|
|
Anmeldelse:
Konkret, overskuelig og klart opbygget HÅNDBOG til både journalister og forfattere
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. marts 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Christina Pontoppidan og Andreas Immanuel Graae:
"Giv teksten liv - skriveguide"
Forlaget Samfundslitteratur.
Udgivet 5. februar 2016.
196 sider, pris: kr. 238.
BUY
HERE / KAN KØBES HER.
DANSK/JOURNALISTIK:
Som undervisere og konsulenter i skrivningens kunst og med en baggrund i retorik og litteraturvidenskab,
øser bogens forfattere af både praktisk erfaring og teoretisk viden om det at fange læseren og fastholde interessen
for det skrevne.
Ud over at anvise, hvordan skribenten kan udfolde sine mange
potentialer giver de to forfattere sig også af med at bevidstgøre om, hvordan
tekster kan forføre læseren og manipulere med os.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her håndbogen.
Den levende tekst
Bogen har til hensigt at bygge bro mellem overtalelsens kunst (retorikeren) og en teksts iboende kvaliteter som tekst (litteraten), idet de to
forfattere lader kommunikations-
situationen blive krydsfeltet, hvor det afgøres, hvilke tekniske greb og hvilken grad af personlige virkemidler, der skal anvendes for at
opnå den edste effekt i forhold til læseren. Teksten skal virke levende, men også tilforladelig:
"I dette krydsfelt mellem retorik og litteratur finder du den levende tekst, vi forsøger at beskrive -
og hjælper dig til at skrive."
Afstanden mellem to stole
Det er ønsket om formidlingsmæssig klarhed og tekstens egen skønhed, der styrer valget af eksempler og anvisninger i denne håndbog.
Umiddelbart kan det lyde, som forfatterne risikerer at sætte sig mellem to stole, men perspektivet holdes klart vejen igennem, så vi får
en palet af virkemidler, der kommenteres for såvel deres positive effekt som den negative virkning af overdreven brug af selv samme.
Målet er at undgå det trivielle, forudsigelige og skabelonprægede:
I dette øjeblik fyldes computerskærme med trivielle tekster. Tekster, dvor skribenten fremfører velkendte argumenter, vinkler som vanligt, disponerer efter en fast skabelon og bruger de mest fofrventelige, flade formuleringer.
Den gyldne middelvej i forhold hertil er ifølge forfatterne en levende tekst med et uforudsigeligt element, der dog samtidig ikke må overdrive sine virkemidler og ende i effektjageri:
Det væsentlige er, at teksten i sit fokus, sin form eller sine formuleringer
siger eller gør noget overraskende i forhold til andre tekster. Eller i forhold til sig selv (side 12).
Denne gyldne middelvej formuleres som en balancegang mellem "variation og dosering" (side 21). Der skal både være klarhed i fremstillingen og krav til læseren, så denne udfordres og undrer sig, men ikke kobles af.
Tre-i-én
Bogen er overskueligt disponeret med tre kapitler, hver indeholdende tre hovedbegreber: Fokusgreb (person, udvikling, fragmenter); Formgreb (brud, benspænd, begær); Formuleringsgreb (sammenligninger, metaforer, ikonicitet).
Det kan virke vel meget skematisk, men de enkelte kapitler og underafsnit føjer sig fint ind i forhold til hinanden og danner en rimelig helhed, som har den fordel, at det er let at huske, hvad der er i spil både i detaljen og i helheden. Læseren bevarer et vist overblik, samtidig med, at der præsenteres et rimelig nuanceret galleri af fremstillingsformer. Bogens opbygning illustrerer i sig selv pointen om det at formulere sig på en virkningsfuld måde.
* * *
Persona
Fokusgrebet i første kapitel illustreres fint med begrebet "persona", den maske som skuespillerne brugte i antikken, når de stod på scenen og deklamerede. Denne maske signalerer i skriveteknisk henseende en iscenesættelse, hvor skribentens rolle forekommer overdrevet, kunstig eller usandsynlig. Grebet bruges imidlertid bevidst for at skabe distance mellem den egentlige person bag fortællingen og den måde, hvorpå stoffet formidles. På denne måde kan der i højere grad leges med udsagnet, når den skrivende påtager sig en kunstig identitet, der også opleves som sådan af læseren:
Personaen giver altså frihed til at vælge andre mere skæve eller skøre former for stof til, end hvis man skulle stå til regnskab for det med hele sit autentiske jeg (side 36) .
En sådan 'legende' persona kan være med til at understrege tekstens formål og budskab, uden at læseren føler det som om, at der er ået på kompromis med træværdigheden.
Afstand og engagement
Bogen taler forstandigt om balance og virkning i forhold til at bruge 'du', 'man', 'de' og 'I' i relation til læseren. Den centrale pointe her er, at et 'du' kan virke for påtrængende i mange tilfælde, så læseren føler sig som gidsel for skribentens holdning og indstilling til emnet. Imidlertid er det samtidig vigtigt, at læseren også føler sig involveret eller i det mindste appelleret til.
Ligeledes er det forfriskende, hvis teksten inddrager personer, som har viden og holdinger til emnet, som læseren ikke havde forventet at møde. Det kan være eksperter på andre felter end tekstens hovedfokus, eller det kan være lægfolk af mere eller mindre 'skæv' karakter.
