|
|
Anmeldelse:
Roman med budskab om mulig forløsning for trøstesløsheden
Tekst og foto:
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 25. marts 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
CLAUS LEMBOURN: "Svovlregn"
Roman. Fforlaget EgoLibris
154 sider. Pris: kr. 129,95.
Udgivet oktober 2015.
KAN KØBES HER.
DANSK/LITTERATUR:
I SVOVLREGN skildrer Claus Lembourn ordknapt og med stor poetisk dybde både krigens grusomhed og tåbelighed.
Romanens relativt få sider indeholder livsvisdom nok til en omfattende, tyk bog, men med klogelige og finurlige formuleringer i
et knapt og præcist sprog, formår forfatteren at uddestillere et budskab om menneskelighed og humanisme på trods af dyb fornedrelse
og følelsesmæssige afsavn.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
De tre musketerer
Vi følger Paul, Rudo og Heinz i krigens slutfase, efter at de sammen har været deltagere i den lange
tilbagetrækning fra Norditalien og op igennem Tyskland, hvor vi en martsdag i 1945 træffer dem ved den lille, ubetydelige by
Helzberg, der for en stund meningsløst forsvares mod de fremtrængende engelske styrker, som endnu et led i det langtrukne tilbagetog
frem mod nederlaget og kapitulationen. Desillusionen lyser ud af dem, som her hos Paul:
Solidariteten sivede ud af ham, og det blev ulideligt at stå i snakkende madkøer, mase op og ned af lastvogne, alle på
én gang, eller være krammet sammen i kældre stinkende af støvlesværte, tarmluft, sved og våbenolie, larmende
udskældninger, rygter, tarvelige vittigheder og natlige mareridtsskrig.Side 14-15)
Sammenholdet mellem de tre soldater med højst forskellige karakterer forstærkes umærkeligt, idet de hver på sin måde repræsenterer den samme grundlæggende humane sympati, der ikke blot fastholdes, men forstærkes, igennem deres anstrengelser for at klare sig igennem denne sidste fase af krigen med både livet, forstanden og værdigheden i behold.
Flosklernes krig
Det er ikke de store feltherrers krig, ej heller historieskrivernes. Det er derimod skildringen nede fra svovlpølen, hvor alle brutaliteterne opleves direkte i størrelse en-til-en af alt fra 16-årige hitlerjugend-drenge, menige, der netop er rundet de 18, videre over 19-årige korporaler til 20-årige sergenter til et par af de mere overordnede befalingsmænd, der mestendels rumsterer ude i periferien.
Generalerne og civilbefolkningen ser måske for en stund ikke kendsgerningerne i øjnene, men lever videre på de slidte floskler, der allerede var formuleret som ubrugeligt vraggods under den forrige krig:
Han slap maskingeværet, dappede med hænderne i
græsset efter Waltheren og rejste sig. Der er ingen mor at gemme sig bag,
stålet sprøjter, mød det med dit brede bryst! Bylder på sproget, Ernst Jünger?
Krigspladder.
Krigsromantikken afmonteres
Vi følger hvorledes trekløveret stilles over for en absurd og grotesk opgave på en af krigens allersidste dage. De skal udgøre en henrettelsespeloton for en knægt fra Hitlerjugend på bare 16 år. Forseelsen er, at han har stjålet to dåser konserves. Dette stykke meningsløse arbejde vægrer de sig imod, hvilket får fatale og uoverskuelige følger. Men netop ved at de trodser ordren insisterer de på deres menneskeværdighed og moral og redder dermed måske ikke alle livet, men sætter ikke desto mindre et eksempel til ihukommelse og efterfølgelse i fredstiden, der snart vil følge:
'Er det her en tyverisag?'
Præsten nikkede.
'De to dåser, der stod foran ham?'
Præsten nikkede.
'Og det vil De være med til? Knoppen af for en dåse gullasch og
én med noget andet?'
Præsten rakte hånden frem: 'Mit navn er Klanau'.
Paul lod hånden stå i luften mellem dem.
Da de tre soldater har standset den vanvittige rettergang ved selv at gribe til våben, belærer Paul den valne præst, der henholder sig til, at han adlyder ordrer og udfører de handlinger, han bliver bedt om som tjenestemand i funktion:
Paul skulle til at vende sig og gå, men han bøjede sig nedén gang til:
'Ordet pastor betyder hyrde, hvis De skulle have glemt det, Og det sådan én, der var brug for i dag.'
