|
|
Anmeldelse:
GLOBAL BANKING for dummies
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 3. juni 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
JORIS LUYENDIJK: "Svømme med hajer".
Oversat fra nederlandsk af Birthe Lundsgaard.
Udgivet 24. maj 2016 - TIDERNE SKIFTER.
Uindb., 244 sider, kr 269,95.
KAN KØBES HER.
SAMF/HISTORIE:
Journalisten Joris Luyendijk mødte tilfældigt chefredaktøren for The Guardian, hvilket blev indledningen
til et samarbejde over to år, hvor hollandske Joris boede i London og byggede en blog op hos The Guardian med emnet at forstå bankverdenens
mysterier, specielt med henblik på kollapset i 2008. Han vidste lige så lidt om denne branche som de fleste af os almindelige dødelige, men
igennem mere end 200 interview med aktiehajer, whistleblowere, spekulanter, kontorslaver, stjernedealere og de frygtede HR-ledere lykkedes det
Luyendijk at knække tavshedskodekset og få dannet sig et indblik i denne hemmelighedsfulde verden. Spændende, forstemmende, forargende og
nedslående læsning, der mere end bekræfter menigmands fordomme og bange anelser.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen.
BLOG MED LØBENDE BEKENDELSER
Fra en næsten umulig start med venllige, men bestemte afslag på deltagelse, lykkedes det efterhånden for journalisten at trække folk fra finansverdenen ud af busken, idet de følte sig provokeret eller motiveret af den blog, som han løbende byggede op.
Nogle kom, fordi de mente, at billedet var forfejlet eller unuanceret, andre fordi de ville forsvare et renommé eller måske blot lette deres hjerter. At det ikke skete uden risiko kan ses af følgende beretning fra en kvinde, der netop havde forladt finansbankverdenen efter ti år: "Hvis nogen bliver afsløret (i at kontakte pressen, anm. bem.), bliver de afhørt, og derefter følger disciplinære foranstaltninger eller afskedigelse, sagde hun næsten med en skuldertrækning."
Det var så artige sager, han måtte lægge øre til, at den oprindelige titel på bogen blev "Dette kan ikke være sandt". Også den danske titel om at "Svømme med hajer"peger på det centrale, at man i finansbankverdenen holder sammen med en sjælden korpsånd: Enten er med på holdet, overholder tavshedskodeks og spiller spillet, eller også er man ude.
* * *
Almindelige mennesker, og dog
Forfatteren tænkte indledningsvis følgende: "Jeg kunne således med lethed have identificeret mig med mit forskningsobjekt og konkluderet, at alt var i den skønneste orden hos investeringsbankerne. Der skal selvfølgelig gøres noget ved de bonusser, men ellers (...) Heldigvis fremkaldte interviewene med investeringsbankfolkene reaktioner fra en uventet kant. Og dér fik jeg så noget helt andet at høre."
Det var indblikket i hierarkiet og organiseringen i disse internationale finansbanker, der fik de grelle nuancer til at træde frem i lyset. øverst i systemet er der en lille gruppe investeringsbankfolk, front office. Dertil et stort støtteapparat, back office, med jurister, bogholderi og IT-support, HR-afdeling m.v. Endelig er der middle office med intern kontrol , der skal se til, at alt går efter reglerne.
Det ser jo alt sammen fint ud, men problemet er bare, at det er den øvesrste ledelse, der bestemmer, hvor meget den interne kontrol skal beskæftige sig med, ligesom kontrolmedarbejderne konstant får signaler om, at de ikke skal bore alt for dybt. Var der nogen, der talte om at sætte gæssene til at vogte ræven?
Systemet er med til at skabe en følelse af ufejlbarlighed og usårlighed hos investeringsbankfolkene, selv om de hele tiden er i fare for at blive afskediget vilkårligt, hvis de ikke performer optimalt. Det almindelige er, at ca. 10% af medarbejderne i front office fyres hvert år, normalt med få minutters varsel. Det kræver tykhudethed og kynisme, hvis ikke man skal ende med søvnløse nætter og forliste private relationer.
* * *
* * *
Den finansielle deregulering og den tiltagende lovløshed
En tidligere finansieringsbankmedarbejder på topniveau fortalte, hvordan moralkodeks ser ud i forhold til kunerne og omverdenen i almindelighed:
Havde der været den balance i hans bank (mellem traderne og kontrollanterne, anm. bem.)?
