|
|
Anmeldelse:
Lepidopterolog, geni, forfatter, kritiker - men middelmådig engelskkyndig
Tekst og foto:
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 5. maj 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
VLADIMIR NABOKOV: "Ulven kommer"
Litterære essays. Forlaget TIDERNE SKIFTER.
Udgivet 29. april 2016.
204 sider. Pris: kr. 299.
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
Vladimir Nabokov var en mand, der mente at kende sit eget værd og sine begrænsninger. Ud over at være internationalt anerkendt
sommerfugle- ekspert var han livet igennem travlt beskæftiget som forfatter og underviser. Nærværende udgivelse omfatter tre hovedpunkter:
Om kunsten at skrive, læse og oversætte; seks centrale russiske forfattere; Vladimir Nakokov himself. En skarp hjerne og en skarp pen kendetegner
samtlige tekster, der trods deres højlærde og temmelig akademiske ophavsmand bestemt ikke er kedelig læsning, idet Nabokov besidder
både menneskelig udstrålig og lune.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen.
SKRIVEKUNSTEN OG COMMONSENSE
Titlen på essaysamlingen markerer, hvad Nabokov anser for esentielt for litteratur, nemlig at den skal digte en god historie:
"Litteraturen blev født, ikke den dag en dreng, der råbte ulven kommer, kom løbende ud af store Neanderdal med en grå ulv i hælene: Litteraturen kom til verden den dag, en dreng råbte ulven kommer, og der ikke var nogen ulv efter ham."
Ifølge Nabokov er det værste for litteratur og ånd i almindelighed den sunde fornuft, der lægger ren gift for enhver kunstnerisk udfoldelse. Se blot dette billede til illustration af forholdet:
"Commonsense er, når den er værst, fornuft, der er gjort almindelig, så alting bliver billigt ved berøringen. Den sunde fornuft er firkantet, mens alle de fundamentale værdier og visioner i tilværelsen er smukke og runde, så runde som universet selv eller øjnene på et barn til sin første cirkusforestilling."
Som ovenstående citat antyder, er det den gode kunsts umiddelbare evne til at skabe oplevelse og begejstring, der er central for kvaliteten i forhold læseren eller iagttageren. Nabokov taler ligefrem om, at læseren ideelt set skal hensættes i en barnligt reflekterende tilstand, og han konstruerer sit eget skældsord i den forbindelse: 'sundfornuftigt'.
Kunsten udvikler og frigør tanken
Den gode verden er knyttet til den skabende fantasi, og den kreative forfatter har ifølge Nabokov altid et provokerende glimt i øjet, og ligegyldige detaljer og groteske overdrivelser kan blive til stor kunst, hvis forfatteren formår at samle de nødvendige tråde, hvor det platte og simple ophøjes, hvor synden gøres absurd.
Den gode kunst formår at skabe øjeblikke af forklaring, også andetsteds benævnt 'epifani', der er en pludselig og uventet manifestation af noget, der skaber indsigt hos læseren. Nabokov taler om forholdet som:
"Overgangen fra det dissociative til det associative stadie er således kendetegnet ved en slags åndelig skælven (...) Det hele varer et tindrende sekund, og bevægelsen af indtryk og billeder er så hurtig, at man ikke kan nå at fange præcis de love, der knytter sig til deres genkendelse, opståen og sammenfald
(...) Det er som et puslespil, der lige med et falder på plads i ens hjerne, uden at hjernen selv er i stand til at iagtage hvorfor og hvordan (...)."
Nabokov mener, at en forfatter er både fortæller, lærer og troldmand. Det er troldmanden, den store illusionist, der er det helt særlige ved en god forfatter. Magien i det sofistikerede illusionsnummer som litteraturen er, sammenligner han med sommerfugles evne til at skabe synsbedrag i kraft af deres farvespil:
"Fiktionsforfatteren følger kun naturens eksempel."
* * *
OVERSÆTTERENS EVIGE UDFORDRING
Ifølge Nabokov er en god oversættelse tydeligt nok en oversættelse. Hvis vi ikke fornemmer, at der er tale om oversættelse, kan vi roligt regne med, at en foreliggende oversættelse er upræcis og sløset, idt den er tilpasset, så den glider pænt ind i modtagersproget. Noget sådant makværk bryder han sig ikke om. Det er jo blot en gendigtning. Den ideelle oversætter findes vel næppe, når man ser på de følgende krav, som han opstiller.
En fuldstændig dækkende oversættelse vil kræve, at man som oversætter har lige så meget talent, eller en tilsvarende art af talent, som forfatteren til værket, at man kender de to lande og deres sprog til bunds og desuden har fuldstændig rede på forfatterens stil og metode. Hertil kommer yderligere noget af et kardinalpunkt: "Samtidig med at have viden og geni skal han have mimetisk talent og så at sige være i stand til at spille den rigtige forfatters rolle ved at legemliggøre hans adfærds- og talekneb, hans manerer og hans persolinghed med den højeste grad af lighed".
På dansk grund har vi p.t. formodentlig kun to oversættere fra engelsk til dansk, der med rimelighed kan siges at leve op til dette. Disse benyttes heldigvis flittigt.
