HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Filmanmeldelse: Hvordan pirrer man nysgerrigheden? Hvordan fortæller man en god historie? Hvad er et godt venskab? - Glimrende, ny fransk film om juvenil og voksen søgen


Af Flemming André Philip Ravn

Publiceret 25. juni 2014.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


I danske biografer forår 2014, inklusive DAGMAR i København. Instruktøren François Ozon: "Selv i de bedste hjem" (fr. "Dans la maison", Frankrig 2012. Varighed: 1 time 45 minutter.
BEDØMMELSE: Seks stjerner af seks (skala).




FILM/FRANKRIG: Ny fransk film undersøger, hvad nysgerrighed betyder for mennesker. Hvad er det for en drift? Og hvad afstedkommer den? Denne drift bærer plottet i filmen "Selv i de bedste hjem" igennem på en uhyre humoristisk måde. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, anmelder her instruktøren François Ozons velfilmede og sjove film.


MAN BLIVER LANGSOMT fanget ind af plottet i den franske film Selv i de bedste hjem, som dette forår går i visse danske biografer. Germain har ikke-realiserede forfatterdrømme bag sig. Han får nu vakt en side af sig selv, som længe har været begravet, da hans elev Claude begynder at skrive begavede, udpenslende stile, som vækker interesse i den midaldrende gymnasielektor, hvis ambition det er at lære de unge noget om litteraturen såvel som om eksistensen. Han tror på, at Flaubert og Dostojevski med flere har noget at sige. Han føler i det store hele, at han er oppe imod mobiltelefoner, manglende engagement og manglende livsnysgerrighed fra hans i øvrigt ressourcestærke elevers side. Men Claude skiller sig ud.

Hvordan opmuntrer man som lærer en elev, som har et særligt talent?

Stilene griber om sig og inddrager efterhånden mange andre end blot lærer og elev. Plottet er vævet tæt sammen med stilene og viser, hvorledes almen nysgerrighed i al uskyldighed og kejtethed kan blive til voyeurisme og obsession.

Men betegner voyeuren i virkeligheden ikke outsiderens smertefulde yderposition og synsvinkel på nogle punkter?

På den anden side er synssansen næppe værre eller bedre en vores andre sanser. Lige så langsomt bliver publikum indfanget af den gedigne humor og den ærlige ligefremhed, hvormed karakterernes mangefacetterede, eksistentielle søgen efter mening skildres. Samt søgen efter et godt liv: Hvad vil det egentligt sige at leve i en ganske "almindelig" og "lykkelig" familie?

Et godt påfund

Plottet er super godt skruet sammen, et glimrende påfund. Hvis man har en penchant for psykologi og analyse, vil filmen givetvis lægge op til, at man filosoferer over, hvad motivation er, og hvad der egentligt motiverer én.

Hvad der er den enes obsession, kan være den andens held såvel som uheld. Som i nogle af Shakespeares vigtigste dramaer anvender filmen den herlige fortælleteknik, som kaldes "dramatisk ironi", hvor publikum ved noget - eller opfatter noget - som karaktererne i filmen ikke selv ved, og dette skaber faktisk en hel del komiske situationer.

Plottet i den franske film er yderst uforudsigeligt. Filmen indeholder sådanne dramatiske skæbnepunkter, som den antike græker Aristoteles kaldte for peripeti, hvilket er pludselige og uventede omslag i karaktererens skæbner. Vendepunkterne - og de frodige scener imellem - skaber en god og solid biograf-oplevelse - og pirrer bestemt publikums nysgerrighed og lyst til at vide, hvad nu vil ske. Dermed også sagt, at filmen indeholder underholdende dramaer. Gradvis må publikum selv opleve sig som voyeurer, der som udenforstående får et kik ind gennem nøglehullet til andres liv, idet vi både er medvidende og medskabende og måske endog medskyldige vidner.

Voyeurisme som tematik er ikke uforventeligt i en tid, hvor totalitære overvågningstendenser synes at være fremherskende i mange højteknologiske lande, om end dette ikke decideret er filmens omdrejningspunkt. Endvidere handler filmen ikke så meget om etik eller moral, som om hvad dagligdagens små og store hændelser kan bringe med sig.



Claude på besøg hjemme hos sin klassekammerat, Raphaël.




Claude på besøg hjemme hos sin klassekammerat, Raphaël.




Claude i samtale med sin fransklærer Monsieur Germain.
Bænken spiller rollen som et sted, hvorfra man kan beskue.




Ingen fransk film uden at begærets natur undersøges.




Hvad skal en gymnasieelevs stil egentligt gøre godt for?
Filmen leger med publikums fornemmelse for hvad-nu-hvis...


DET ER SVÆRT at forestille sig en fransk film, hvor temaer som venskab, autenticitet, savn og afsavn, mode, enighed og uenighed, attrå og begær ikke er i spil - og dette gælder naturligvis også for Selv i de bedste hjem.

En anden ting man som tilskuer må fundere over i samspil med plottet i filmen er: Hvordan skabes virkeligheden egentlig? - Og her ser må man sande det, som er netop velegnet til filmisk skildring, nemlig at andre mennesker ikke sjældent har en hånd med i spillet for, hvad der egentligt sker for én.

I de velspillede roller finder vi blandt andet:
  • Fabrice Luchini som lektoren Monsieur Germain
  • Kristin Scott Thomas som lektorens hustru, der bestyrer et kunstgalleri
  • Ernst Umhauer som gymnasieeleven Claude, der skriver gode stile
  • Bastien Ughetto som Claudes klassekammerat Raphaël
* * *

Sammenfatning

Mennesker har brug for historier, for hvad er Livet værd uden historier? Med hele sin tematik og plottets opsætning må filmen appellere til de frankofile og intellektuelle segmenter af biograf-publikummet. Analysen af middelklassens regelrette, borgerlige og respekt-fordrende liv er filmatiseret med sikker hånd, og dialogerne er både inspirerende og tankevækkende.

Hvis man vil, kan man lære meget om litteratur og kunst og vores almene værdier ved at se filmen. Den berører også ved vores forestillinger om, hvad normalitet er. Er det normale liv tiltrækkende? Og er græsset virkeigt grønnere i de andres haver?

Filmens skildring er både realistisk, poetisk, kry, sensuel og underfundig på samme tid - og yderst seværdig. Af alle disse ovennævnte årsager gives filmen den højeste vurdering, nemlig seks stjerner ud af seks (skala).