|
|
Anmeldelse:
Aktuel, snurrig og meget vedkommende diagnosticering af
"La Société du Malaise"
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. marts 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
MICHEL HOUELLEBECQ: "Underkastelse".
Oversat af Niels Lyngsø fra fransk "Soumission".
Forlaget Rosinante.
Udgivet 9. januar 2015.
288 sider, pris: kr. 239,95.
BUY
HERE / KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE:  Fem stjerner af seks
(skala).
FRANSK/HISTORIE:
Allerede i tiden mellem Emerson og Dewey skete det første civilisatoriske skred væk fra det sekulære demokrati,
funderet i lilleputsamfundet. I stedet så vi et gryende konkurrencepræget og stort anlagt, kapitalistisk defineret massesamfund, med tab
af demokratisk indhold til følge. Efter en udvikling på omkring 150 år har denne ideologi udspillet sin rolle, mistet sin kraft og indre logik.
Vækst er ikke længere mantraet, samfundet er endt som Den syge Patient, og anno 2022 opgiver både den franske venstrefløj og hovedparten af
den liberale højrefløj deres ideologiske standpunkter, idet de indgår
i regeringsdannelse under ledelse af Det muslimske Broderskabs parti, hvis karismatiske leder, Ben Abbes, bliver frankrigs nye præsident.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her romanen.
Aftenlandets endeligt: Frankrig genopstår af asken
Litteraturprofessoren François lever sit liv uden rigtig at finde noget, der gør det værd at leve. Han spiser færdigretter, supplerer sine
tilfældige forhold til nogle af sine kvindelige studerende med lidt købesex og indser med en vis resignation, at der ikke længere er noget,
der for alvor interesserer ham. Den ærkefranske mand spiser thaimad, har haft et forhold til en jødisk kvinde og har bekendtskaber blandt
afrikanere
og folk fra Mellemøsten.
Han kører i en VW Touareg (navnet på en afrikansk nomadestamme), og han føler, at de folk, der omgiver ham, er mere eller mindre suspekte:
Kolleger der bruger øjenmakeup, flirter med elitære højrefløjsbevægelser, tager let på den videnskabelige substans i det arbejde, de leverer,
og i øvrigt kun går op i at promovere sig selv på bekostning af andre.
François er helt på det rene med, at det franske samfund er på vej ud i en total opløsning. Værdiskredet er sket umærkeligt og accepteres
med en foruroligende apati hos store dele af befolkningen, og ikke mindst af François selv. Hans liv tager en uventet drejning, da vilkårene for
at undervise på universitetet ændres radikalt. For at undgå, at det højreekstremistiske parti Front National kommer til magten går de øvrige partier
ved anden runde af præsidentvalget i 2022 i koalition med Det Muslimske Broderskab, og den karismatiske Mohammed Ben Abbes bliver landets nye
præsident.
Ben Abbes indfører sharia-light, og det franske samfund begynder at ændre sig: kvinderne forlader arbejdsmarkedet, arbejdsløsheden falder markant
og de universitetsansatte konverterer til islam, hvis de fortsat skal have mulighed for at undervise. Denne gestus har François ikke tænkt sig at
belønne det nye styre med, så han tager som 44-årig sin pension, der er lige så stor, som den ville have været,
hvis han
havde fortsat, til han var 65.
Charles de Gaulle skitserede i 1959, hvordan algiererne på sigt ville udkonkurrere franskmændene talmæssigt, hvis Algeriet blev optaget som
en ligeværdig del af Frankrig. Dette bliver nu hos Houllebecq en realitet.
* * *
En provokation i realistisk science fiction form
Houllebecq har fremskrevet udviklingen tilpas realistisk til, at vi kan følge med. Ligesom George Orwell formår han at fremstille et samfund,
hvor udviklingen løber fra det enkelte menneske, og hvor den mentale kontrol tager over i forhold til samfundshelheden. Hos Orwell var det en ydre
overvågning og en fysisk, voldspræget sindelagskontrol, medens det hos Houllebecq er en internaliseret overgivelse til den statslige overmagt, nu
repræsenteret ved den muslimske tro og Sharia som praktisk udmøntning heraf. Dette er ikke noget nyt hos Houllebecq, idet forfatteren i en række
romaner og skrifter har beskrevet det vestlige samfunds forfald. Han er lige så kompromisløs i sin kritik af egen kultur som af den muslimske
aftapning.
Netop litteraturen er ifølge romanens hovedperson det sted, hvor vi kan føle, hvad vej det går:
Der er blevet skrevet meget, og måske også for meget, om litteratur (og som en universitetsmand
der har specialiseret sig inden for dette felt, føler jeg mig så meget desto mere berettiget til at sige det).
Hvad det er, der er det særlige ved litteratur - den højeste kunstart i det Aftenland
der for øjnene af os nærmer sig sin afslutning -
er imidlertid ikke så vanskeligt at fastslå (side 9).
En ny dagsorden
Bl.a. med støtte i litteraturen fortsætter han nu med at forklare, hvordan det kunne ske, at man stiltiende accepterer denne voldsomme
ændring i samfundet, idet han henviser til de mange litterære fremstillinger, der giver indblik i den måde, hvorpå vi tænker og føler.