Den russiske litteraturs storhed
Vladimir Nabokov lægger ud med at konstatere, at der kun findes ca. 31.000 sider verdenslitteratur på russisk, alt fra 1800-tallet. Dertil kommer den smule, der kan være i en flødekande, hvad angår nyere litteratur. Han forklarer, at russisk litteratur ikke desto mindre har en stor plads i det samlede verdensbillede, når man betænker, at produktionsperioden begrænser sig til 1800-tallets senere del. Sammenlignet hermed har mange andre lande haft mange hundrede år til at frembringe deres store værker.
Han markerer, at det ikke er det særligt russiske, man skal lede efter, når man definerer den store russiske litteratur, men derimod det særlige univers, som er opfundet og udviklet af et individuelt geni:
Som opsummering kunne jeg tænke mig endnu en gang at understrege: Lad os ikke se efter den russiske sjæl i den russiske roman, lad os se efter det individuelle geni. Se på mesterværket og ikke på rammen -
og ikke på ansigterne af de andre mennesker, der ser på rammen.
Hermed mener Nobokov i øvrigt, at den virkeligt gode læser ikke beskæftiger sig med almene ideer, som f.eks. en særlig russisk version af nogle menneskelige træk. Den gode læser kan lide og påskønner en roman, fordi han sanser og forstår alle detaljerne og indser, hvad forfatterens mening med det hele er. Denne læser bliver revet med af den magiske billedverden og erkender herigennem værkets storhed.
* * *
RUSSISKE FORFATTERE
Nabokov opregner de centrale russiske forfattere som værende Gogol, Turgenjev, Tjekhov, Pusjkin, Lermontov og Tolstoj. Dostojevskij og Gorkij tager han kun med under tilkendegivelse af tydelige forbehold. Dertil kommer et middelalderligt mesterværk uden forfatter: "Kvadet om Igors hærtog".
Om Lermontov:
Det der betyder noget, er, at det på en eller anden måde lykkedes denne meget unge, arrogante, ikke synderligt veluddannede mand, som befandt sig mellem mennesker, der ikke gav en klap for litteratur, i løbet af den korte tid, der var ham tilmålt af den udtalt kranke skæbne, som hjemsøger genier, at producere digte og prosaværker af en sådan virilitet, skønhed og sensibilitet, at den næste generation satte ham endda højere end Pusjkin: Digtere har som vipper nedture og opture.
Som man kan se af ovenstående, er det en frygtløs mand med ordet i sin magt, der her fælder sin dom både over Lermontov og over hans læsere. Han yder den retfærdighed, der skal ydes, men forfalder aldrig til sentimentaliseren eller glorificering. Videre hedder det om Lermontov værk, som Nabokov har oversat : "Den engelske læser skal være klar over, at Lermontovs russiske stil er uelegant; den er tør og sjusket; den er en energisk, utroligt begavet, pinagtigt oprigtig, men afgjort uerfaren, ung mands redskab.
Dostojevskij:
Mit forhold til Dostojevskij er særegent og indviklet. I alle mine forelæsninger interesserer jeg mig (...) kun for individuelt geni og varig kunst. Fra denne synsvinkel er Dostojevskij ikke nogen stor forfatter, men en temmelig middelmådig sådan, med glimt af storslået humor, men, ak, med ørkener af banaliteter indimellem.
Han mener ligefrem, at det var godt, at Dostojevskij døde, før han fik skrevet Brødrene Karamassov færdig, for historien var rigeligt lang i forvejen!
Tolstoj opfatter Nabokov som genial, idet han var i stand til at skabe tid og rum og samtidig var i besiddelse af en total beherskelse af detaljen. Tolstoj forelskede sig i detaljen, og han formår at få læseren til at gøre det samme. Han gestaltede sine personer igennem alle sine fine, små indfølte iagttagelser. Og så er indholdet i øvrigt stort set uden nærmere vigtighed for Nabokov. Det centrale er at vi bliver et med disse personer, at vi får et grundlag for at leve os helt ind i dem:
Intet under derfor, at ældre russere ved aftenteen taler om Tolstojs personer som personer, der virkelig findes, mennesker der kan sammenlignes med deres venner, mennesker de ser lige så tydeligt for sig, som hvis de havde danset med Kitty og Anna eller Natascha ved ballet eller spist middag med Oblonski på hans yndlingsrestaurant.
Hvad jeg lærte af Joyce
James Joyce bliver af Nabokov sammenlignet med med en 'stor, blå safir', der adskiller sig fra den 'grå grusbunke', som han finder i værkerne hos mange af Joyces samtidige. Endnu engang kommer han med sin uforbeholdne, frygtløse vurdering:
Jeg kan (heller) ikke finde ret mange gåder i den mest blændende af alle romaner, Ulysses. På den anden side afskyr jeg Finnegans Wake, hvor en kræftsvulst af kunstigt ordgyderi dårligt nok kan overgå den skrækkelige jovialitet af folklore og letkøbte, alt for letkøbte allegorier.
Intervieweren - Hvad har de lært af Joyce?
- Intet.
Denne anmelder mener at have lært ét og andet af Joyce, men må nølende tilslutte sig vurderingen af Finnegans Wake.
Vladimir nabokov indgyder respekt og er værd at læse som essayist såvel som romanforfatter. Måske skal man begynde hans mest kendte værk, Lolita.
|
|
|
|
