|
|
Anmeldelse:
Særdeles TROVÆRDIG kærlighedshistorie fra Anden Verdens-
krigs sidste år
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. oktober 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
LOTTE og SØREN HAMMER: "Rosa".
Roman. Forlaget GYLDENDAL.
Udgivet 24. juni 2016.
Uindbundet. 280 sider.
Vejledende pris: 299,95 kr.
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Søskendeparret Lotte og Søren Hammer har begået en forfriskende anderledes
bog med deres stilfærdige og spændende dagbogsroman om Rosa og Williams oplevelser i en lille jysk by i krigens sidste år.
Under den uskyldige beretnings overflade ligger der imidlertid en grum og grotesk, men ikke desto mindre plausibel realitet og
venter på læseren. Bogen bliver hen ad vejen lidt af en page-turner.
--- Uanset hvilke hjælpemidler, forfatterne har haft adgang til, har de selvstændigt begået en begavet og ganske medrivende,
letflydende fortælling, hvis morale til slut er ganske skarpt formuleret i sin grumhed og overrumplende udgang på hele hændelsesforløbet.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her romanen.
STÆRK OG OPRIGTIGT FORTALT HISTORIE
Rosa er en kærlighedshistorie og samtidig en stærk, meget
vedkommende skildring af det sidste besættelsesår, fortalt af den centrale person William, dels som dagbog, dels som hans beretning til Rosas datter mere end 40 år efter at begivenhederne udspillede sig.
Som læser bliver man hurtigt draget ind i den stilfærdige historie, der løber let og overskueligt i sin vekslen mellem Williams oprindelige dagbogsoptegnelser, breve fra Rosa til hendes lillesøster og endelig den aldrende Williams kommentarer i tilknytning hertil, formuleret til Rosas datter.
William har hele sit liv boet i den lille østjyske by Lyngstad. Da krigen går ind i sit sidste år, går William i 2.g på det lokale gymnasium. Fritiden bruger han til - på skift med to kammerater - at cykle til enten Hadsten eller Randers for at hente beskeder fra modstandsbevægelsen eller illegale blade. Rosa starter i hans klasse den 19. september 1944, dagen hvor det danske politi bliver arresteret og interneret af tyskerne.
Den tavse, tillukkede, smukke og meget formelle pige kommer til at påvirke meget i landsbyen. Både Rosa og William beskriver, hvordan man tager godt imod hende, da hun starter i klassen. Der bliver imidlertid snart en vis afstand mellem Rosa og hendes klassekammerater:
Hun bærer rundt på et forbitret sind, skønt hun har drengetække. Hun skal bare ikke tro, at hun kan komme her til vores by og bestemme over os, som om vi ikke er noget værd, som om hun er bedre end alle andre. Vi har aldrig bedt hende om at komme!
Jeg har ikke lyst til at skrive mere i dag.
* * *
En udviklingsfortælling
Dertil kommer, at efterhånden som tiden går, kommer der større og større forskelle i William og Rosas måde at beskrive de samme begivenheder på. Tiden i skolen bliver ikke let, hverken for Rosa eller for William, og vi følger især, hvordan William stille og roligt går fra at være fascineret af den nye pige til at blive alvorligt forelsket i hende, samtidig med at han ind imellem hader hende for hendes korrekte, kølige og tilknappede fremtoning:
Tirsdag den 26. september 1944
Rosa holder sig for sig selv. Når vi andre småsnakker eller slås for sjov, eller hvad vi nu ellers laver, er hun aldrig med. Som regel læser hun i en bog, men andre gange sidder hun blot og stirrer tomt frem for sig og er i en helt anden verden.
Det bliver samtidig en skildring af, hvordan William er fastlåst i et af Lyngstads spidsborgerhjem med dets normer og regler, der må formodes at være stærkt medvirkende til, at han er mere end gennemsnitligt usikker og har virkelig svært ved at modnes samt få en dybere selvindsigt. Dette rammer ham til slut på det grusomste.
Autoriteterne under pres
William har en seks år ældre søster, som er ved at være færdig som cand. pharm (som faderen). Hun er meget direkte, selvstændig og viljestærk. Hun bliver gravid med fuldt overlæg, og kan i det hele taget styre både sin far og sin tilkommende mand. Hun er i det hele taget lidt af en overskudskvinde.
William er irriteret på hende over hendes selvtillid og gennem-
slagskraft, og han bliver særlig intrigeret, da storesøsteren bliver nærmest veninde med Rosa. De to kvinder taler tilsyneladende sammen meget modent og de mest intime ting, hvilket William slet ikke kan hamle op med.
