|
|
Anmeldelse:
"Stunde Null" - NIKLAS LUHMANN forrygende og
omfattende om samfundsteoriens nulstilling
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 23. juli 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
NIKLAS LUHMANN: "Samfundets samfund".
Oversat fra tysk af Erik Pedersen.
HANS REITZELS FORLAG, juni 2016.
Uindbundet. 926 sider.
Vejledende pris: 400,- kr.
KAN KØBES HER.
TYSK/SAMFUNDSFAG:
Grundforskningen inden for sociologien har sideløbende med udviklingen af det moderne hhv. det postmoderne samfund
traditionelt beskæftiget sig med at formulere teorier herom. De store teorier om samfundsudviklingen siden slutningen af
1800-tallet bygger på undersøgelser af samfundet selv, efterhånden som det udfolder sig. Der er altså tale om en form for selvimplikation,
hvilket Niklas Luhmann drilsk har indfanget med sin bogtitel Samfundets samfund: Samfundet forholder sig til sine egne former,
når det skal beskrive og forstå sig selv, altså afgrænset af sin egen såkaldte
'autopoiesis',
inden for et lukket system. Hans banebrydende arbejde har sat en ny og uomgængelig standard for sociologisk grundforskning.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen.
LUHMANNS NULSTILLING
Med sammenbruddet efter Anden Verdenskrig var alle forestillinger om rationalitet og social tillidsfuldhed i forhold til samfundsopbygning rystet i sin grundvold. Intet kunne længere tages for givet. Det var på denne erfaringsbaggrund, at tyskeren Niklas Luhmann begyndte sit videnskabelige arbejde inden for sociologien. Sideløbende med andre forskere arbejdede han på at finde frem til de former for mening, som videnskab til enhver tid skulle bygge på. Alle former for videnskab er udtryk for kommunikation. Derfor må videnskaben bestræbe sig på at forstå, hvad det indebærer at kommunikere meningsfuldt, så forskningen kan udtrykke sig bevidst - og om muligt adækvat - på et metagrundlag (anden position) om sit eget genstandsområde.
Luhmann gik fra begyndelsen af 1970erne til arbejdet med sociologisk grundforskning med tysk über-über grundighed. Han ønskede at undgå tidligere faldgruber og bestræbte sig igennem sin forskning på at skabe værktøjerne til en holdbar samfundsteori, der i sig selv skulle være i stand til at omfatte de forandringer, som udviklingen indebærer, uden at blive begrænset af selv samme udvikling. Luhmann arbejdede hele tiden bredt, inspireret af historiske perioders tænkere og forhold. Inspiration hertil hentede han hos bl.a. Platon, Aristoteles, Kant, Hegel og Darwin, men altid med kritisk distance.
I tråd med den ovenfor nævnte målsætning om en mere tidsuafhængig sociologisk metode har det indledende kapitel i dette afsluttende storbind af hans livsværk (oprindelig udgivet på tysk i 1997) sat sig som mål at undersøge, hvad det vil sige at bedrive forskning ud fra den grundlæggende antagelse, at intet kan tages for givet. Fokus er på det problem, det frembyder, at samfundet - og dermed iagttagelsen af dette -
består af en uendelig række af selviagttagelser og selvbeskrivelser.
Luhmann søger at løse dette grundlæggende problem ved at definere samfundsstrukturen som et lukket system, der hviler i sin 'autopoiesis', sin egen definition og selvforståelse af sig selv, afsondret fra alt udenfor, som ikke-værende. Dette sker i erkendelse af, at al beskæftigelse med samfundets udvikling historisk og aktuelt tager udgangspunkt i selv samme samfund, altså indgår i en art ringslutning. Kun ved at være sig dette bevidst, vil det være muligt at lave en forskning, som man normalt kalder for objektiv, men som ifølge Luhmann nødvendigvis er subjektiv. Dog burde man bestræbe sig på at være bevidst om, at man som iagttager iagttager iagttageren, hvilket kunne være medvirkende til at afgrænse det subjektive element i enhver iagttagelse. Således konkluderer forfatteren i kapitel 1.
Kommunikation -
meningsdannelse
Bogens kapitel 2 handler om kommunikation i tilknytning til opkomsten af forskellige former for udbredelsesmedier, hvor opfindelsen af bogtrykkerkunsten har en særlig status, ligesom computerteknologien er det andet udviklingsskridt, der har særlige implikationer for den videre udformning af kommunikation og dermed mening.
Trykpressen efter 1460 var stærkt medvirkende til, at der skete en række reformer i organisationssystemer og
funktionssystemer under renæssancen. Læseren blev individualiseret, Bibelen var ikke længere den eneste tekst, men også love, videnskabelige traktater og romaner så dagens lys.
