Anmeldelse: Søgning i vildnisset: Jørgen L. møder Rimbaud vs. Stanleys møde med Livingstone

Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 23. august 2016.

© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

Vejledende pris: 199,95 kr. KAN KØBES HER.

---

DANSK/LITTERATUR: "Life is the farce which everyone has to perform" er et central citat af den rigtige Arthur Rimbaud, der har lagt navn til, og været inspiration for, Mikkel Jensens debutroman. Jørgen L., nyuddannet jurist med sin faders selvmord i bagagen, finder tilværelsens faste rammer og forudsigelighed uudholdelig. Dette på trods af, at han søger den sande kærlighed. Han må derfor gang på gang søge flugten væk fra dagligdagen og den borgerlige livsform. Kun ved at definere livet som citat, "en joke", kan han finde mening i meningsløsheden. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen.


LIG I LASTEN

Mikkel Jensens hovedperson, Jørgen L., mister sin far ved dennes selvmord kort forinden, han færdiggør sine jurastudier. Hans rastløshed synes til en vis grad at bunde heri, hvis man skal tro hans egne forsøg på at forklare sig. Dog er han klar over, at det måske blot er en dårlig undskyldning for at undgå at analysere sig selv nærmere: "Visheden om aldrig at blive rigtig tilfreds havde han for længst accepteret, om end han egentligt jagede det ubevidst hele tiden."

Faderens selvmord betyder, at han udskyder sine jurastudier og forsøger at tage dele heraf i udlandet. Han er dog bedre til at skrive om oplevelser i de forskellige lande, han ophodler sig i. Får en aftale med et forlag, rejser rundt og skriver, men det trækker alt sammen ud. Han er ikke rigtig færdiggører-typen.

Til slut får han dog både færdiggjort sine studier og udgivet en bog med en vis succes, og dette sker under den gunstige indflydelse af den seriøse forelskelse, som han for første gang oplever - eller måske bilder sig ind, at han oplever... Efter tre år med kæreste og en nyfødt datter må han opgive og igen begive sig på flugt ud i intetheden.

Kompositoriske frem- og tilbageblik

Det starter lidt kategorisk og bombastisk på bogens første sider. Linjerne bliver trukket op, og vi springer derpå frem og tilbage i hændelserne, over 5-7 år, indtil vi slutter ved udgangspunktet, hvor Jørgen atter må af sted.

Romanen giver i form af en række skildringer af hændelserne på Jørgens odyssé et billede af en person, der ikke for alvor har kunnet trænge ind til sig selv, ikke har haft evne eller vilje til at forstå sine handlinger og behov. Han kan kun forstå sig selv gennem sine formuleringer om sig selv, som rene udsagn:

"En eftermiddag begyndte han at skrive brevet til en kærlighed, han ikke før havde følt, og nu forlod han den for måske aldrig at føle det samme igen."

Via sit tilbageblik på dagligdagen igennem de mange år på farten skabes der et billede at en person, der er i sine drifters vold, og som ofte handler uoverlagt. Tre år før det endelige opbrud, der beskrives i indledningen og slutningen, har Jørgen rejst rundt som skribent og halvstuderet jurist, men nu, under et ophold i Tanzania, føres han ud på en odyssé i en art parallel- univers eller måske en drømmetilstand, efter at han i en blodrus og seksuel driftstilstand har dræbt en tanzaniansk hustru og moder, uden egentlig at vide, hvad han har gjort:

"Det brølede i ham som en rus, men det var ikke alkoholens bløde rus; det var en rus af vildskab og ubændig trang, der fyldte hans sind og hans krop og lod ham gøre det, han dernæst gjorde."

På flugt fra samvittigheden

Den flugt, han påbegynder efter mordet, fører ham til Zanzibar og ud i et uvirkeligt univers, som han undertiden tror, er en form for tidslomme, hvor han ikke befinder sig i den virkelige verden, som vi kender den. Det er et univers med trolde og hekse og forskellige arketyper, der personificerer sider af menneskeheden. Folk, der lever i lykkelig, isoleret uvidenhed i paradisiske dale, og mystiske figurer, der ikke forekommer menneskelige, men som er med til at styre det videre handlingsforløb.

