|
|
Anmeldelse:
TORGNY LINDGREN i sit finurlige og muntert lune hjørne
Tekst og foto:
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 8. april 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
TORGNY LINDGREN: "Klingsor"
Roman. Forlaget ROSINANTE.
Udgivet 23. marts 2016.
194 sider. INDBUNDET. Pris: kr. 208,00.
KAN KØBES HER.
SKANDINAVIEN/LITTERATUR:
En fortælling om meningen med livet og kunsten samt materiens grundlæggende karakter. Det lyder vældig ambitiøst,
men ikke desto mindre er det netop det, at denne roman af Sveriges hæderkronede litterat og grand old man sætter sig for at afdække.
Romanen fremstår som en afsøgning af tegneren og maleren Klingsors liv og virke med henblik på at skrive den ultimative biografi,
som de to unavngivne forfattere heraf mener, at denne usædvanlige kunstner fortjener som et eftermæle. Deres biografiske værk er ifølge
eget udsagn undervejs i mange år, og tilgangsvinklen i Torgny Lindgrens beretning om Klingsor og hans liv etableres via forfatterfortællerens
drillende samspil med, og modspil mod, de
to biografisters arbejde med bogprojektet. Dette skaber en grundtone, der er både finurlig og bemærkelsesværdigt afvæbnende.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
DUPONT OG DUPONT
Hvorvidt vi igennem Klingsors kunstneriske stræben får et egentligt svar på universets gåde træder efterhånden i baggrunden, og svaret synes på en gang både at give sig selv og lukke sig om sig selv, afhængigt af, om det er de to biografister eller Lindgren, der styrer diskursen.
De indledende sider af romanen er lettere absurde i dialogen mellem en ejendomsmægler og de to personer, der har sat sig for at skrive en biografi om Klingsor og hans værk. De har sat hinanden stævne i det hus, som slægten Klingsor havde beboet igennem mere end hundrede år. Biografisterne søger at finde spor, som de kan bruge i deres udredning af Klingsors liv og kunstneriske arbejde:
Mægleren: Tanken var at det skulle blive til et museum. Et Klingsormuseum.
Vi: Det ene maleri?
Mægleren: Indtil videre. Men det spiller vel ingen rolle. Han malede jo bare det samme maleri gang på gang.
Vi: Jo, sådan ser det ud. Det kan man forestille sig.
Mægleren: Hvad det nu skulle gøre godt for. Hvad han egentlig ville?
Vi: Han ville forandre verden (. . .) Vi: Vi har ikke så lang tid. Hverken vi eller husene.
Mægleren: I det lange løb er det hele meningsløst.
Således fortsætter replikskifterne mellem mægler og biografister, uden at der kommer nogen form for reelt indhold endsige en konklusion på samtalen.
* * *
Den middelmådige kunstner
De to biografister, der omtaler sig selv som 'vi', synes rørende enige om, at Klingsor var en middelmådig kunstner, men ikke
desto mindre af så afgørende betydning for det 20. århundredes malerkunst, at hans liv og værk må skildres og fastholdes for eftertiden.
Han rendyrkede genren STILLEBEN for på den måde at nå ind til essensen i materien, hvor de døde ting har lige så meget liv som de levende
organismer. Klingsor hævdede, at der var lige så meget liv i de tilsyneladende døde ting som i de levende væsner, blot at tingene udviklede
sig langsommere: "Materien, sagde han, vælger frem for alt at lade sig repræsentere af genstandene."
* * *
Er dette stor litteratur?
Fremstillingen hos Torgny Lindgren lægger sig ikke op ad de store realisters nuancerede og vidtfavnende personbeskrivelser
(Flaubert, Hugo, Tolstoj), men minder snarere om kammerspillet hos absurdister som Beckett og Pinter. Scenen er sat til det 20.
århundrede, med fokus på perioden fra Første Verdenskrig og frem til årene umiddebart efter Anden Verdenskrig, men uden at disse den
store histories hændelser får nogen afgørende indflydelse på handlingen og personernes udvikling. Ikke desto mindre fornemmer vi,
at også livet i den nordsvenske ydre periferi kan udfolde sig på måder, der både er dramatiske og af afgørende betydning for udviklingen af
menneskeskæbner:
Det var i det øjeblik han blev kunstner.
Glasset havde levet sit liv, det havde indset sin skævhed og sin hældende beliggenhed og besluttet sig for den stolte opretståen.
Uden rigtig at forstå konsekvenserne. Hvis glasset havde haft et navn, havde det heddet Klingsor.
* * *
En ny generation vinder frem
Røster fra begyndelsen af 1900-tallet spiller pudsigt ind på Klingsors kunstsyn, uden at han på nogen måde havrværet vidende herom.
Han er ganske enkelt et naturens barn, uden teoretisk eller almenmenneskelig ballast. Han går på tegne- og malekursus (fjernstudier),
og efter nogle år formulerer hans vejleder sig således om Klingsors kunst og kunstsyn:
Den hypotese De fremsætter, plejer man at sammenfatte i begrebet ANIMISME. Alle vi der har studeret psykologi og pædagogik,
kender udmærket fænomenet. Det optræder hos alle mennesker i de tidligste barneår, i ungdommens galskab, inden vores intellekt
har skænket sjælen form og fasthed. Animisme hos voksne mennesker er sindssygdom og intet andet.
