sted mellem kosmetik og evighed. Desuden kunne hun godt lide Sonny,
det kunne hun virkelig. Han var nuttet, ikke at se på, det skulle guderne vide, men aristokratisk nuttet, gammeldags
taget-ud-af-en-film-nuttet.
Låget letter
Kort før festen begynder, lykkes det for Patrick at betro sig til sin bedste ven, journalisten Johnny, om den tildragelse, han var udsat for som femårig. Det er første gang at han fortæller nogen om det, der skete dengang. Det letter ham til dels, men ikke helt. Han er dog begyndt på at finde en udvej af labyrinten:
-Jeg har altid troet, at sandheden ville gøre mig fri, sagde han, -men sandheden driver bare én til vanvid.
-At fortælle sandheden gør dig måske fri.
-Måske. Men selverkendelse i sig selv er ubrugelig.
-Tja, det bliver i det mindste tydeligere for dig, hvorfor du lider, argumenterede Johnny (...)
-og tænk på, hvad du kunne sætte i stedet.
Tilgivelsen?
-Du kan sige, hvad du vil, sagde Bunny brysk, - men din far reddede sandsynligvis mit liv. Han kom med en uhørlig undskyldning og gik brat sin vej.
Denne tilkendegivelse åbner for en erkendelse hos Patrick. Han indser nu, at hans far et sted havde nogle menneskelige værdier, at der var noget, han kunne respekteres for.
Det fører dog ikke til, at Patrick er parat til at tilgive faderen, men han når frem til at kunne leve med erindringen om ham som andet end det umenneske, som naturligt nok han fremstod som i Patricks optik.
Manden var ond, men han havde ind imellem sine menneskelige træk.
Patrick tør næsten ikke tro på, at han kan få det bedre her i livet:
Kun hvis han afbalancerede hadet og sin forkrøblede kærlighed og betragtede sin far uden hverken medlidenhed eller rædsel,
men som et andet menneske (...) kunne han måske blive sat fri til et nyt liv, der ville gøre det muligt for ham at leve i stedet for kun lige at overleve.
En tour de force
Edward St Aubyn når i mål med sit forehavende. Han får misantropien til at blomstre af
og når frem til en begyndende forsoning med sin fortid. I processen er den engelske overklasse ganske vist blevet revet ned
fra sin piedestal og demaskeret grundigt, men det er vel ikke er så ringe et stykke kunst?
|
|
|
|
