|
|
Anmeldelse:
"RUSSERUNGE" - Det finurlige i fint fabulerende fremstilling
Tekst og foto:
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 22. april 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
KARIN SHAKOOR: "Russerunge"
Roman. Forlaget Egolibris.
Udgivet 5. april 2016.
318 sider. Pris: kr. 139,95.
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
En magisk fortælling om en bornholmsk piges opvækst. Vi møder Kajsa som syvårig i 1959 og følger hende fra det frie liv som Barn med meget stort B, igennem den første periode efter skolestarten, hvor en ydre, konkret bevidsthed begynder at trænge sig ind på hende, og frem mod en modning under indtryk af nogle voldsomme
begivenheder omkring hende. I bogens kortere andel del, 1965, udvider horisonten sig, da faster Agnes inviterer Kajsa og hendes mor til
København på sommerferie. Her går det til slut op for Kajsa, at hun i virkeligheden er et plejebarn. Hun har imidlertid ubevidst
været klar over, at der var noget fordækt, idet hun altid har følt, at der var en "fejl"
ved hende selv, hvilket hun har søgt at undertrykke ved hjælp af sin omfattende fantasiverden.
Men "fejlen" blev hun ikke kvit.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
ROMANDEBUT
Karin Shakoor er selv vokset op på Bornholm og har boet der det meste af sit liv.
Hendes skildring af livet i anno 1959 er i fokus, og vi oplever igennem sproget og skildringen i øvrigt,
hvordan det bornholmske univers har set ud fra knæhøjde hos den syvårige Kajsa. Man følger Kajsa vokse,
fra hun er syv, til hun bliver 13, og hele hendes verden vender på hovedet, mens den tragiske sandhed om hendes opvækst
langsomt udfoldes for læseren. Titlen Russerunge antyder, som en art skældsord, hvilken baggrund hun reélt har, som det vi også
kalder en 'horeunge'.
ET GUDELIGT HJEM
Forfatteren har med sin velskrevne roman levende skildret livet i Allinge i halvtredserne, befolket med et galleri af mere eller mindre skæve eksistenser, både inden for familien og i byen og omegnen. Vi møder Sæbe-Valde, Lillebror, Ruessserfjæs, Sirius og Petrus. Den lille Kajsa kan minde lidt om Scout i Dræb ikke en sangfugl, men som sin far har hun ikke nogen Atticus, om end faderfiguren i form af bagermesteren fremstår som en hæderlig, retskaffen mand, der ydermere er aktivt engageret i det indremissionske miljø. Han virker også en anelse klodset/kikset og står ikke på bedste fod med naboen:
-Ka I så dy jer, bælla-faninja! Kommanderer en stemme (...) Nabo Iversen kommer til syne i sit vindue. Også han slår det hidsigt op og læner sig ud.
-Hva fan i helvede er det for en forestilling? Tordner han.
-Koss i herrens fred, den gudelige bager og skrædderen er røget i totterne på hinanden lyder det et andet sted fra:
-Hjem med dig, tøsahundan, og be nogen flere bønner! brøler Iversen og lukker vinduet igen, men han bliver stående bag ruden.
Romanen er gennemsyret af datidens bornholmske dialekt, som ovenstående illustrerer.
Men til læserens støtte er bogen forsynet med en lille ordbog, der giver de vigtigste gloser. Sproget er med til at understrege,
at vi befinder os i et særligt univers, både hvad angår Kajsas fantasiverden og den konkrete, bornholmske hverdag og virkelighed.
Bageren og hans kone, reelt Kajsas plejeforældre, er ikke just velhavende,
og deres stille tilværelse bliver sat i relief af møllerens søn, der skoser dem for ikke at være videre driftige:
"-Sikken en fin herre, hva? ler Dora og smiler til manden på billedet. - Møllerens søn. De har vel set hans dollargrin?
-Ja, svarer far bare."
* * *
OGSÅ ANDRE af byens beboere trækker lidt på smilebåndet ad bagerparret og karakteriserer dem som hellige.
Kajsas syvårige horisont og moderens indremissionske ditto kommer næsten rørende til udtryk i følgende replikskifte:
- Mor, hvor er Guds himmel? Spørger jeg veloplagt.
- I hans nådesrige, svarer mor.
I nådesriget? Det er nok højt oppe et sted. Meget højere oppe end russersputnikken og stjernerne. Farten går af mig, jeg bliver stille i benene, nu går jeg pænt og benovet. Hvor mor er klog, for det om nådesriget har hun sikkert vidst, lige siden hun var barn. Hvordan skal jeg nogensinde blive som hende, når jeg ikke engang tør spørge om mere?
DET MAGISKE UNIVERS
Kajsas sammensatte verden er befolket både med engle og dæmoner, så at sige:
Jeg elsker far og mor og Guds himmel med Jesus og englene. Jeg elsker også Juliette og Lillebror.
Klatretræer og klipper elsker jeg, jeg elsker bølger og skyer og stjerner. Is tapper. Katte og skove. Fint karamelpapir.
Og sange og pæoner og liljekonvaller. Når mor synger. At sidde hos mor. Hendes loutegott, der gør mig så sød og svag. Men jeg hader
djævelen og de døde russere. Lunken mælk hader jeg også. Og doktorens taske. Hans gloøjne og sorte skæg med en rød mund dybt inde.