Denne voldsomme svada får den nu voksne Klingsor lige op i sit åbne ansigt via et svarbrev fra den kunstneriske vejleder,
og hans konklusion om sig selv og sine forhold ligger da også i forlængelse af dette ræsonnement:
"Jeg tilhører det primitive
västerbottniske folk, min klan er den Klingsorske."
* * *
I kunsten sker livet fyldest
Det var under de mange brevvekslinger, som lærer og elev havde ved siden af selve arbejdet med tegneskole og malerskole, at de kom til at stå hinanden så nær, at Klingsor på et tidspunkt foreslog, at de mødtes hos hende i Malmø, når han vendte hjem fra sine to kunstnerår i Paris. Hun tog imod ham på kajen, og han flyttede ind hos hende resten af den tid, der var hende tilmålt her i livet.
Efter hendes død vendte han hjem til sin fødeegn og slog sig permanent ned der, malende på stort det samme stillebenmotiv år ud og år ind. Han levede i et simpelt udvekslingsforhold med naturen, alene optaget af sin malergerning, som han var både før han mødte sin muse, og medens han levede sammen med hende:
Kan man hævde at Klinsors arbejde den sommer i det sydlige Östergötlandsk markerede et skridt fremad i hans kunstneriske
udvikling? At han så at sige bevægede sig i retning af vores samtid? Nej, næppe. Sandheden er at han aldrig udviklede sig som kunstner.
Og dette indtryk befæstes af hans sidste år, tilbragt i ensomheden i et hus på hans hjemegn. Også her malede han på et og samme motiv, jævnfør snakken med ejendomsmægleren i bogens indledning:
"Ja, sagde Klingsor, kunsten er sandsynligivs den eneste hensigt med livet."
* * *
Den afgørende opdagelse
De enkelte stadier i Klingsors liv synes at have været uden egentlig udvikling, befæstet i en inerti omkring selve motivet,
STILLEBEN. Klingsor erkendte sandsynligvis fuldt ud, at han aldrig nåede sit mål som kunstner, da han i sine sidste år fandt en lige så
eneboende nabo som han selv, og som han kunne betro sig til:
Og Klingsor sagde at han var taknemmelig for at kunne sidde her på en simpel pindestol i kammeret og småsnakke, nu
de var kommet til at leve under lignende omstændigheder, at det var en velsignelse at de to kunne tale åbent og naturligt til hinanden så
han endelig kunne sige det som det var: at hele hans liv havde været én langtrukken fiasko og fallit.
* * *
Tingenes immanens og kvantemekanikken
Klingsords erkendelse af, at ting er i besiddelse af lige så meget liv som den levende materie, var af afgørende betydning for
den kunstneriske gestaltning, han igennem sine værker bestræbte sig på at uddestillere. Således erfarede han på et sent tidspunkt i
sit kunstneriske virke,
at han ikke kunne tegne eller male et menneskeansigt, eller noget andet 'levende' for den sags skyld.
Dertil havde han i sit arbejde fokuseret så meget på at fremstille livet i en skål, et æble eller et glas, at han ikke var i stand til at overføre det på et ansigt, men nødvendigvis måtte ende med at male endnu en skål der, hvor portrættet skulle have manifesteret sig.
Dette forhold kan umiddelbart lede tanken hen på kubismen, hvor også ansigter undertiden fremstår som var de genstande.
I en af de afsluttende scener i romanen forsøger Klingsor virkelig at lave et portræt, og han afliver sågar motivet, den gamle paralyserede nabo,
inden han giver sig i kast med at male, men alligevel kan han ikke få andet frem på lærredet end et par genstande, der
står
ved siden af den nu afsjælede nabo, som han virkelig havde gjort sig de største anstrengelser for at portrættere:
Da Klingsor derpå granskede sit værk, så han det forestillede naboens spisetallerken og skraldespanden.
Så rejste han sig og vandrede hjem igen.
* * *
Kunstneråren dør ud
Klingsor endte med at lægge malerarbejdet definitivt på hylden efter et opgør med en ungdomsven fra tiden i Paris, da denne havde opsøgt Klingsor i det høje Nord og i en natlig rus havde smurt alle Klingsors farver ud i en orgiastisk udladning på et træstykke, et panneau, resultatet af hvilket Klingsor væmmedes over og dømte ude som kunst, men som også afgørende satte en stopper for hans egne bestræbelser som kunstner:
Og han forklarede os at det på sin vis også havde givet hans liv en ny retning, tomhed og øde og forfængelighed.
Jeg vil aldrig kunne male mere, sagde han.
Således lakonisk afsluttes fortællingen/biografien om Klingsor, idet vi hører om, hvordan han dør ved et slagtilfælde og bliver næsten til en art saltstøtte, bliver til den ting,
som han havde prøvet at portrættere hele livet: "Der blev Klingsor stående en hel evighed."
|
|
|
|