Denne tidsubestemmelige rejse sættes i gang kort efter mordet af en drøm, hvori han møder Rimbaud og får færten af, at han skal søge at finde denne, for på den måde at finde sig selv, løse sine kvaler og måske endelig finde fred:

"Han drømte den samme drøm som aftenen før. En drøm om en mand, en skrivende ung mand, med et vildt blik og lyst hår. Han så manden isoleret på et loft, skrivende indtil han måtte give op og komme ud af værelset. Knust og desillusioneret forlod han rumet og sine remedier (...) 'Du kommer ikke til at slippe mig, Jørgen, vi vil mødes igen.', sagde skikkelsen der med ét var blevet ældre."

Eftersøgningen og mødet i vildnisset

Igennem den tidsubestemmelige færd, der til slut viser sig kun at have varet ti dage, men føles som halve år, når hovedpersonen frem til at møde Rimbaud, der nu ligger for døden. De når at tale sammen og få forståelse for hinanden, og på denne måde beredes Jørgen efterhånden til det endelige opgør med sin samvittighed, hvilket foregår foran et tribunal i dette besynderlige parallelunivers.

Jørgen finder sin Rimbaud, men hans søgen giver ikke mere afklaring end den, der forekom for Stanley, da han mødte sin Livingstone. Uforløstheden ligger der stadigvæk. Rejsen må han selv fuldende i form at det endelige opgør, der billedligt ruller sig ud foran det meget formelle tribunal, der ender med at dømme ham til livet med evig dårlig samvittighed over de skader, han har gjort på andre. Denne dom fælder de bl.a. på baggrund af denne udtalelse fra hans forsvarstale: "Livet skal tages med den lethed, det fortjener."

Straffen kan således opfattes som en evig påmindelse om, at det ikke er menneskeligt acceptabelt, at man lever livet med en lethed, der forsøger at takle de mange meningsløsheder, som livet synes at berede os. I stedet fastholder dommere og jury det etiske princip om, at man skal føle sig ansvarlig og stå til ansvar for sine handlinger, uanset hvad.

Narrative og stilistiske udfordringer

Romanen har gennemgående nogle specielle narrative greb, der især udkrystalliserer sig i en særegen alvidende og kommenterende fortæller. Mest udpræget i starten, men ind imellem lidt forstyrrende for det narrative flow. Her følger tonogle eksempler:

""Den blinde mand sagde: 'Jambo! Mit navn er Joseph.' 'Jambo! Mit navn er Jørgen,' svarede den hvide mand, og sådan fik vi introduceret vores to personer, alt imens Joseph..."

"Vi vil nu for en kort stund forlade vores hovedperson, for der er nogt i gære andetsteds, der er værd at berette."

"Havde der været en tilskuer fra oven, en enlig fugl, såville den undre sig såre over det beskuede. To mænd i en båd en stille aften. Pludselig var der en mand mindre. Fuglen kunne nu se..."

Kan Rimbaud forklare det moderne menneskes absurde tilværelse?

Romanen kan opfattes som en forsøg på at skildre, hvorledes den moderne tilværelse indeholder meningsløshed og absurditet samt de problemer, mange kan have med at finde sig til rette under disse forhold eller betingelser. Dette forklarer måske, at en stor del af historien udspilles i dette tids- og steds- ubestemmelige parallelunivers, som Jørgen må vandre igennem for at nå frem til sit endelige opgør med sin livsførelse. Og dette bringer ham ikke til nogen form for endelig ro. Atter må han på farten...

Det sker ikke altid lige egalt rent sprogligt og stilistisk, men den grundlæggende ide med at koble Rimbaud sammen med vores hovedperson er interessant, blot er det ærgerligt, at vi ikke igennem fortællingen får belyst flere aspekter af den rigtige, historiske Arthur Rimbaud og dennes levnedsløb, for det ville kunne kaste en del mere lys over de konflikter, som rent faktisk udspiller sig i romanen og som får Jørgen til at agere som han gør.

---