Herigennem kan vi nå frem til indseende med, hvad det er, der gør at mennesker accepterer noget, som de på ingen måde finder rigtigt,
endsige fornuftigt:
En sådan blindhed er på ingen måde ukendt i historien: Man ville også kunne finde den blandt 1930'ernes intellektuelle, politikere og
journalister der enstemmigt var overbevist om at Hitler ville ende med at komme til fornuft igen. For folk der har levet og klaret sig godt
i et givet socialt system, er det sandsynligvis umuligt at forestille sig hvordan tingene ser ud for dem som aldrig har haft nogen forventninger
til dette system og derfor imødeser dets tilintetgørelse uden nogen særlig frygt (side 51).
* * *
Uddannelse er achilleshælen
Forfatteren fremstiller, hvordan det nye styre under Abbes' ledelse har anlagt en strategi, der afvæbner enhver form for oprør
på længere sigt. Det er børnenes uddannelse, der former fremtidens samfund. Her lytter François til en central efterretningsagent,
som udlægger teksten for den forbløffede litteraturprofessor:
- Den som har børnene under kontrol, har fremtiden under kontrol, punktum. Det eneste hovedpunkt, det punkt hvor de insisterer
på at få deres krav opfyldt, er børnenes uddannelse.
- Og hvad er det de vil opnå?
- Tja, som Det Muslimske Broderskab ser det, bør ethvert fransk barn gennem hele sin skoletid have mulighed for at nyde godt
af islamisk undervisning (...) Det de dybest set ønsker, er at størstedelen af kvinderne efter grundskolens mellemtrin fortsætter
i en husholdningsskole og gifter sig hurtigst muligt -(...) I øvrigt skulle alle undervisere uden undtagelse være muslimer (side 78).
Hele omvæltningen bliver lettere accepteret af befolkningen, fordi Frankrig nu får en fremtrædende rolle i EU-regi, vigtigere
end både England og Tyskland tilsammen. Det franske sprog kommer pludselig i forreste række, og den gamle imperiedrøm finder nye udfoldelsesmuligheder med Abbes som dynamisk leder på et niveau over fru Merkel.
Fornyet livsmod for François
De omtalte uddannelsesmæssige tiltag bliver hurtigt realiseret, da Abbes bliver præsident, og François efterfølgende tager
sin afsked, som omtalt ovenfor. Imidlertid ender det med, at den nye rektor for Sorbonne, Monseur Rediger, retter henvendelse til vores
pensionerede professor og prøver at få ham overtalt til at genindtræde som professor ved universitetet i en prestigefyldt og særdeles godt betalt
stilling. Man vil ganske enkelt gerne have nogle "rigtige" professorer
fra det tidligere regimente, som en slags profilering af kvalitet ved universitetet under det nye styre.
Betingelsen er, at François lader sig omvende til den musliske tro. Dette spekulerer han lidt over, men da han jo er både nihilist og
ikke-religiøs, er der ingen bånd at bryde. Det lokkende er ud over tredobblet gage også udsigten til at kunne få 3 koner, som universitetet
vil være behjælpelige med at udvælge for ham. Så der er udsigt til både en moden kvinde til at lave mad og andet husligt samt to yngre
modeller til alt det sjove, hvilket tiltaler François, der jo dybest set er en ureflekteret mandschauvinist.
* * *
Komedien holder balancen
Ovenstående kan umiddelbart virke både komisk og grotesk, - måske havde man forventet en undertone med lidt sarkasme -,
men det er slet ikke tilfældet. Romanen holder en fin balance i disse fremtidsscenarier for vores professor. Han slutter med
fortrøstningsfuldt af se denne meget anderledes fremtid i møde. Nu har han endelig fået et livsindhold tilbage. Han vil fortsat kunne
drikke god vin, deltage i fine receptioner, nyde hjemmelivet med sine tre underdanige koner og være uden nogen form for økonomiske bekymringer:
Hver eneste af disse piger ville, uanset hvor smuk hun var, føle sig lykkelig og stolt over at være blevet udvalgt af mig, og beæret
over at dele seng med mig. De ville være værd at elske; og det ville også lykkes mig at elske dem (...) Jeg ville ikke have noget at fortryde (side 286).
Houllebecq har begået en genistreg ved at lade hovedpersonen i romanen være en intellektuel og generelt dannet mand, der er godt inde
i samfundsforholdene og det politiske liv. Det er således ikke en person, der ikke forstår, hvad der foregår, men som tvært imod er
i stand til at både analysere og ræsonnere. Han har måske ikke noget valg i forhold til regimet, men han tilvælger det bekvemme liv
i stedet for at resignere.
Ikke underligt, at mange franske mænd og kvinder har følt sig provokeret af romanen, der fremstiller en desillusioneret,
højt intelligent mands genopståen som lykkeridder.
Anmelderen tildeler fem stjerner ud af seks mulige til denne vellykkede sædekomedie.
|
|
|
|