Stilbrug og stilbrud
Eksperimenter med form og stil som kunstnerisk strategi daterer sig tilbage til modernismen, men som bogens forfattere nøgternt siger, er det næppe af poetiske eller politiske årsager, at mange nutidige tekster sprænger de gængse rammer og former, men det skaber et indtryk af den levende skribent, og det er underholdende:
På trods af at man ikke har nogen større poetisk eller politisk pointe med at sprænge formens forudsigelighed, kan man dog bruge bruddet til at overrumple læseren og få ham til at se verden eller velkendt stof i et nyt lys (side 79).
* * *
Benspænd
Under denne spændende titel gemmer der sig noget så almindeligt som brugen af særlige skabeloner, der er med til at sætte grænser for tekstens opbygning og umiddelbare udfoldelse rent formmæssigt. Der nævnes bl.a. dogmefilmskonceptet til at illustrere dette:
At der på forhånd er noget, der ligger fast, gør det nemmere at udfolde sig frit, fordi man undgår at blive overvældet af valgmuligheder. Som skribent vil man derfor typisk opleve, at begrænsningerne ikke hæmmer, men tværtimod tænder kreativiteten (side 89f) .
Også systemdigterne og en forfatter som Halfdan Rasmussen nævnes som kreative eksempler på bfrugen af 'benspænd' i litteraturen.
Handling og handling og handling
Rent formmæssigt er der ifølge bogen et væsentligt greb i form at skift mellem handlingsmættede afsnit og dele, der er mere dybdegående, dvælende og analyserende eller reflekterende: "Man sætter altså handlingen i stå for at sætte den i perspektiv" (side 109) .
Dette skulle være med til at vække læserens narrative begær, intet mindre. Det lyder saftigt, men det er såmænd bare en anden måde at sige på, at læseren skal holdes til teksten og fortsat være nysgerrig, trods eventuelle lange, men nødvendige, baggrundsforklaringer undervejs i fremstillingen.
Variationen i handlingsgangen skulles i sig selv være tilskyndende til, at læseren holdes i ånde, forbliver ivrig og ikke falder hen i kedsomhed.
Formuleringsgreb og den skønne litteratur
Bogens sidste del gør noget ud af at understrege, at brug af billeder, metaforer og sammenligninger samt flere lag i teksten ikke er forbeholdt skønlitteraturen. Dette kan med stor effekt også anvendes i sagtekster.
At en pointe formidles via et 'skævt' billede kan være forfriskende og meget sigende. Ofte er det ironien, der bliver anvendt i en sådan forbindelse. Bogen nævner gode eksempler fra det politiske liv, hvor sammenligninger mellem politiske handlinger og personligheder og f.eks. overvejelser om tøjkøb kan have nævnte effekt. Det aktuelle eksempel angår V-udskæringen og den stærke blå farve på en trøje, som man gerne vil have byttet. Og vi husker måske også den gamle sammenligning med Poul Schlüter i rollen som brugsvognsforhandler?
Advarslen mod sammenblanding af metaforer fra forskellige billeddomæner er naturligvis relevant. Det virker nemt klodset, hvis det da ikke anvendes bevidst for at opnå en helt speciel, lettere komisk effekt.
* * *
Allusioner
Endelig omtales ordspil og herunder allusioner, der bevidst eller ubevidst trækker læserens erindring om andre forhold og begivenheder ind. Det kan væe berigende og personligt tilfredsstillende, hvis man fanger sådanne ordspil. En levendegørelse af teksten kan således bestå i, at tidligere 'levet liv' genkaldes og indlejres i den aktuelle tekst.
Grib dagen med undren
En særlig mental perspektivforskydning forekommer, når skribenten anvender fremmedgørelse som en anskuelsesform, hvor man gør sig fremmed i forhold til situationen. En af de mest kendte perspektivforskydninger er måske den lille pige Scout i Harper Lees bog Dræb ikke en sangfugl.
De to forfattere taler om andre former for perspektivforskydning, hvor man måske lader en anden person opleve situationen end den, der rent faktisk står midt i det. Det kan sætte læseren i gang med at gå på opdagelse i erindringen og se på, hvad man selv tidligere har oplevet og erfaret, men lykkeligt glemt:
Man kan eksempelvis prøve at genkalde sig selv som naiv 4-årig; som selvbevidst 12-årig; eller som forvirret 20-årig. Hvad havde man fokus på, og hvad gjore størst indtryk? (side 166).
Denne form for 'topos' eller mentalt sted, man anskuer verden ud fra, kan for læseren skabe et mere alsidigt eller nuanceret syn på den situation, oplevelse eller tilstand, som en given tekst fremstiller.
Vi opfordres til at hæve blikket og bruge vores subjektive undren til at udfordre vanetænkningen og herigennem søge hen imod nye erkendelser.
Håndbog for lettere øvede og viderekomne
Denne velskrevne håndbog har en række brugbare anvisninger til gymnasieelever på tredje år, der skal til at skrive den større skriftlige opgave, ligesom den er oplagt for nye studerende på journalistuddannelserne samt forfatterskolen. Selv reklamefolk vil kunne få rusket op i deres vanetænkning ved læsning af bogen.
|
|
|
|