Tja, sagde han undvigende, meget har ændret sig i City siden halvfjerdserne. 'Sektoren som helhed er blevet blindt fokuseret på overskud, og på at snyde klienten. Det burde være kedeligt at drive bankforretning. Lad mig sige det således: Jeg er ingen fan af finansiel deregulering'.
En anden, ældre medarbejder på ledelsesniveau reflekterede ligeledes over udviklingen i lyset af dereguleringen:
En veteran i front office havde være med, da hans bank stadig var et partnerskab. Han fortalte med et blink i øjet, at han engang havde udtænkt et 'rasende smart' finansprodukt, som han forelagde bankens head of trading -
chefen på handelsgulvet: 'Se engang, hvor smart det her er, og hvor mange penge vi kan tjene på det!'
Chefen var en af partnerne og havde sagt: 'Glem det. This is my money you're fucking with - Det er mine penge, du leger med!'
"Sådan var systemet dengang", mindedes den gamle bankmand. "Man havde aktionæren siddende lige ved siden af".
Det gamle motto for partnersystemet i London City, centrum for den europæiske bankverden, var dengang "My Word is My Bond",
hvilket ligefrem stod på et fint skilt lige inden for foyeren hos de fleste af disse banker. Det siger vel sig selv, at bemeldte skilte
ikke længere er at finde...
* * *
Angstens regime: Hire & Fire
Ingen af de bankfolk, som Joris interviewede, søgte at kritisere den udbredte praksis med rask væk at fyre (og ansætte) folk, særligt i front office, men også generelt. En kvindelig ansat i middle office udtrykte det således: "Alle er bange, sagde hun, og ingen stoler på de andre. "'Tænk på din lønseddel,' siger folk. Og: 'You don't want to rock the boat too hard.'
- Man skal ikke skabe for meget røre i andedammen (...) Mange andre i middle og back office nåede til den samme konklusion: I min bank hersker der angst."
Miljøet bliver lettere forrået, når vilkårligheden hersker internt i banken: "Når det er så let at fyre folk, mister topledere hurtigt deres empati, havde personalemedarbejderen bemærket. 'Jeg har set meget højt placerede mennesker på nært hold, og nogle af dem har enorme mangler. De kan uden at blinke smide en ansat ud."
* * *
Egoisme og isolation
En af dem, som meldte sig til at blive interviewet, gjorde det primært for at få bogens forfatter til at forstå, hvordan denne særlige verden virkelig ser ud. Han sagde det meget direkte:
"Vi må væk fra forestillingen om bankerNE. Det udtryk indebærer en sammenhængende organisation. Det, man har, er en samling individer i magtpositioner."
Etikken i bankverdenen kunne koges ned til følgende: "Udtrykket 'etik' optrådte faktisk kun i kombination med ordet 'arbejde' - og betød så noget i retning af 'absolut lydighed og uforbeholden indsats for chefen og banken.'"
Andre former for etik hørte til i pladderhumanismens regi. Man begrundede den fraværende etik med en regel, der samtidig skulle give medarbejderne god samvittighed: Caveat emptor -
Kunden skal tage sig i agt. Hvis kunden var et fjols, ja, så var det da bare ærgerligt for vedkommende!
"Amoralitet betyder lige muligheder, sagde folk, og for det andet skal man forstå, at der ikke er tale om et valg, fordi det forlanges af aktionærerne, der kræver afkast, helt uafhængigt af enhver form for moral. Stikordet er shareholder value, 'aktionærværdi'."
* * *
At handle imod almenvellets interesse
Efter et års arbejde begyndte vores forfatter st spekulere på, hvordan det kunne gå til, at man som ansat i en bank blev skubbet i den forkerte retning. Han opererede nu med et motiv om howdunit for at finde frem til nogle af de mekanismer, der kunne føre til den ryggesløse adfærd, som bankerne viste.
han nåede frem til den konklusion, at svaret skulle findes i den romantiske lydende beskrivelse af "et ørige i disen, befolket af lejesoldater"
Altså var der ikke tale om et stramt styret system, men snarere om et miljø og en organisation bygget op om en art junglelov med zero loyalty, hvor det gjaldt om at slippe af sted med at være smart, uden at blive opdaget. Det var fristende at udnytte de huller i kontrollen og organisationen, der kunne føre til kæmpe gevinster, men også kæmpe tab for virksomheden.