Dog har William gennem sit arbejde for modstandsbevægelsen bevæget sig ind på et område, hvor han kan tiltvinge sig en vis autoritet og især respekt. Dette udnytter han sammen med de to klassekammerater til at sætte skolens lærere i respekt ind imellem. Især William nyder denne magt, medens de to andre i højere grad blot er involveret og engageret, med de menne-
skelige omkostninger, det kan have. Den ene bliver lidt kølig og afstumpet, medens den anden får dårlige nerver. William selv klarer sig forbløffende godt igennem presset, mest fordi han er lidt naiv og ikke helt kan se, hvilke konsekvenser handlingerne undertiden kunne risikere at få:
Mere alvorligt er: Jeg læste i avisen, at tyskerne har anholdt en realklasseelev i Viborg, fordi han kørte rundt med illegale blade til byens store arbejdspladser (...) Jeg troede ikke, at udbredelse af undergrundsblade var særligt forbudt, og slet ikke, at man kunne blive deporteret til Tyskland for det. Jeg begyndte at ryste lidt, da jeg læste det, og jeg får det skidt, når jeg tænker på det. Men måske er det noget, avisen bare skriver for at skræmme.
Dette bliver også til slut bestemmende for hans triste skæbne, men af helt andre grunde end dem, man umiddelbart kunne forestille sig.
* * *
* * *
SPILLET SPILLES
Dagbogsnotater, kommentarer og breve fra Rosa afdækker hver på ders måde begivenhedernes gang, og både William og Rosa har hver deres hemmelige dagsorden. Interessant er det, hvordan Rosas breve kaster lys over Williams lidt naive og uvidende dagbogsoptegnelser. Alligevle bliver man fanget ind af Williams måde at skrive på, fordi man kun er en lille hårsbred foran ham på visse områder, medens man på andre tålmodigt må vente på, at han blotlægger tingene.
Det spil, som William fanges ind i, er præget af hans afhængighed af andre for at danne sig sine meninger. Langt hen ad vejen, og hele dagbogen igennem, er han som snydt ud af næsen på sin borgerlige far, når han lufter sine synspunkter:
Så måtte far ave sig og sige undskyld til Tove. Det er godt nok et stift stykke, at være tvunget til at undskylde overfor sin egen datter, sådan var min holdning. Men det skulle jeg ikke nyde noget af at sige, for når mor en sjælden gang imellem bliver vred, så er der ingen - heller ikke far - der tør sige hende imod.
Uforløst kærlighed
Williams interesse for Rosa er såmænd gengældt, men hun formår ikke at være fri nok til at turde realisere denne, for alvor. Dertil har hun dårlige erfaringer med det, der er værre end vanrøgt fra den mand, som moderen husede, medens faderen var med i krigen i Finland 1941. Denne mand, som hun senere lod sig skille for at blive gift med.
Rosas følelser formulerer hun kun for alvor i et brev til sin lillesøster:
Og så er der en ting, som jeg nu vil fortælle dig, kære Elsebeth, en ting, som jeg til nu har været lidt forsigtig med at skrive til dig om. Men der går altså en dreng i min klasse, som jeg godt kan lide (...) og jeg er omtrent sikker på, at han også godt kan lide mig tilbage.
Senere bliver disse følelser en kort tid også vist over for William, men tvivlen kan godt nage læseren (og William som ældre), om hvorvidt det var reelle hensigter, hun havde. Dette må læseren afgøre for sig selv ved nøje granskning af hændelsesforløbet.
* * *
Velskrevet bog med genialt konstruerede plotrelationer
Læseren fanges ind af det spind, som de to søskende Hammer formår at lægge rundt om dagbog, breve og kommentarer fra den aldrende William. Hvorvidt bogen skulle være bygget på faktiske hændelser, får stå hen i det uvisse, selv om man kunne få lyst til at forsøge at finde oplysninger desangående.
Forfatterparret postulerer ganske vist, at de har fået fat i et manuskript, som de har bearbejdet men det sker vel nok med et glimt i øjet. Det er trods alt en roman.
Solidt håndværk og tæft for menneskesindets irgange
Uanset hvilke hjælpemidler, de har haft adgang til, har de selvstændigt begået en begavet og ganske medrivende, letflydende fortælling, hvis morale til slut er ganske skarpt formuleret i sin grumhed og overrumplende udgang på hele hændelsesforløbet.Det bliver samtidig den aldrende Williams livstestamente i form af en aldrig tidligere formuleret tilståelse.
|
|
|
|