* * *
Det private og personlige i og uden for krigen
Flere af de tre soldaters overvejelser omfatter familien hinsides slagmarken, hvor også det historiske rids af skæbnefællesskabet trækkes op, som her hvor Heinz tænker på afskedsstunden med bl.a. sin lillesøster, da han drog af sted for at tilslutte sig de kæmpendes rækker:
Hvordan redder man sin søster? Når alt og alle, nationen ...
måske er vi folket ... når hele
folket er presset til det yderste, og en side i en bog bliver et varsel, fordi alt betyder og tolkes, og de
almindeligste ting forvokser og tager overhånd, og ens søster tynges til jorden af en fejltagelse - hvad gør man så?
Hvert af bogens kapitler indledes med nogle små, korte sentenser om soldaternes liv før krigen, om forskellige menneskers gøren og laden under indtryk af krigen, om fakta og nøgterne konstateringer i forhold til virkeligheden, både i, og uden for, krigszonen. En krig omfatter det hele, og dette illustrerer forfatteren forbilledligt med sine mange små betragtninger, der tager form af nøgterne konstateringer:
'Han var jo kun et barn!' råbte Martha så skingert, at hun kom til at hoste, og hamrede præstegårdsdøren i efter sig.
Adolf Hitler startede middagskonferencen og bad om et nyt kort. Kammertjeneren, SS-Sturmbannführer H. Linge, havde ellers lige fjernet de irriterende foldninger med strygejernet. Rustningsminister Speer fugtede sine pegefingre og glattede øjenbrynene, inden han gik ind.
Radiopigen gik tværs over kasernegården til kantinen. Hun undgik at se på de tre plamager på muren, i lidt forskellig højde, men med nøjagtig samme afstand. De lignede tre opstigende vandmænd med de lange tråde efter sig, og hun kunne ikke lide det.
Intelligent hudfletning
Romanens overlegne, men diskret formulerede intellektuelle afklædning krigens meningsløshed og af det nazistiske vanvid fremtræder igennem mange små referencer, som nedenstående udvalg illustrerer:
'Glathed!' havde morfaderen sagt. 'Endnu et af nazisternes nej'er. For dem er behåring borgerlig dekadence. De er nudister af sind, tilbage til det rene, oprindelige, uspoleret af rådden civilisation.'
Det var der skrevet afhandlinger om inden 1933 (...)
'Jamen, hvis de er nudister af sind, hvorfor er de det så ikke på stranden?' 'Kønsforskrækkelse!' svarede morfaren. ' Og desuden ... små ånder blotter sig aldrig.
- - -
"En mand blev arresteret for at male over og skrive OG i sloganet 'HOLD UD ELLER Gå TIL GRUNDE!'"
- - -
Også Hamlets sætning fra 2. akt, 1 scene:
'For there is neither good nor bad, but thinking makes it so.' Dér er løsningen på al vores
kævlen om ret og vrang, sagde morfaderen.
- - -
Og papir. Slagmarkens evige papir, der flyttede sig rykvis i vinden som hvide søgende fugle. Som han havde læst om
hos Hemingway som dreng og først ikke troet på. Hvor kom det dog fra? Det kan jeg sige jer nu:
Fra officerers mapper med idiotiske planer og fra kammeraters flænsede lommer.
Et livstestamente
Bogens afsluttende budskab formulerer forfatteren atter med den fineste poetiske fornemmelse, når han lader den eneste overlevende af de tre musketerer få det sidste ord i moralens og etikkens højere tjeneste, således at hele vanviddet i løbet af de mere end fem år ikke havde været aldeles forgæves:
Paul ventede. Jeg kommer usmudset hjem, jeg myrder ikke. Sandheden bestemmes af situationen. Den, der har ansvaret,
har frihed til at handle efter situationen. Ellers holder det aldrig op. Og ansvar er der ikke nogen, der ikke har. Nu er jeg en ø.
Herefter henretter Paul en feltgendarm, der har kvalt drengen fra Hitlerjugend, som de havde reddet fra den
meningsløse henrettelse foran pelotonen.
Claus Lembourn har skrevet et uafrysteligt bidrag til forståelsen af menneskenes mørke og lyse sider.
|
|
|
|