Dette bruger Joris som en af de mulige årsager til, at det kunne gå så galt i 2008. Ledelsen havde ganske enkelt ikke indblik i, hvad der foregik: "Ledelsen i såvel de britiske som de amerikanske banker forstod ikke, hvor alle de udbytter kom fra -
havde ikke engang spurgt om det - og heller ikke hvilke risici de løb".
Dette får forfatteren til at sammenligne finansbankerne med kasinoer, bare med den forskel, at det var endnu mere usikkert med denne form for bankvirksomhed end med at spille ved rouletten!
Desuden er der problemet med, at de megastore banker nu er 'too big to fail'. Man ville ikke kunne lade dem gå fallit, uden at det ville true samfundets sammenhængskraft rent økonomisk.
* * *
* * *
Ingen løsninger på problemet - skatteyderne betaler regningen
En samtale med en mand fra finanstilsynet får Joris til at miste de sidste illusioner, idet han spørger:
"'Er sektoren blevet fixed efter krisen?' havde jeg spurgt ham ligeud. Han svarede:'I don't think so.'"
Joris fortsætter i sin bog: "For fanden i helvede. Det er det, der bedst sammenfatter min stemning efter samtalen med Peter. Det her var virkelig sket. Men hvad værre var: Det kunne sagtens ske igen".
Skatteyderne betaler gildet, konstaterer han, idet den europæiske bankfond og de nationale hjælpepakker alle sammen finansieres via skatteydernes indbetalinger. Det fører ham til at sige, at bankerne spiller roulette på de almindelige borgeres regning.
* * *
Masters of the Universe
I sidste instans fremstår disse bankfolk som overjordiske typer, "Master of the Universe-bankfolk", med et udtryk Joris låner fra en roman af forfatteren Tom Wolfe. Det ironiske og triste var, at front office bankfolkene syntes, det var et meget passende tilnavn at få, da han præsenterede dem for det. De så end ikke ironien bag udtrykket
En af ærkeskurkene, tidligere trader på højt niveau, sagde i interview med forfatteren:
Dette system kan kun forbedres, hvis man gør noget ved den iboende tendens til amoralitet, sagde han. 'Men den tendens sidder dybt i systemet. Bedre tilsyn? Det skal du ikke vente dig for meget af. Uanset hvilke regler man udtænker, vil de altid finde på måder at omgå dem på.
Senere interviewede Joris en af de såkaldt 'kolde fisk', der omtalte sig
selv og hele gruppen sådan: "Endvidere sagde han: De er ikke dårlige mennesker.
Det er mennesker, som ikke længere tænker i godt og ondt. Professionelle".
* * *
Kan vi fixe det?
Om vi kan gøre noget ved hele miseren, synes Joris Luyendijk dog stadig at mene. Han forventer ikke, at de enkelte Masters of the Universe-bankfolk skal komme med forslag til forandringer, der kan skabe en mere fornuftig bankverden.
Han ser med en vis fortrøstning på, at de vestlige lande bygger på et demokratisk grundlag.
Han har tillid til, at det vil være muligt at flytte politikerne over på den kritiske side, så de ikke bare taler om 'den nødvendige politik',
men ophører med at identificere sig med finansverdenen og dennes paradigmer. Han slutter i et næsten lyrisk leje med denne vision:
Men at afskrive politik som sådan er himmelrående dumt. Det demokratiske system er og bliver den almindelige borgers bedste mulighed for på fredelig vis at generobre magten over finanssektoren. Det er også sektorens bedste mulighed for at reformere sig selv, før det er for sent.
En sådan omvæltning er en enorm opgave. Men Vesten har i de seneste to hundrede år med succes genopfundet sig selv igen og igen. Afskaffelsen af slaveriet og kvindefrigørelsen krævede langt mere indgribende samfundsmæssige forandringer, end der nu kræves med hensyn til finansverdenen.
Ingen profiterer mere af en kynisk holdning til politik end kyniske politikere.
|
|
|
|