Luhmann sammenfatter problematikken og sin fremgangsmåde i forhold hertil således:
"Vi holder ved denne kortfattede oversigt over de hypoteser, der vil styre
de følgende undersøgelser, kun fast i, at deres teoretiske grundlag ligger i antagelsen af, at samfundet er et på grundlag
af kommunikation operativt lukket socialt system, og derfor følger dets evolution problemerne ved kommunikationens autopoiesis".
(Forfatterens egen kursivering).
Computeren og det moderne samfund
Med hensyn til de nye medieformer konstaterer Luhmann, at vi åbner op for verdensomspændende kommunikation og dermed også reelt er med til at skabe et verdenssamfund, uanset regionale og nationale forskelligheder. Forholdene bliver mere kaotiske og komplekse:
"(De nye medier) tilspidser dermed selektionsproblemet, og samfundet reagerer med på den ene side organisering, på den anden side individualisering af selektionen."
Han bemærker med et slet skjult glimt i øjet, at samfundet lancerer sine principper eller værdier som 'etik', mens den bagvedliggende moral er afkoblet både religion og ret,
således at denne nye moralopfattelse er individualiseret og alene begrunder sig på ens egen indre accept. Man kan nu shoppe rundt for at finde en kodeks, der passer ens smag og gemyt, når man som individ skal finde sin indstilling til tilværelsen.
* * *
* * *
FORANDRINGER i samfundets kommunikationsformer
Arbejdet i kapitel 3, Evolution, fokuserer på tidsbegrebet i forbindelse med evolutionstanken.
Han påviser, hvordan fænomenet tid er blevet til en del af samfundets egen indre udviklingslogik.
Luhmann mener, at alt hvad der sker, foregår nutidigt, således at det fortidige og det fremtidige iagttages ud fra nuet.
Hermed bliver evolutionen til noget arbitrært, afhængigt af synsmåden:
Hvis man vil forstå strukturændringer i evolutionær forstand, skal man helt opgive den tanke,
at strukturer er noget 'fast' til forskel fra noget 'flydende'. (En iagttager kan ganske vist se det på den måde,
men hvis man vil vide, hvad han på den måde ser som struktur, skal man iagttage iagttageren).
Strukturer eksisterer ikke abstrakt, ikke uafhængigt af tiden. De anvendes i fortsættelsen fra operation
til operation - eller anvendes ikke.
Når vi således jonglerer med tiden, får det betragtelige konsekvenser, både for samfundets evolution og for udforskningen af samme:
Enhver definition, enhver betegnelse, al erkendelse og al handlen fuldbyrder som operation etableringen af en sådan form -
gennemfører som i syndefaldet et indsnit i verden med den konsekvens, at der opstår en forskel, at der opstår samtidighed og behov
for tid, og at den forudliggende ubestemthed bliver utilgængelig.
Samfundet udvikler sig altså ikke nødvendigvis mere eller mindre hastigt i nutiden end den gjorde for 500 år siden, men stivnetheden i datidens samfund muliggjorde innovation og tempoforøgelse. Denne erfaring baner vejen for, at der kognitivt kan skabes koblinger fra fortid til fremtid, som muliggør en stabilisering af forventningerne til fremtiden, f.eks. ved at man udarbejder køreplaner, fastsætter priser og vedtager lovgivning, som er retningsgivende. Altså søger man at regulere og imødegå det uventede på en adækvat måde, hvilket igen kan føre til nye forandringer, eller paradoksalt nok det modsatte, konservativ træghed, for nu kører togene jo til tiden, så hvorfor lave noget om?
Søgen efter den rene grundform inden for videnskabeligt arbejde
Som en illustration af Luhamnns forsæt om en holdbar sociologi er det kendetegnende, hvordan han f.eks. er meget omhyggelig med at redegøre for ændringerne i synet på Darwin igennem hele historien frem til nyeste tid, idet han nuancerer tolkningerne hos forskerne inden for antropologien og igen kobler disse til de tendenser, dette har givet sig udslag i, i den sociologiske forskning. Imponerende nuanceret og videnskabeligt nøgternt, som stort set alt, hvad denne bog præsterer af indseende med tingene.
Differentiering - opståen af former for samfunds-
kommunikation
Den historiske vinkel i kapitel 4, der over næsten 200 sider bliver et omfattende og interessant katalog over historiske fænomener, illustrerer hvordan antropologien og den hertil knyttede udvikling af sproget og dets semantik er medvirkende til at helhedsopfattelsen i forhold til samfundets indretning ændrer karakter, alt eftersom man bliver stadigt bedre til at betjene sig af skrift og læsning sog i forbindelse hermed fænomenerne hukommelse og tænkning. Der skete en udvidelse fra det snævert religiøse og teologiske i horisont og menneskelig forholden sig, og denne udvikling af de frisatte beskrivelses-
former kom efterhånden til at omfatte bl.a. politiske, økonomiske, kunstneriske, retlige og militære forhold, der fik deres egne iagttagelses- og beskrivelsessystemer:
Som det allerede er blevet betonet flere gange, kan samfundssytemet kun anvende kommunikationer
som systeminterne operationer, altså ikke kommunikere med den samfundseksterne omverden. Men dette gælder ikke
for de samfundsinterne forhold, der er præget af differentiering. Der findes altså absolut kommunikationer, som overskrider
systeminterne systemgrænser.