Jeg hader Russerfjæs og huller i tænderne.
Hos urmageren Petrus og hans bror, kaldet Lillebror - han er født 20 minutter senere end Petrus - oplever
Kajsa et mystisk univers med de mange ure, hemmelige tegn i mørkt indbundne bøger og gådefulde udtalelser fra Lillebror, der ser den lille Kajsa som "sit livs lys". Kajsa får i al hemmelighed for storebror Petrus en kattekilling af Lillebror, og dette er med til at understrege temaet om kærlighed og afvisning samt hengivenhed:
-Så skrivar han det op, svarer han lavmælt, - också det gør han! Men fråga mama først. Du må tvætte dig under pumpen, før du løber hjem til hende.
Jeg hopper på stedet af lettelse og nikker ivrigt.
-Snälla Flickan, men glem nu inte at tvætte dig.
Jeg kunne ikke drømme om at glemme det og spæner ud af haven på vej mod pumpen, allerede i fuld gang med en indre drøftelse med mor.
Hvis bare jeg måtte få en kat. Min egen søde, lille, bløde pyss. Så ville jeg aldrig mere være bange for noget.
* * *
DEN VOLDSOMME VIRKELIGHED
trænger sig på
Kajsas uskyldsrene univers får et alvorligt chock, da veninden Juliette uden omsvøb siger sin mening om
både sin egen situation og indirekte om forholdene hos Kajsa:
Jeg ser medlidende på Juliette. Hvor må det være sørgeligt ikke at have sin rigtige mor.
Engang jeg sad i rodeskabet, hørte jeg, at Juliettes mor blev lam, før hun døde, og jer har også hørt, at
hendes far er blevet væk på havet, og at Russerfjæs ikke har sin rigtige far (...)
Din mor flyver sikkert rundt oppe i skyerne, trøster jeg, - hos Gud altså, så nu er hun ikke lam here, Juliette, hun er en engel med glorie og store, hvide vinger.
- Nej, smælder Juliette, - for hun er brændt. Hun var nemlig fritænker.
Mine hænder farer op til kinderne, og jeg sætter mig op i et ryk.
- Hvaffornoget? Måber jeg. Hva er det?
-Når man er sjosjaldenokrat og fritænker, tror man ikke på alt det med
engle og Gud og himlen ... og Jesus ... og alt det skinhellige vrøvl ...
for det er bar løgn (...)
-Men det ska man, hvisker jeg.
FJERNT FRA DANMARK
Kajsa venter spændt, og beklemt, på at skulle op til endnu en dag i skolen, som hun begyndte i efter sommerferien:
Jeg vågner og lytter. Et eller andet sted i fru Ibsens have sidder musvitten i mørket og filer.
Om lidt skal jeg op og i skole. Der har jeg lige lært, at vi hører til et land, der hedder Danmark. Landet ligger langt væk og
kommer os kun ved om sommeren, når turisterne er her og går rundt og kalder os reservesvenskere. Resten af tiden passer vi
os selv, og det, synes jeg, er godt.
ET HITTEBARN
Da det begynder at gå op for Kajsa, at der er noget underligt med hendes relation til moderen og faderen,
tænker hun tilbage på små episoder fra den tidlige barndom:
"Var det min døde søster, der blev hvisket om, da jeg var lille? Var det hende, der var den forfærdelige sorg og skam?"
Det er imidlertid først til allersidst, at hun som 13-årig får tingenes rette sammenhæng opklaret, og det sker tilmed på den
måde, at moderen rejser i løbet af natten og lader hende alene tilbage i København hos fasteren, og læseren må derudfra slutte
sig til, hvordan tingene faktisk hænger sammen:
-Man sku tro, du var hittebarn, udbryder hun pludselig.
Mig ligner du i hvert fald ikke ... det er du vel klar over?
Ja, jeg er! Jeg har aldrig nogensinde lignet min mor på andet end håret. Men hun skulle ikke have sagt det højt.
-Ih, hvor er du tarvelig, hvisker jeg.
-Har du for resten nogen sinde tænkt på hvoffor? Tilføjer hun.
Det er, som om hun må famle efter ordene, og vreden braser sammen. Nu er der kommet en slags frygt i hendes blik.
* * *
VI NÆRMER OS NU
kernen i det hele, formulert som 'fejlen' i Kajsas forestillingsverden:
Sådan plejer hun at se ud,når hun græmmer sig over mig og spekulerer. Når hun studerer fejlen. Hvis hun begynder at snakke om den igen, rejser jeg mig og går.
Pludselig stryger hun mit hårgardin væk og aer mig på kinden.
- Agnes ved ikke alt det goe, hun vil gøre for dig, siger hun lavmælt og ligesom lidt åndeløst.
-Du ved jo hvorffor, ikke, Kajsa?
Kajsa mister sin uskylds univers
Moderen får ikke sagt mere, og næste dags morgen er hun rejst tilbage til Bornholm. Bogen slutter i den lidt mystiske stemning, som den begyndte i, og tilværelsen lukker sig på en gang beskyttende og truende om Kajsa, der står alene tilbage med sin nyfundne identitet. Uskylden har hun smerteligt mistet.
Alt i alt en
forrygende roman om det
finurlige, fortalt i en fint fabulerende fremstilling.
|
|
|
|