Det medfører et stigende behov for organisation i løbet af den samfundsmæssige evolution.
Luhmann understreger, at teorien om systemdifferentiering udelukkende beskæfter sig med kommunikationer, ikke med konkrete handlinger. Hvis man tager sit udgangspunkt i handlinger, vil man have svært ved at forstå teorien om systemdifferentiering. Det er nemlig kommunikationens rekursive karakter, idet den henviser til andre operationer inden for samme system, der udgør grundlaget for yderligere differentieringer, ikke eventuelle forekommende direkte handlinger.
Han afrunder kapitlet med en nøgtern konstatering af, at alt dette kun er ved en forskningsmæssig begyndelse:
Vi må lade det blive ved disse ufuldstændige antydningr. De skal på dette sted kun forklare og
illustrere med eksempler, hvilken rækkevidde forandringen af samfundet til funktionel differentiering har (...)
Funktionel differentierings dominans er det moderne samfunds form, og form betyder ikke andet end den forskel,
hvormed samfundet kan iagttage sin egen enhed som enheden af det differentierede.
* * *
* * *
Det ømme punkt - Selvbeskrivelser
Kapitel 5 er det sammenfattende kapitel, hvor forfatteren går direkte til den problematiske kerne: Samfundet iagttager sig selv og beskriver sig selv, i et lukket system. Hvordan kan sociologien sikres mod fejlslutninger og den stadige afhængighed af det eksisterende, omgivende samfund?
Det moderne samfund er i sin selvforståelse konstrueret på basis af egne beskrivelser af sig selv. Lige fra Platons tid er der udviklet semantikker, der ser samfundet som en helhed bestående af dele.
Kristendommen overtager denne skelnen som et billede på den kristne menighed, der er et korpus, hvis helhed udgøres af de forskellige menigheder. Samfundet kommer herved til at fremstå som en funktionel form for differentiering mellem helheden og de enkelte dele.
Denne semantiske arv kalder Luhmann for 'gammeleuropæisk' semantik. Han bruger den indledende del af kapitel 5 til at redegøre herfor. Efter den indledende historiske strukturering af semantikkens udvikling går han videre til spørgsmålet om, hvordan denne semantiske opfattelse blev brudt. Igen starter han med trykpressen og de omvæltninger af kommunikationsformer, der fulgte i kølvandet herpå. Pointen hos Luhmann er, at de traditionsbundne opfattelser af samfundet kun giver mening ud fra det samfund, der anvender betegnelsen om samfund, men at der slet ikke er tale om nogen enhed. Der findes kun differens. Altså sker der det, at samfundet aldrig når frem til en fast og sikker erkendelse af sig selv som samfund. Vi famler stort set i blinde.
Luhmann og den blinde plet
Flere gange undervejs i dette hovedværk inden for sociologien har Luhmann pointeret, at vi som iagttagere altid vil være underlagt begrænsningen af vores egen såkaldt blinde plet. Luhmann har med sit værk flyttet den blinde plet ind i systemets selvbeskrivelser. Han viser, hvordan sociologien ideelt set skal gebærde sig for at blive valid. Igen med et glimt i øjet fremhæver (og konstaterer) han afslutningsvis følgende om sociologisk grundforsknings mål:
En sociologi, der tænker sig selv som bidrag til samfundets selvbeskrivelse,
skal udvikle passende erkendelsesteoretiske og metodologiske forestillinger til den. Dens opgave kan
så ikke længere være at afbilde et forudgivet objekt, det være sig statisk eller dynamisk. Snarere drejer det sig om at
frembringe teorier, der tager en distance til hverdagens selvfølgeligheder med i købet, ja bevidst skaber distancen for at opnå et mere
abstrakt forankret konsistensniveau (...)
Og faktisk finder man i den nyere videnskabskritiske litteratur formuleringer, der næsten lyder, som om man er bevidst om denne tradition.
Den drilske tone er både kærlig og syrlig på én gang,
men nøgtern frem for alt. Luhmann er sig bevidst om sin position i forhold til sit forehavende, og han kan næsten
være medfølende over for de andre, der har kæmpet med de samme udfordringer som han har stillet sig. Ingen forskning bliver
blot affærdiget, men set som et led i en stadig fremadskridende erkendelses-
teoretisk udvikling. Et sådant værk som det foreliggende
må i sandhed siges at være en landvinding på det metodologiske område, også tyve år efter sin frembringelse.
|
|
|
|
